7. august 2016 | Udpluk |
• Michael Phelps var fanebærer for den amerikanske delegation ved OL-åbningen i Rio. Og jeg burde have vidst det. Det var igen en anledning for min yngste søn til at more sig kosteligt over dengang, jeg troede, at det var en dansk svømmer og udtalte hans navn på pæredansk. Lasse synes det er det dummeste, jeg nogensinde har sagt.
• Det fedeste er, når nogen skal i bad efter mig, så jeg ikke behøver tørre op efter mig, men bare kan marchere ud af badeværelset og efterlade brusekabinen sejlende.
• Til gengæld er det nederen at sende en informativ besked på mange linjer til nogen og bare få et “okay” tilbage. Lidt mere engagement for de ordglades skyld, tak.
• Jeg har været på cykelferie i Danmark fire gange i årene mellem 1978 og 1985. På Ærø regnede det. På Sydsjælland og øerne dernede omkring regnede det meget. På Samsø var det regnvejr. På Djursland regnede det hele tiden. Siden har jeg ikke gidet tage på cykelferie i Danmark. Det regner jo altid.
• Mere OL: “Vi lader øjeblikket stå et øjeblik”, sagde en kommentator, da Jacob Fuglsang fik overrakt sin medalje. Det var et båndet sammendrag. De kunne godt have nået at lave det om.
• Snoreløg. Er det sådan, man gør med sine løg? Jeg gjorde. Det ser næsten ud, som om jeg har forstand på det. Ja?
15. august 2015 | den store bunke |
På vejen fra Blokhus, hvor vi har besøgt gode venner og vredet det allersidste ud af ferien, kom der tunge skyer og hamrende regn sydfra, og vi besluttede at overhale vejret og køre nordpå, inden uvejret indhentede os. Vi kørte mod Lønstrup og kørte ind på parkeringspladsen ved Rubjerg Knude Fyr. Der er et stykke at gå ud til fyret. Vi kiggede på hinanden og spejdede mod syd og sydøst og vurderede, om vi ville kunne nå at gå derud, og om vi ville risikere at blive fanget af regnen derude. Det mente vi nok, vi kunne og ville.
Det var flot og dramatisk, og der var ingen tvivl om, at det snart ville blive torden. Halvvejs derude genvurderede vi og besluttede at vende om og gå tilbage til bilen, inden det brød løs. Vi drejede os rundt. Og så brød det løs. Med store tunge dråber. Vi løb – og var gennemblødte på et øjeblik. Drivvåde nåede vi tilbage til parkeringspladsen. Heldigvis havde vi overnatningstasker i bagagerummet og havde derfor lidt tørt tøj at tage på.
Det er første gang, jeg har siddet barfodet bag rattet fra Nordjylland til Viborg klædt i intet andet end uldtrøje og underbukser. Og gået i gågaden i samme antræk.
Vi er tørre, hjemme og inden døre, og der er stadig lidt ferie tilbage.
27. juni 2015 | den store bunke |
I Viborg er der Hærvejsfestival, og alle jeg kender er beskæftiget med enten løb, cykling, march, øl eller musik eller det hele. Eller noget med studenterfejring. Eller noget med at larme neden for vores vinduer om natten.
Jeg fandt en fredelig lomme i kolonihaven i eftermiddag og nåede at så et par rækker spinat, inden regnen drev hen over byen og drev mig ind under halvtaget. Jeg satte mig i ly med et par krus kaffe og overvejede, om jeg nogensinde ville slippe derfra uden at blive gennemblødt. Det gik.
Om lidt kører vi til Herning og hører Duné, Go Go Berlin og Dizzy Mizz Lizzy og kommer først hjem, når både regn og larm er færdigt i Viborg.
1. november 2013 | den store bunke |
Det var en mærkelig entre, jeg gjorde i morges. Eller sortie, snarere. Jeg kørte bilen op fra p-kælderen, og midt på rampen satte hornet i gang. BÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ…… uden at jeg havde trykket på noget. I bar befippelse drejede jeg nøglen og slukkede tændingen. Stille. Heldigvis ingen bag mig. Jeg startede igen og kørte ti meter. BÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ….. Jeg trak ind i en p-bås på øverste dæk og slukkede motoren. Stille. Trak vejret dybt. Og tænkte, skal jeg virkelig cykle? Det pisregnede, men sådan kunne jeg jo ikke rejse gennem byen, med sirene på. Det var virkelig HØJT. Jeg bestemte mig for at cruise rundt på parkeringspladsen og se, om det igen gik i gang efter tyve meter. Der skete ingenting, og så vovede jeg mig ud i trafikken. Der skete heller ikke noget resten af vejen, men jeg var rystet. Og har ingen anelse om hvorfor og hvordan.
Har man nogensinde hørt noget lignende?
30. oktober 2013 | At have have, den store bunke |
Siden jeg den ene dag stod med bare tæer i Det libyske Hav og den næste stod i Føtex og stirrede ind i fire hyldemeter julekalendere, er det kun gået én vej med vejret. Mod vinter.
Vi har oven i købet rettet på tiden, så det næsten er mørkt, når jeg har fri fra arbejde. Det stormer og blæser, og det regner, og der er ikke udsigt til andet, så langt meteorologerne tør spå. Hver morgen overvejer jeg cyklen og ender med bilen. Så pivet er jeg.
Jeg kørte omkring haven i dag for lige at se, om noget var blæst omkuld eller væk. Det hele stod som det skulle, bortset fra alle solsikkestammerne, som stritter i alle retninger med tunge sortvisne hoveder. Rødbeder og pastinakker står stadig fast forankret, men skal snart tages op til vinteren, og porrerne skal tages op og sættes i jorden igen i en rende foret med visne blade; et system min mor beskrev for mig i lørdags. Sådan har hun altid gjort, så er det nemt at hente friske porrer, der ikke er frosset fast i jorden. Jaee… jeg ved ikke, jeg synes nu, det lyder sært, men har lyst til at prøve det af.
Jeg ved ikke lige, hvornår det bliver. Det er mørkt, når jeg får fri, og både lørdag og søndag har Søren Jacobsen, som ejer vejret, bebudet rå mængder regn og blæst. Og jeg er en pivfis. Så vil jeg være inde.
Det gode, der er sket i denne uge, er, at Landlord har ladet de slemme skunke i lejligheden isolere. De er alle tre foret med flamingo og fuget i samlingerne. Jeg kan simpelt hen mærke, at det er en anden luft, når jeg åbner. Det er ikke længere det råkolde pust, der slår mig i møde.
Jeg rækker tunge af regnen, flytter ind i skunken og holder øje med varmeregningen.
