Steno

Det er ikke ret tit, man ser et skilt med dette forbud. Det er ikke ret tit, nogen får den tanke overhovedet at kravle op på en livmoder. Jeg kan ikke komme i tanker om andre situationer end netop i udstillingen Ægløsninger på Steno Museet i Aarhus, som jeg så sammen med mine voksne børn. Udstillingen handler om at få børn med teknologien. Det er nemmest bare at citere fra museets hjemmeside:

Udstillingen handler om det gode, som teknologien har ført med sig. Prævention har minimeret angsten for uønsket graviditet, og kunstig befrugtning har givet barnløse par deres ønskebørn. Men udstillingen handler også om den tvivl, som ny teknologi fører med sig: Hvem skal have ret til kunstig befrugtning? Ønsker vi at vide, om vi har en arvelig sygdom i familien, og skal det være tilladt at klone mennesker?
Udstillingen kombinerer scenografi og udstilling af museumsgenstande. Den indeholder interaktivitet og formidling med levende billeder, lyd og tekst.
Der er en dejlig blød livmoder, man kan kravle ind i, en kondomautomat, der fortæller historier og en digital mikroinsemination. I et “moderskab” kan både mænd, kvinder og børn blive gravide, eller i det mindste føle hvordan det er at bære rund på en stor mave. Der er en tegnefilm om kloning og endelig kan du se en vaskeægte, udstoppet klonet gris.”

Børnene syntes i øvrigt, der var hyggeligt inde i livmoderen.

Den udstilling var bare en blandt mange på videnskabsmuseet, og vi nåede ikke det hele. Vi må komme igen. Det er et fint sted, og det er kun et tilfælde, at jeg ikke har været der før. Anbefalingen er hermed givet videre. Gode oplevelser for 30 kroner. Men kravl nu ikke op på livmoderen.

Steno2

Fra en anden udstilling: Et redskab til at kopiere en tegning i formindsket udgave