Metalfestival i mit hoved
Lørdag aften og et stykke af natten tilbragte jeg på Paletten, det lokale spillested, hvor jeg er frivillig. Der var metalfestival over to dage. Altså heavy metal. Altså virkelig bombastisk megamonstertung rock. Dødsmetal. Det er ikke den slags musik, jeg normalt hører, og jeg havde kun sat kryds i den vagt på vagtønskeskemaet inden sæsonstart, fordi den hører til i gruppen af svært besættelige vagter, og dem bliver vi bedt om også at sætte et par krydser ved. Det var ikke en særlig svær eller travl tjans, det er mest, fordi den varer til et godt stykke over midnat, den er lidt tungere at få besat.
Den havde jeg altså fået, og jeg mødte ind til aftenvagten klokken nitten, hvor vi afløste dagholdet i garderobe, indgang og barer. Allerede da jeg kom, var alt anderledes, end det plejer. Udenfor stod store flokke af hår, læder og nitter og røg og hyggede sig, og inde i foyeren faldt mit blik allerførst på et kranium på en lang til lejligheden opsat bardisk (“Lemmybaren” til minde om nyligt afdøde Lemmy Kilmister fra Motörhead) og så i øvrigt endnu flere sortklædte med gotisk print og meget hår.
Musikken var høj. HØJ. Jeg stod i bar, og det var en af den slags vagter, der ville være utænkelig uden ørepropper. Frivillige i salen skal faktisk altid bruge ørepropper, men der er arrangementer, hvor det er mindre nødvendigt. Det her var et, hvor det var meget nødvendigt. Jeg skiftede endda til et mere beskyttende sæt undervejs. Heavy er heavy på alle måder. Bandet, som spillede, da jeg startede min vagt, var svenskere og egentlig meget gode. Tungt, ja, men de havde fløjte med, og det mindede mig lidt om Jethro Tull. Hvis nogen af mine læsere kan huske dem fra omkring 1980. Ellers var det med stort, svingende langt hår, pels, læderforklæde og et udstyr, der ledte tanken hen på en smed eller slagter fra fantasyuniverser som Game of Thrones. Det viste sig, at de var i den milde ende af metalskalaen. Bandet, der kom bagefter, blev annonceret som satanisk bøllerock og hed Horned Almighty. Herefter blev det bare værre. Jeg behøver ikke høre mere growl i et stykke tid nu. Growl er den dyriske brølesangteknik, som dødsmetal er kendt for, hvor lyden kommer helt nede fra mavemusklerne. Lærte jeg. Af søde, søde publikummer, som hang ud i baren. Alle de på ydersiden farlige, sorte og nittede er nemlige vildt søde og rare på indersiden. På den måde var sådan en lørdag på udebane berigende kontrastfyldt. En anden ting, jeg bemærkede, var, at der ikke er mange klapsalver til heavy metal. Når man skal kaste sataniske hyldesthåndtegn med den ene hånd, er det svært at klappe. Så når man udtrykker sin begejstring efter numrene, foregår det ved at løfte en knyttet højre hånd med pege- og lillefinger strakt ud – og brøle sin hyldest ud.
Det store klimaks var det polske band Vader, som skulle gå på lige før midnat, og som vi alle sammen ventede på, forstod jeg. “Og de er rigtig gode!”, forsikrede en pige mig, da hun købte en øl. Hun glædede sig i hvert fald, kunne jeg høre. Jeg kunne ikke overhovedet ikke høre forskel, er jeg nødt til at tilstå. Da de gik på, var jeg også så træt i hele min krop og i mit hoved, at bandets største kvalitet for mig at se var, at de var de sidste. Undskyld, Vader, men jeg kunne jo se, at der var dedikerede fans nok til jer den aften, uden at jeg behøvede at brøle med.
Jeg kom hjem kvart i tre om natten, og jeg kan ikke helt afgøre, hvilken slags metaltræthed, det er, jeg har lidt af lige siden. Om det er den konkrete lydpåvirkning fra metalmusikken, der har sat sig som en konstant tung hovedpine hos mig, eller det er min gamle krop, der er ved at øve influenzasymptomer med svimmelhed og ømme knogler. Jeg håber mest det første. At jeg bare ikke kan tåle metalrock. Metalfestival slutter vel hurtigere end influenzafestival.
