14. februar 2016 | At have have, den store bunke |
Her er ruten, man tager, når man søndagsordner efterladenskaber.
Der skete det, at vi på sengekanten blev ringet op af kassereren i kolonihaveforeningen. Hun ville lige minde os om, at det var ved at være oppe over at få betalt årskontingentet, og så ville hun godt høre, om vi kom i dag og betalte.
Derfor gik min rute først til en pengeautomat. Vores haveforening er nemlig ikke digital. På nogen måde. Ikke noget onlinehokuspokus. Intet hjemmesidepjat. Der er ikke engang en mail, man kan skrive til. Når man skal betale, bærer man pengene hen til kassereren. I kontanter. Så får man en håndskrevet dagsdatokvittering, og sådan er det bare, og det kan ikke ændres. Er der meddelelser til havefolket, for eksempel invitation og dagsorden til generalforsamling og præmiefest, bliver der rullet et stykke papir sammen og proppet i det postrør, som hænger på indersiden af havelågerne. Basta.
Vi kan aldrig helt huske, hvornår man skal betale kontingentet. Sidste år var vi for tidligt på den, og i år var vi åbenbart tæt på at komme bagud. Hvornår er det egentlig, spurgte jeg, da jeg stod i mit løbetøj hos kasserersken i dag og netop havde modtaget den klargjorte håndskrevne kvittering. ”Ja, det er fra den femogtyvende januar til den femtende februar, og det står også i loven. I har jo et lovhæfte”, sagde hun, mens jeg tænkte på, hvor vi mon har gemt de vedtægter, som vi åbenbart ligger inde med. Men altså, mellem den femogtyvende januar og den femtende februar. Det husker vi fra nu af. Og det virkede, som om det er bedst at bringe hende pengene i starten af perioden. Der er jo ingen grund til, at kassereren skal sidde og vente i tre uger og til sidst alligevel føle sig nødsaget til at ringe og minde os om det, vel?
Lettet, både på samvittigheden og på pengefronten (selv om det faktisk er latterligt billigt at leje grønne sommerglæder) løb jeg videre for at hente en bil, som vi efterlod i nat efter årets jagtmiddag i jagtkonsortiet. Det er noget med tre retters menu af velovervejet og veltillavet hjemmeskudt, hjemmedyrket, hjemmeplukket, hjemmealtmuligt og dertil velvalgt og velsmagende vin. Efter det kører man ikke hjem. Både på grund af omtalte vin og fordi man efter al den mad har virkelig, virkelig godt af at komme ud og spadsere i nattekulden.
Her stopper den dokumenterede rute. For herefter kørte jeg hjem og lavede intet andet end at lytte lydbog, sidde i en solstråle og spille Candy Crush og bage et overdrevet stort bjerg af boller. Som jeg nu skal smage på.
Meget, meget fin søndag.
11. februar 2016 | At have have, den store bunke |
I dag var dagen, hvor der slog spirende forår ned i mig. Det var lyset, der gjorde det. Når himlen klokken fem om eftermiddagen stadig ser sådan ud og der altså fra nu af stadig er dagslys tilbage, når jeg vender hjem til min borg fra udenbys arbejdsdonteri, så længes jeg.
Jeg længes efter grønt. Jeg længes efter, at urteburet rummer liv og ikke bare visne rester af noget, jeg ikke længere kan skelne navn og anvendelse på. Var det virkelig den overfrodige mynte der til venstre, som gav fylde til mægtige mojitos en sommeraften i fjor? Og rosmarin og salvie, esdragon og timian, som vi måtte bure inde, fordi fuglene barberede det ned til korte stilke? Nu værdiger hverken de eller jeg det et blik. Jeg vil have, at det skal være grønt og frodigt igen. Og fra i dag tror jeg igen på, at foråret kommer. Når det kommer. Først skal der vistnok være frost og kulde igen. Men det kommer. Og så bliver det godt.
Hortensiaerne har aldrig mistet troen. Aldrig givet op. De er ellers virkelig blevet behandlet dårligt. Ignoreret. De blev købt til fødselsdagspynt i kolonihaven for to et halvt år siden af en 50-årig, der holder meget af hortensiaer, og siden fik de lov til at passe sig selv i deres midlertidige, permanente plastikpotter. De stod oversete i et vildtvoksende bed gennem to somre og vintre, fordi vi til stadighed ikke fik ryddet det bed, hvor de skulle plantes. På “vi ved ikke, om I overhovedet bryder jer om os, men vi er her, og vi tilgiver jer og elsker jer alligevel”-måden satte de igen og igen nye skud og overlevede. Sidste sommer hentede jeg dem hjem på altanen, hvor de siden har stået endnu mere ubeskyttede – dog i lerpotter, men alligevel – igennem vinter og frost og storm. Urokkelige mens havestolene er føget omkring dem. Og nu er de på vej igen.
Håbet er grønt.
Det skal NOK blive forår.
8. februar 2016 | den store bunke |
Google Street View. Jeg synes, det er vildt fascinerende og en kende for spacy til, at min hjerne helt kan forstå, at det skal være så let. At jeg kan sidde hjemme i mit køkken og se, hvilken farve et bestemt hus i en anden by er, og stille mig midt på gaden og spejde til højre og venstre for at se, om der er nogle forretninger i nærheden. Og kigge op og gætte på, hvilken altan jeg om nogle uger kan stå på og kigge ned på nogle andre biler end dem, der var parkeret der i juni 2014, da googlebilen kørte forbi. Men det kan jeg så.
Den her gadedør vil jeg gå ind og ud af en del gange i slutningen i marts. Den befinder sig i Stockholm, og i det her hus skal vi have base nogle dage, når vi tømmer vores egen husstand og besøger Laura, der bor og studerer i Stockholm dette semester. Vi har endnu engang cyberbladret i Airbnb-kataloget og fundet logi. Vores vært hedder Jonas, og han bekræftede i aftes: “Det går jättebra! Jag accepterar er direkt!”. Deraf udleder jeg to ting: 1. At han har forstået hvad jeg skrev. Når man anmoder om at måtte booke, sender man lige et par linjer til værten om, hvem man er og hvad man skal og den slags, og der kunne jeg jo ikke skrive, at min datter er i byen dette semester, for så ville han bare tro, at hun fiser den af. Semester betyder ferie på svensk. Så jeg vred den lidt og skrev denne vår. Det har han fattet meningen med. Eller 2. At han har været inde og læse den anmeldelse af mig som gæst, der allerede er registreret hos Airbnb. I oktober skrev Péter fra Budapest nemlig “They were friendly and nice people. Birgitte is easy to communicate with and is pleasant to have around. Recommended!” Sådan en gider man jo godt have boende.
Jeg elsker denne her fase inden en ferie. Når både transport og logi er bestilt og på plads, og pengene endnu ikke er trukket fra bankkontoen, og man har ro til at glæde sig til at fylde på oplevelseskontoen.
7. februar 2016 | den store bunke |
På væggen i stuen, lige ved siden af sofaen, har vi placeret hele vores persongalleri. Det er en blanding af alle dem, som har været med til at forme os, af dem vi er, og dem vi har beriget verden med. Det er sådan en fin væg, og jeg glæder mig dagligt over den.
Her er lille Morten i midten med et trygt greb om sin fod i en tilsyneladende bekymrende verden hos fotografen, flankeret af sin mormor og morfar til den ene side og lille Lasse til den anden. Lille Niels og lille Astrid er der også. Min unge mor og min unge far. Min soldaterfar på sin skimmel foran ridehuset på Vester Alle Kaserne i Aarhus. Mig selv på skolefoto fra første klasse i rød bluse og rødternet nederdel med seler – og nye fortænder.
Min mormor og morfar, Rasmine og Karl Jensen. De er så unge, at hun nok stadig har heddet Rasmussen. De er begge født i 1893, og billederne er formodentlig taget omkring 1910 eller lige efter. To unge i deres fineste stadsklæder.
Mortens bedstefar var fisker i Sillerslev på Mors. Det er vistnok ham, der står til højre i båden, men Morten har altid syntes, manden i midten så sejere ud, så han har bestemt sig for, at dét er hans bedstefar.
På det andet billede er vi i bageriet i Ramten på Djursland, hvor bagerdrengen går til hånde. Dengang havde han frisure som en omvendt røreskål. Hvis han i dag tog bagerkalot på og poserede i hvid undertrøje, ville han se ud præcis som bagermesteren selv, samme farver og statur.
Det er sådan noget, man ser, når man har en billedvæg.
3. februar 2016 | den store bunke |
Det har været en skidt uge på bilfronten. På dækfronten. Og jeg er ramt på lidt mere end retfærdighedsfølelsen og pengepungen. Det er ikke så godt. Mandag morgen kom jeg ned i parkeringskælderen og fandt min bil – og kun min – på fire flade dæk. Ligesom for tre uger siden. Men denne gang kunne det bare ikke klares med en kæk bemærkning og fire friske pust. Der var skåret en flænge i hvert dæk, bred nok til at presse tre fingre ind.
Hærværk. Ikke længere bare drengestreger.
Der var ikke andet at gøre end at gå i aktion. Ringe til politi (som modtog anmeldelsen og henlagde den med det samme), til forsikringsselskab, til autohjælp, til forsikringsselskab igen, til autohjælp igen, til værksted. Låne en bil og køre på arbejde med to timers forsinkelse og udsigt til et par bøvlede dage uden bil og en økonomisk øretæve på størrelse med forsikringens selvrisiko.
Øv, altså!
Først og fremmest forstår jeg ikke hvorfor. Hvorfor mig? Hvorfor min bil? Hvorfor nogens bil overhovedet? Hvem gør det? Hvem har fornøjelse af at gøre det? Jeg kan ganske enkelt ikke følge tankegangen. Jeg har ingen grund til tro, at det er hærværk rettet mod mig personligt, men jeg kan ikke tro andet, end at det er den eller de samme, der har gjort det begge gange. Alt andet ville være for mærkeligt.
Jeg har fået nye dæk på og er rullende igen. Forsikringsselskab og værksted tog over, og selvrisikoen bliver trukket fra kontoen ved lejlighed. Og jeg burde lade det fare, for det er hvad jeg kan gøre ved det. Men så nemt er det ikke helt. Jeg er ramt. Utryg. Ked af det. Jeg har ikke lyst til at parkere i p-kælderen foreløbigt. For jeg ved ikke, hvad jeg er oppe imod. Hvis jeg er oppe mod noget. Jeg kender ikke modstanderen, så jeg kan ikke tage nogen forholdsregler, fordi jeg ikke kan regne næste træk ud. Jeg ved ikke engang, om der er noget næste træk, eller jeg bare er offer for tilfældigheder. Og jeg har ikke mod til at stå fast og udfordre ’dem’ og erklære, at det skal ’de’ ikke bestemme, for jeg ved bare, at jeg ikke vil kunne gå ned til den parkeringsplads uden at være bange for, hvilket syn der vil møde mig. I forvejen går jeg hver eneste gang, jeg kommer ned til min bil, lige en tur hele vejen rundt om den for at se, om alt er i orden, fordi jeg i løbet af de otte år, jeg har brugt parkeringskælderen, har været udsat for både smadrede ruder, knækkede spejle, buler og krøllede antenner. Det er den risiko, der er ved at parkere på en offentlig parkeringsplads uden overvågning. Andre end jeg er udsat for det. Men min utryghed bliver ikke mindre efter to ’angreb’ på tre uger.
Så jeg bøjer nakken og flygter. Jeg parkerer andre steder. Steder hvor der færdes flere mennesker. Hvor det er ikke så nemt for ’dem’ at få ro til at ødelægge. Så fik de alligevel dét ud af det.
Allerhelst ville jeg tage bilen med op og parkere den på altanen. Det kan jeg ikke. Men så ønsker jeg mig en usynlighedskappe til den.
