I nat var himlen fuld af stjerneskud. Vores lille planet havde sin årlige date med kometen Swift-Tuttle. Hvert år i august følges vi ad på et kort stævnemøde, så tæt sådan nogle legemers baner nu kommer på hinanden. Det sker aldrig uden gnister, og i nogle timer kan vi se lysstriberne på himlen, inden vores veje skilles igen.
I år var der perfekte forhold, lovede meteorologerne. Klart og skyfrit. Lidt før midnat kørte vi ud til et øde og mørkt sted uden for byen. Morten ville afprøve natteteknikker med kameraet. Jeg ville bare kigge. Da vi først havde lokaliseret, hvorfra de kom, så vi masser af stjerneskud. Pludseligt og lige så hurtigt væk igen, så hurtigt, at jeg næsten kunne tvivle på, om jeg overhovedet havde set noget. Der var en millionmilliardtrillion stjerner, og det er slet ikke til at fatte universet, når man står lillebitte i natten med nakken tilbage og hilser på det uendelige.
Foto: Morten Balle.