24. november 2015 | den store bunke |
Der var mange, som blev mindet om ikke at gå ud i for tynde sko, da sneen faldt tæt over dele af landet i weekenden. Nogle af os havde heller ikke fået vores biler klædt ordentligt på.
Derfor var der sådan set ikke nogen tvivl om, at vi skulle have et hurtigt stævnemøde med en donkraft og noget topnøgleværk og sige hej til en stabel vinterdæk.
Hermed bekendtgør jeg for alverden – og min mor – at Lille Hviden har smidt sandalerne og er trukket i sine mere klodsede vinterstøvler. Det sikre vejgreb er genvundet, og nu venter jeg bare på, at bilen selv opdager det og forvirret tænder den lampe, der indikerer, at “der er noget, der føles anderledes med mine hjul, – er det noget med trykket eller…??”
Sidste år gik der fjorten dage, og vi blev alle sammen helt forvirrede, da det skete.
23. november 2015 | den store bunke |
Næh?!? Så havde jeg gået og udtænkt overskriften til en fortælling om vores fine kæresteweekend i København. Ord med k, der dækkede dagenes indhold. Og så gik det op for mig, at jeg havde fundet på præcis de samme ord, som stod på skiltet udenfor Conditori La Glace.
Kager, Kunst og Kærlighed Kvæler al Besværlighed. Dyrk sportskage og kom i kageform. De har en dygtig tekstforfatter, og jeg kan lide det. Både ordform, storform og kageform. Jeg havde også haft koncert med i min ordrække, men det kan jo gå ind under Kunst.
Der var i høj grad tale om en kagelørdag i København. Men det hele startede med, at vi for lang tid siden købte billetter til Melody Gardot-koncert i Koncerthuset i fredags. Og da vi nærmede os dagen, besluttede vi at tage et par dage derovre.
Det var en fantastisk koncert. Melody Gardot. En enorm stemme i en lille krop, og en super performance i en spektakulær kulisse. Jeg havde ikke været i Koncertsalen før, og jeg var begejstret på alle planer.
Da vi tog af sted, havde vi ikke lagt andre faste planer end koncerten, men som vi havde forestillet os, gik det næsten af sig selv med at få fyldt noget i dagene. I sig selv er det en gave at være af sted og uden pligter. Vi tog en hotelfie.
Vi havde en bestilling med hjemmefra, et ærinde i en bestemt butik inde i byen. Senere på lørdagen havde vi undervejs fået lavet et par andre aftaler, så vi var forholdsvist tidligt på færde for at nå det hele. Men byen var ikke rigtigt vågnet endnu, og den forretning, vi havde ærinde i, åbnede endda først klokken 11. Det havde vi ikke regnet med. Vi kommer fra Jylland, jo. Det var koldt, og vi havde ikke den store shoppelyst, hvilket jeg i øvrigt er indrettet sådan, at jeg sjældent har, men vi bestemte os for at holde varmen og fordrive ventetiden ved at spadsere en tur rundt i indre by. Og tænk, så stod vi pludselig uden for La Glace. Og pludselig sad vi indenfor i La Glace. Der har jeg heller aldrig været. Der var dejlig varmt – og kager. Sportskagen var fristende, men vi havde næsten lige rejst os fra morgenbordet, og havde en anden konditoriaftale senere, så vi nøjedes med macarons og chokoladecroissant. Den orange var med passionsfrugt og chokoladetrøffel og smagte himmelsk. Kokkehuer til dem.
Nå jo, så var vi også lige inde hos naboen, Peter Beier, for at få udvalgte souvenirs med hjem. Og smagsprøver.
Nå jo, så skulle vi lige huske det, vi var sendt i byen efter: blyanter fra Cinnober. De har pæææhne ting.
Bagefter blev gps’en blev sat til Søborg Hovedgade, hvor vi havde en aftale på Grannys House. Et sjovt, fint og farverigt sted med god stemning, mange mennesker, finurligheder – og Rasmus, som Morten kender fra gamle dage. Egentlig ville vi kun bede om kaffe og snak, men det ville Rasmus ikke høre tale om; han diskede op med kaffe, snak – og kager. Lækre og velsmagende, og sådan blev det en kagelørdag. Det var hyggeligt, og kig endelig ind, hvis I er på de kanter. De har også Bed&Breakfast, og med kagernes kvalitet i tankerne tøver jeg ikke med at anbefale.
Louisiana var næste hyggelige checkpoint. Jeg har ikke været på Louisiana siden engang i firserne, og det er da for galt. Vi havde lavet dejlig spontandate med Catharina, som kom fra Helsingborg, vi kom fra København, og sammen med det meste af Nordsjælland – virkede det som – så vi Kusama-udstillingen. Sjovt. Lidt tosset også. Mest skægt. I hvert fald meget prikket.
Udenfor var det blevet snevejr. Blæst, sne og mørke. Det tog urimeligt lang tid at køre fra Humlebæk til København, og da vi endelig havde fået bilen i parkeringskælderen, havde vi ikke lyst til at skulle ud i uvejret igen for at spise med kniv og gaffel eller udforske Streetfood eller Torvehaller, så den indlysende løsning var at hente takeaway fra Sticks’n’Sushi og dele en flaske vin på værelset. Det var SÅ hyggeligt.
Søndagskørslen hjem havde vi gerne været foruden. Det onde vejr lå i et bælte hen over Sjælland og Fyn, og det var virkelig anstrengende og ubehageligt at køre. Når man tager de mange efterladte og forulykkede biler langs vejen i betragtning og efterfølgende har set i nyhedsudsendelser, hvor slemt det stod til i nærheden af vores rute, er jeg taknemmelig for, at vi kom hjem i god behold.
Alt det andet gør jeg hjertens gerne om.
Kager, Kunst og Kærlighed Kvæler al Besværlighed.
19. november 2015 | den store bunke |
I går var jeg et smut i blodbanken og bytte lidt over 450 milliliter sundt, rødt blod for en brikjuice og en lille Ritter Sport (mit Knusperkeks). En tilbagevendende handel, der passer både mig og blodbanken fint. Jeg får et skud god samvittighed, og de får en pose flydende kapital i banken.
Sådan har vi handlet siden slutningen af firserne, kun afbrudt af tre graviditeter og efterfølgende barselsperioder, hvor jeg havde brug for alt mit blod selv.
Her er mit blå donorkort udstedt af Kommunehospitalet i Århus på et tidspunkt mellem 1987 og 1991 – det var i den periode, jeg boede i Lollandsgade. Det har ligget i min pung siden. Velsagtens ud fra en forestilling om, at nogen har tid til at rode min pung igennem for at se til, at der bliver hældt den rette type blod i mig, hvis jeg får brug for det. Hvad gør man egentlig i dag? Måske er tiden faktisk inde til, at jeg får de nødvendige oplysninger sat ind i en eller anden app på min telefon. Eventuelt sammen med en beskrivelse af, hvilke kontaktlinser, jeg bruger – og formaning om, at man skal sørge for at pille dem ud, hvis jeg skal opereres. Det står der på et andet kort, jeg har i min pung.
De eneste oplysninger, der stadig gælder på det blå kort, er mit fornavn, personnummer og blodtype. Hverken efternavn, stilling, adresse eller telefonnummer finder man mig længere på. 19 09 83 var ellers et godt telefonnummer.
Der er sket store ændringer i bloddonorverdenen i løbet af de snart tredive år. Man bliver for eksempel ikke længere tilbudt øl efter tapning. Man skal udfylde spørgeskemaer inden tapning. Og signere med et tryk med højre pegefinger – det er så digitalt som det kan blive. Briksene er blevet mere behagelige, og udstyret er fiksere.
Men blodet er stadig rødt, og man går stadigvæk hjem fra tapning med en pudset glorie.
17. november 2015 | den store bunke |
Mens fodboldentusiaster langsomt bereder sig på at holde med Island under EM til sommer, fordi den eneste spiller i verden, som alle nævner udelukkende med hans fornavn, bare er bedst, har jeg vendt skuffelsen over, at eReolen kun kunne tilbyde Denne dag, et liv som e-bog og ikke som lydbog, til noget rart og komfi.
Med benene oppe og tilbagelænet i sofaen læser jeg for første gang i lang tid med øjnene. Jens Andersens Astrid Lindgren-biografi på min iPad. Det fungerer.
Samme app, men forskellige apparater. Lydbøger på telefon, ebøger på tablet. Alsidig berigelse. Point til mig, og jeg er videre i turneringen.
14. november 2015 | At have have |
Kolonihaven er så småt lukket ned for i år. Der er ikke flere afgrøder at høste. Årets sidste rucola er plukket – midt i november, og det er sådan set en pæn udnyttelse af sæsonen. Kapillærkasserne er tømt for tomatplanter, plantesække, jord og vand, og de sidste tomater er hjembragt, grønne såvel som rødmende. De der har en snert af rødt er lagt i vindueskarmen til yderligere rødgørelse, og de grønne er syltet. Min mor syltede grønne tomater, og jeg husker det egentlig ikke som noget fantastisk, men mine smagsløg kan sagtens have ændret sig, og det skal i hvert fald prøves. Der er yderligere rige muligheder for at mindes årets haveglæder: Vi har spinat og grønne bønner i fryseren; det samme gælder hindbær og blåbær, og der er kartofler og rødbeder i en flamingokasse på balkonen. Store fine løg i en anden kasse.
Så mangler vi bare at tømme toilettet og køre havemøblerne på lossepladsen. Vi gad ikke sætte dem ind – jeg arbejder mere efter devisen “Brug i 18 år og smid væk”.
Hvad har HAVEN sæson III bragt og hvad kan vi vente i sæson IV? Tid til evaluering.
Gulerødder er aldeles ude af repertoiret. Alle tre år har jeg sået gulerødder. Alle tre år har jeg høstet gulerødder og lagt dem i en spand med sand til vinteropbevaring. Alle tre år har de været fyldt med orm, og vi er endt med ikke at bruge dem. Jeg har smidt dette års høst i kompostbeholderen, gemt sandet og svoret ved mine grønne fingre aldrig at så gulerødder igen. Husk det!
Grønne bønner er kommet på programmet for at blive. Jeg har aldrig brudt mig om grønne bønner og har faktisk været på vippen til ganske enkelt at påstå, jeg ikke kan lide dem. Men Lasse såede bønner i haven i år, byggede et klatrestativ til dem og fik en rigtig fin høst. Snittet i stykker på en centimeter og blancheret i halvandet minut smager de fantastisk i en salat. Pralbønnerne gav også fint og var flotte, men skal de sås næste år, skal vi lave noget andet mad end bønne-spinat-rissuppe af dem. Vi var ikke for alvor begejstrede, det var vi ikke. Og de gav rigeligt luft i maven hos nogle.
Hvidløg viste sig at være noget, man sætter året før. De blev sat samtidig med zittauerløgene, men undervejs fortalte nogen mig, at de først giver udbytte året efter, at de er sat. Dermed er de nu stort set de eneste beboere i køkkenhaven.
Jordbærplantagen og hindbærbedet er fordoblet i areal. Bær, bær, bær. Jeg ser frem til næste år.
Piletræet er fældet. Der var ikke langt fra tanke til handling, da beslutningen var taget. Bedsteven med motorsav fældede det, og jeg solgte brændet for en flaske vin. Sikke meget lys, luft og næring græsplænen har fået. Det var en god beslutning. Måske ryger der et par selvsåede og forvildede ahorntræer næste år.
“Vi skal have ryddet bedet foran huset” fortsætter i sæson IV. Det er åbenbart ikke sådan lige at tage sig sammen til at rydde et bed. For tredje sommer i træk prioriterede vi noget andet. Jeg plejer at bruge det som eksempel på, at jeg ikke tillader nogen ting i haven at stresse eller presse mig. Det bliver, når det bliver. Men det skal helst være næste år, for da arver jeg alle min mors georgineknolde, og jeg har tænkt, de skal i dét bed. Eller et andet sted.
Ukrudtet vandt i 20-meterløb på havegang. Der var cirka én eftermiddag, hvor hele havegangen var sirlig og alt ukrudt luget væk. Så tog naturen magten igen. Nogle voksne må gøre noget.
Mere grill. Mere vin. Flere gæster. Dét er et vigtigt forsæt. Vi vil have flere sommeraftener med ild i den mexicanske pejs, vin på bordet og gode mennesker omkring os. Hold os fast på det.
