25. september 2017 | den store bunke |
Trofaste læsere her på domænet – og andre gode mennesker ude i det virkelige liv – vil vide, at det var i april dette år, vi indtog rækkehusidyllen. Folk, der følger lidt med tiden, ved, at vi nu skriver september.
Da vi flyttede ind, pakkede vi ud og ud og ud, og vi borede og skruede og indrettede. Indtil vi pludselig fik travlt med hverdag og arbejde og fester og ferie og hverdag og arbejde igen. Så stoppede indretningen. Alle vores mange billeder står op ad væggen i et hjørne af stuen.
Forleden opfordrede det ene barn os til snart at få hængt de billeder op. Få dage efter spurgte det andet barn, hvor længe vi egentlig har boet her, og fortsatte efter svaret “Fem en halv måned” med “… og vi har ikke fået hængt billeder op endnu!”.
En af grundene til, at skilderierne stadig står i hjørnet, er, at vores vægge slipper op længe før vores billeder, så der skal vælges, dels hvilke der skal op, og dels hvad der skal ske med dem, der ikke finder fælles nåde. Resten er vel bare distraktion og andre prioriteringer.
Når begge børn uafhængigt af hinanden kommenterer og synes, at der snart skal ske noget med depothjørnet, må vi nok tage det til efterretning og få noget til at ske.
Især fordi jeg erfarede hos frisøren i dag, at et af børnene havde siddet i samme stol med saksen i håret tidligere på dagen – og også dér havde nævnt den manglende ophængning. Jeg forklarede vores udfordring med for få vægge og for mange billeder, hvilket fik frisøren til at gå hjælpsomt ind i problemløsningen og foreslå efter en kort betænkningstid: “Men har I ikke en gang? Kan der ikke hænge nogle dér så?!”
Og når det nu også er nået frisøren, ved man aldrig, hvornår hele byen er orienteret og kommer anstigende for at hjælpe med at vurdere, hvilke kunstneriske hjørner og kroge, der kan inddrages.
Vi må hellere få fingeren ud, montere det kritiske øje og selv tage affære.
7. februar 2016 | den store bunke |
På væggen i stuen, lige ved siden af sofaen, har vi placeret hele vores persongalleri. Det er en blanding af alle dem, som har været med til at forme os, af dem vi er, og dem vi har beriget verden med. Det er sådan en fin væg, og jeg glæder mig dagligt over den.
Her er lille Morten i midten med et trygt greb om sin fod i en tilsyneladende bekymrende verden hos fotografen, flankeret af sin mormor og morfar til den ene side og lille Lasse til den anden. Lille Niels og lille Astrid er der også. Min unge mor og min unge far. Min soldaterfar på sin skimmel foran ridehuset på Vester Alle Kaserne i Aarhus. Mig selv på skolefoto fra første klasse i rød bluse og rødternet nederdel med seler – og nye fortænder.
Min mormor og morfar, Rasmine og Karl Jensen. De er så unge, at hun nok stadig har heddet Rasmussen. De er begge født i 1893, og billederne er formodentlig taget omkring 1910 eller lige efter. To unge i deres fineste stadsklæder.
Mortens bedstefar var fisker i Sillerslev på Mors. Det er vistnok ham, der står til højre i båden, men Morten har altid syntes, manden i midten så sejere ud, så han har bestemt sig for, at dét er hans bedstefar.
På det andet billede er vi i bageriet i Ramten på Djursland, hvor bagerdrengen går til hånde. Dengang havde han frisure som en omvendt røreskål. Hvis han i dag tog bagerkalot på og poserede i hvid undertrøje, ville han se ud præcis som bagermesteren selv, samme farver og statur.
Det er sådan noget, man ser, når man har en billedvæg.
23. september 2014 | den store bunke |
Nu skal vi snart til at hænge billeder op i vores fælles hjem. Alle billederne – og der er mange – har stået op ad en væg i halvanden måned.
For et par dage siden stod vi og kiggede på dem. Jeg sagde: “Der behøver jo ikke at være overplastret med billeder” i samme øjeblik, som Morten sagde: “Jeg er jo sådan en, der ikke har noget imod, at de hænger tæt”.
Det bliver spændende.
