23. oktober 2015 | den store bunke |
Jeg læste om en programrække på DR3, Kære Dagbog, hvor folk læser op af deres teenagedagbøger, og fik lyst til at finde min gamle dagbog fra jeg var 10-11 år. Jeg ved, hvor den var i min gamle lejlighed, men jeg kan simpelt hen ikke regne ud, hvor jeg har fundet på at lægge den, hvor jeg bor nu. De ting, den lå sammen med i den gamle lejlighed, har jeg fundet – myggenet, dolke, rejsepung, håndarbejdspose fra 3. klasse og den slags. Dagbogen var bare ikke i nærheden. Men der var andre klenodier.
Jeg fandt et billede af mig selv fra omkring 1975. Alt det værste fra perioden har jeg forenet på det billede: historiens grimmeste frisure, dråbeformede stålbriller, en bluse jeg selv har strikket – og så sidder jeg og broderer julegave. Et mirakel at jeg kunne score. Men det kunne jeg, – jeg sidder på skibsbriksen på kærestens drengeværelse, og derfor hænger der en motorcykelplakat på væggen.
Tænk, at stålkammen har overlevet…! Stadig svagt buet efter obligatorisk placering i stramme 70’erjeansbaglommer. Så har jeg også gemt mine idrætsmærker, som krævede kamp og sved i intense atletikpræstationer. Jeg nåede til sølv med emalje, så kunne jeg ikke kaste langt nok mere. Kast var min akilleshæl.
Disneykort fra 60’erne. Før de blev børnelokkemad i supermarkedskæder. Og før Nora Malkeko og de to jordegern gik til numerolog og kom til at hedde noget andet. Det er faktisk firkort. Det spil hvor man samler ens kort ind fra de andre spillere og skal have fire i samme serie, som man så må lægge ned og tage stik på.
Firkort fandtes også som bilkort. Sikke en lykke at ligge inde med Ferraris Sportsmodel. Og en knallert. Sikkert. Jeg kan ikke helt huske det. Det var mere brødrenes område. Men det er mig, der har gemt kortene, sandsynligvis fordi jeg er den yngste og begærligt overtog alt, hvad de voksede fra.
Håndarbejdsposen fra 3. klasse. Og en lommetørklædemappe med initialer, som nogen engang har fået mig til at brodere. Det mest meningsløse stykke sytøj, jeg kan komme i tanker om. Men det var altså før papirslommetørklæder. I mit hjem vaskede vi lommetørklæder og strøg dem – og lagde dem i broderede mapper med bindebånd.
Men ingen dagbog, altså. Og nu kommer jeg i tanker om, at min gamle blokfløjte, som gik i arv fra ældstebror til næstældstebror til mig i takt med, at vi havde blokfløjtespil i skolen, også tidligere lå sammen med dagbogen. Den har jeg heller ikke fundet. Der må være en hemmelig kasse et sted. Hvis jeg nu lader, som om jeg leder efter noget andet, dukker det måske op. Jeg tror, jeg starter med at lede efter stålkammen. Den ved jeg, hvor er.
21. oktober 2015 | den store bunke |
Jeg kom til at tænke på løb. Jeg ved ikke, hvor tanken kom fra, for jeg har ikke været i nærheden af det længe, og jeg har det heller ikke aktuelt stående på min to do-liste. Sådan er det, og fred med det. Fed med det, kom jeg først til at skrive, og det kunne sagtens være en lige så dækkende beskrivelse.
Det er således sjældent, jeg færdes blandt Endomondos statistikker, men jeg ved, at det står fint til derinde på min personlige platform på deres hjemmeside. Sidst jeg kiggede, konstaterede jeg for eksempel, at jeg har løbet mere i år end sidste år. Muligheden for også at passere 2013-distancen er til stede. Men det er ikke vigtigt. Jeg har allerede en fin form ifølge graferne.
Lidt som en hval. En af dem fra Rasmus Klump-universet. Det er nok heller ikke helt skævt.
20. oktober 2015 | den store bunke |
Skal I lige følge med på en tur rundt i Budapest i vores kulinariske fodspor? Jeg lover, det bliver hurtigt. Måske kommer I selv til byen engang og vil gerne puffes i retning af gode oplevelser.
Kom, så går vi.
Morgenmaden.
Den første morgen insisterede Laura på, at vi skulle spise morgenmad på, hvad hun kaldte verdens bedste bagelsted. I sommer havde hun spist en fantastisk bagel med gedeost fra Budapest Bägel, Baross utca 4, og den oplevelse skulle jeg også have. Desværre havde de ikke gedeost den dag, men bagelen med parmaskinke var supergod. Og det var lunt nok til, at vi kunne sidde på bænken udenfor og spise. Det er nemlig mest et take away-sted.
Anden dag gik vi hen på Csiga Cafe, Vásár utca 2. Det var lørdag, og de lokale mødtes til halvsen brunch. Der var god stemning og et rart miljø. Lækre omeletter og friskpresset juice.
Sidste morgenmad spiste vi på Spinoza i Dob utca 15 i det jødiske kvarter, hvor vi boede. Billigt, hyggeligt, godt. Scrambled egg til mig, french toast til min ledsager.
Frokosten.
Lækkerlækker hummus og falaffel spiste vi på Hummus Bar, som findes flere steder i byen, denne her var på Wesselényi utca 14 i det jødiske kvarter.
Kagerne.
Den første dag kom vi til at spise kage til aftensmad. Det var fordi vi havde spist hummus og falaffel så sent på eftermiddagen, at vi ikke nåede at blive rigtigt sultne igen. Kun en lillebitte smule lækkersultne. Og så gik vi lige forbi Veryberry i Zrínyi utca 12. Og så gik vi tilbage og gik ind. Jeg fik et stykke Dobostorta, som enhver ungarsk kageudbyder har på kortet. Den er opfundet af en østrigsk konditor, Josef Dobos, og består af ni ekstra tynde lagkagelag lagt sammen med chokoladesmørcreme og en hård karamelglasur på toppen. Jeg kan ikke huske, hvad Laura fik, kun at det vist var lyserødt.
Man skal også huske at gå på et af de gamle berømte konditorier. Vi nappede Gerbeaud, Vörösmarty tér 7-8. Flotte lysekroner, draperede gardiner og spektakulære kager. Vi valgte en Emil Gerbeaud’s Legacy og en Royal Chocolate. De kostede begge en god ’halvtreller’, så man skal være både nærig og kalorieforskrækket for ikke at unde sig selv den oplevelse. Ellers kan man bare nappe et stort glas hjemmelavet limonade til for lige at pifte det op med noget sundt.
Aftensmaden.
Laura og Simon var på Véndiák Étterem på Egyetem tér 5 i sommer, og hun syntes, at hun og jeg skulle spise der. Det var en god ide. Dejlig and.
Og så var der clou’et. Det som vi hjemmefra havde været stensikre på, at vi ville gøre. Spise på en Michelinrestaurant. Der er tre restauranter i Budapest, som har opnået en Michelinstjerne. Onyx er den fineste og dyreste, Costes er den midt i mellem og den første som fik en stjerne, og Borkonyha er den afslappede og den billigste af dem. Adressen er Sas utca 3, og det var den vi valgte. Laura ringede onsdag aften og bestilte bord til lørdag, altså bare tre dage før. Klokken 18 skulle vi være der, og 19.45 skulle vi være ude igen. Men det gik fint med tiden, vi lod bare tjenerskabet styre, at vi nåede det hele. Og det var ganske enkelt supergodt. Der var a la carte, og så var der dagens retter på tavlen: to forretter, en suppe og fire hovedretter. Vi valgte begge to perlehøne med linser til forret og kanin med græskar til hovedret, og så lod vi tjeneren vælge den rigtige henholdsvis hvid- og rødvin til begge retter, et glas til hver. Til desserten valgte vi forskelligt, og der er kun ét at sige om det hele: Det. Smagte. Fantastisk. Og så kostede det bare 388 kroner for hver af os. Alt inklusiv. Så det siger sig selv, det er forbudt at lade være med at spise sådan et sted, hvis man er i Budapest.
Men ellers er der ingen tvang. Og nu er turen slut. Velbekomme.
Nåjo. Download den app, der hedder Budapest. Den fungerer offline med kort og beskrivelser af snart sagt alt. Den brugte vi virkelig meget.
19. oktober 2015 | den store bunke |
Knæk Cancer-indsamlingen har mange ansigter. Også unge. Nogle af dem har taget nogle virkeligt fine initiativer. Mortens fadderbarn Ida på 15 og hendes veninde har begge haft kræften tæt inde på livet og besluttede at lave deres egen indsamling og lade pengene gå ubeskåret til Kræftens Bekæmpelses indsamlingsshow Knæk Cancer lørdag den 24. oktober.
Forrige lørdag lavede de en bod i Holstebro, hvor de bor, med kaffe, te og saftevand plus 50 hjemmebagte muffins fint dekorerede med Knæk Cancer-logoet.
De håbede på at kunne samle 500 kroner ind. Men der havde de forregnet sig. Kunderne var begejstrede, kagerne var solgt på under to timer, og flere forbipasserende donerede penge til det gode formål uden at ville have kager for beløbet, og pigerne lukkede boden med mere end dobbelt så meget indsamlet som håbet. Der var al mulig grund til at gentage succesen.
Via Holstebro Kommunes Facebookside kom de i kontakt med TV2, som i denne uge kører rundt med Knæk Cancer-bussen. I morgen, tirsdag den 20. oktober, er bussen i Holstebro og sender Go’ morgen Danmark og Go’ aften Danmark direkte fra Store Torv i Holstebro som led i optakten til showet lørdag. De har bedt om lov til at interviewe pigerne om deres fine indsamling.
Så i morgen står Ida og Mette på Store Torv i Holstebro kl. 10-19 med kaffe, saftevand og muffins. Jeg ved, at der både i Holstebro og i Viborg netop nu bages kager i lange baner, så forsyningerne har en chance for at holde lidt længere denne gang.
Nogle af jer kan være heldige at være i Holstebro og købe af de fine muffins og hjælpe Ida og Mette med deres indsamling. Beløbet går igen til Knæk Cancer.
Nogle af os kan være heldige at se dem i Go’ morgen Danmark eller Go’ aften Danmark. Og vi kan alle sammen donere et beløb ved at swippe eller MobilePaye til 42446102, også selv om vi ikke lige får en kage ud af det.
Det er et supercool initiativ, som i hvert fald får min støtte.
18. oktober 2015 | Betragtninger |
Vi var kommet lidt sent af sted til en aftale og vurderede i enighed, at det var bedst, at en anden end jeg kørte bilen. Ellers ville vi ikke nå det til tiden.
Jeg har arbejdet med at få tanken til at ligge ordentligt. På den ene side er jeg tilfreds med at være en, der kører pænt. På den anden side er det lidt … aarhh… ikke at være frisk nok.
