23. februar 2020 | den store bunke |
Vinden er usynlig, og blæsten kan man ikke få at se.
Jo, man kan. Hver ENESTE gang, det blæser mere end friskt, tager vinden den havestol, som på billedet mangler ved havebordet, og slynger den over til pælen, hvor vi endnu ikke har fået monteret et fuglefoderbræt. Altid den stol først.
Hvis stormen fortsætter, følger stolen ved siden af efter og lægger sig tæt op ad den første.
Det har aldrig stormet så meget, at vi ved, om den tredje stol i rækken kan finde lægge sig på linje.
Men der står #3 i overskriften, fordi det er tredje gang, jeg finder på at bruge den samme overskrift. Her og her.
15. august 2015 | den store bunke |
På vejen fra Blokhus, hvor vi har besøgt gode venner og vredet det allersidste ud af ferien, kom der tunge skyer og hamrende regn sydfra, og vi besluttede at overhale vejret og køre nordpå, inden uvejret indhentede os. Vi kørte mod Lønstrup og kørte ind på parkeringspladsen ved Rubjerg Knude Fyr. Der er et stykke at gå ud til fyret. Vi kiggede på hinanden og spejdede mod syd og sydøst og vurderede, om vi ville kunne nå at gå derud, og om vi ville risikere at blive fanget af regnen derude. Det mente vi nok, vi kunne og ville.
Det var flot og dramatisk, og der var ingen tvivl om, at det snart ville blive torden. Halvvejs derude genvurderede vi og besluttede at vende om og gå tilbage til bilen, inden det brød løs. Vi drejede os rundt. Og så brød det løs. Med store tunge dråber. Vi løb – og var gennemblødte på et øjeblik. Drivvåde nåede vi tilbage til parkeringspladsen. Heldigvis havde vi overnatningstasker i bagagerummet og havde derfor lidt tørt tøj at tage på.
Det er første gang, jeg har siddet barfodet bag rattet fra Nordjylland til Viborg klædt i intet andet end uldtrøje og underbukser. Og gået i gågaden i samme antræk.
Vi er tørre, hjemme og inden døre, og der er stadig lidt ferie tilbage.
30. oktober 2013 | At have have, den store bunke |
Siden jeg den ene dag stod med bare tæer i Det libyske Hav og den næste stod i Føtex og stirrede ind i fire hyldemeter julekalendere, er det kun gået én vej med vejret. Mod vinter.
Vi har oven i købet rettet på tiden, så det næsten er mørkt, når jeg har fri fra arbejde. Det stormer og blæser, og det regner, og der er ikke udsigt til andet, så langt meteorologerne tør spå. Hver morgen overvejer jeg cyklen og ender med bilen. Så pivet er jeg.
Jeg kørte omkring haven i dag for lige at se, om noget var blæst omkuld eller væk. Det hele stod som det skulle, bortset fra alle solsikkestammerne, som stritter i alle retninger med tunge sortvisne hoveder. Rødbeder og pastinakker står stadig fast forankret, men skal snart tages op til vinteren, og porrerne skal tages op og sættes i jorden igen i en rende foret med visne blade; et system min mor beskrev for mig i lørdags. Sådan har hun altid gjort, så er det nemt at hente friske porrer, der ikke er frosset fast i jorden. Jaee… jeg ved ikke, jeg synes nu, det lyder sært, men har lyst til at prøve det af.
Jeg ved ikke lige, hvornår det bliver. Det er mørkt, når jeg får fri, og både lørdag og søndag har Søren Jacobsen, som ejer vejret, bebudet rå mængder regn og blæst. Og jeg er en pivfis. Så vil jeg være inde.
Det gode, der er sket i denne uge, er, at Landlord har ladet de slemme skunke i lejligheden isolere. De er alle tre foret med flamingo og fuget i samlingerne. Jeg kan simpelt hen mærke, at det er en anden luft, når jeg åbner. Det er ikke længere det råkolde pust, der slår mig i møde.
Jeg rækker tunge af regnen, flytter ind i skunken og holder øje med varmeregningen.
