4. november 2015 | den store bunke |
Da vi flyttede ind i lejligheden med højt til loftet og udsyn til himlen, havde vi flere arbejdspladsplaceringer i spil. Hvilket hjørne, hvilket rum? Vi endte med at sætte arbejdsbordet i soveværelset, som er stort og rummeligt, så der har vi to fine arbejdspladser ved siden af hinanden. Der er masser af stikdåser til alle vores gadgets, gode arbejdslamper, gode kontorstole, fred og ro.
De pladser bruger vi til at stable papirbunker, lægge ting, som er i transit, og slænge tøj, som ikke er helt modent til vasketøjskurven. Der er faktisk sjældent plads til laptops. Der er også tit for koldt i rummet.
Der er meget hyggeligere i køkkenet, jo. Det store lyse rum, som er omdrejningspunktet i de fleste aktiviteter. Hvor vi samles, laver mad, spiser, snakker, opholder os, går igennem næsten uanset hvor vi er på vej hen i lejligheden. Vores computere ender næsten altid i den ene ende af det lange spisebord – så der stadig er plads til at spise i den anden ende. Stolene er uegnede som kontorstole, og der er ingen fred og for få stikkontakter. Men der er varmt og hyggeligt. Sommetider er der også blomster.

1. november 2015 | At have have |

Er de ikke flotte? Udover almindelige grønne bønner har vi i år eksperimenteret med pralbønner. Nu er de høstet og ligger til tørring. Så skal vi bare finde ud af, hvordan vi skal bruge dem. Vi går ud fra, at vi skal spise dem, men hvordan vi skal tilberede dem, ved vi ikke endnu. Google? Nogen?
31. oktober 2015 | den store bunke |

Det er ikke ret tit, man ser et skilt med dette forbud. Det er ikke ret tit, nogen får den tanke overhovedet at kravle op på en livmoder. Jeg kan ikke komme i tanker om andre situationer end netop i udstillingen Ægløsninger på Steno Museet i Aarhus, som jeg så sammen med mine voksne børn. Udstillingen handler om at få børn med teknologien. Det er nemmest bare at citere fra museets hjemmeside:
“Udstillingen handler om det gode, som teknologien har ført med sig. Prævention har minimeret angsten for uønsket graviditet, og kunstig befrugtning har givet barnløse par deres ønskebørn. Men udstillingen handler også om den tvivl, som ny teknologi fører med sig: Hvem skal have ret til kunstig befrugtning? Ønsker vi at vide, om vi har en arvelig sygdom i familien, og skal det være tilladt at klone mennesker?
Udstillingen kombinerer scenografi og udstilling af museumsgenstande. Den indeholder interaktivitet og formidling med levende billeder, lyd og tekst.
Der er en dejlig blød livmoder, man kan kravle ind i, en kondomautomat, der fortæller historier og en digital mikroinsemination. I et “moderskab” kan både mænd, kvinder og børn blive gravide, eller i det mindste føle hvordan det er at bære rund på en stor mave. Der er en tegnefilm om kloning og endelig kan du se en vaskeægte, udstoppet klonet gris.”
Børnene syntes i øvrigt, der var hyggeligt inde i livmoderen.
Den udstilling var bare en blandt mange på videnskabsmuseet, og vi nåede ikke det hele. Vi må komme igen. Det er et fint sted, og det er kun et tilfælde, at jeg ikke har været der før. Anbefalingen er hermed givet videre. Gode oplevelser for 30 kroner. Men kravl nu ikke op på livmoderen.

Fra en anden udstilling: Et redskab til at kopiere en tegning i formindsket udgave
30. oktober 2015 | Køkkenskriverier |
Hver anden fredag får vi en flamingokasse fra Skagenfood. Det startede med et indgående opkald og er et af de sjældne tilfælde, hvor der kommer noget lykkeligt ud af en snak med en telefonsælger.
Kassen står uden for entredøren hver anden fredag, når den første af os kommer hjem. Det er ikke en måltidskasse. Der er ikke tilbehør med. Det er en fiskekasse. Der er fisk i. Og is. Og en opskrift. Dét er den geniale del. Vi SKAL ikke lave det, de foreslår. Men vi KAN. Indtil nu har vi gjort det, og vi har været begejstrede hver gang. Der er ikke rigtig grund til at være andet end begejstrede. Vi får spist fisk regelmæssigt, og vi får tilberedt den på måder, vi ikke umiddelbart ville have fundet på selv, og med tilbehør, som ikke lå lige for. Det er nemt at gå til. Vil man ikke vente med at købe ind, til man åbner kassen og fisker (!) opskriften ud, kan man bare finde den på nettet og købe ind forlods.
I dag fik vi stegt isingfilet med salat af perlebyg, bagte tomater, feta, rødløg og pinjekerner. Vi justerede ingredienslisten lidt, fordi vi ikke anede hvor vi skulle gå hen efter perlecouscous, som der stod i opskriften – og måske syntes vi ikke, det var så vigtigt.
Hold da op, det smagte godt.


Jeg får ikke noget for at anbefale konceptet. Jeg deler bare min begejstring.
26. oktober 2015 | den store bunke |

Da svigermor blev 80 år i juli, fyldte gaven fra hendes børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn ikke meget på gavebordet. Til gengæld fyldte den i går en hel oktobersøndag ud, og jeg håber, den stadig fylder svigermors hoved med tanker og glæde og bliver ved med det et godt stykke tid endnu.
Jeg tror det.
Hun så i hvert fald glad – og meget træt – ud, da vi sagde farvel til hende i går.
Hun fik en udflugt i gave. En udflugt tilbage til hendes barndoms- og ungdomsland. I en stor bus med plads til hele familien, på den dag hvor flest mulige familiemedlemmer kunne deltage. Med fire børn, en stor flok børnebørn, hele otte oldebørn og tilkomne koner, mænd og kærester kan det blive til en hel del.
Barndommens land er Mors, og i går kørte bussen med svigersønnen ved rattet – han er buschauffør – over Sallingsundbroen til en rejse, hvor historier blev fortalt, minder vækket til live, tidlige oplevelser fisket frem fra glemte hjørner, spørgsmål blev besvaret, levet liv sat i perspektiv og tråde bundet sammen, mens snakken gik mellem brødre og søstre, forældre og børn, fætre og kusiner, børnebørn og bedsteforældre, svogre og svigerinder.
Hun genså steder, hvor hun havde boet, gået i skole, hvor forældre og bedsteforældre havde boet, kirken hvor hun var både døbt, konfirmeret og viet, og hvor den samme præst havde viet ni ud af ti i hendes søskendeflok, steder hvor hun havde haft sin gang. Vi lagde en gravkrans på forældrenes gravsted og kom ud i mange kroge af en tid, der ligger halvtreds-tres år og endnu længere tilbage, og også hendes fire børn fik synkroniseret og lagt nye lag på deres erindringer fra barndomsbesøg hos bedsteforældrene på Mors, og de af os der ikke genetisk delte minderne, blev klogere på mange ting.
Det var sådan en god dag. Oktober viste sig fra sin smukkeste side, det samme gjorde Sydmors, og svigermor fik ud over gensynet med hjemstavnen en dejlig dag sammen med sin flok, efterkommerne, familien, alle dem, som ikke ville have været der uden hende.
“Nu skal jeg hjem og fordøje det hele”, sagde hun, da jeg sagde farvel. Det forlyder, at hun var meget tilfreds og meget træt, da hun blev afleveret på plejehjemmet. Udover de fysiske anstrengelser ved at være af sted en hel dag som 80-årig må det virkelig også sætte mange tanker i gang at få blæst gensyn og minder i hovedet en hel dag og få vækket erindringer, som hun garanteret havde glemt. Men hvor er jeg glad for, at hun fik den oplevelse.