11. februar 2017 | den store bunke |
Ville man kalde dagens vejr, hvis man var i et tysktalende land og havde klumpstøvler og lange plader på fødderne.
’Solglimmer’ kalder jeg det og kniber øjnene sammen mod lyset og glæder mig over denne lørdag, hvor jeg…
… er på vej fra
brunch hos Søster Lagkage med Morten og Lasse, – noget vi aldrig har gjort før, selv om vi bor lige midt i caféland. Nu gjorde vi det, og det var hyggeligt.
… er på vej til
årets jagtmiddag på mit stambadehotel i Næsbydale med gode mennesker og god mad i gode omgivelser. Nu er vi raden rundt i jagtkonsortiet; første gang, jeg var med min jægersmand til jagtmiddag, var det også hos Mogens. Hvis vi ikke godt vidste det i forvejen, ville vi nu kunne regne ud, at vi har været kærester i over fem år.
10. februar 2017 | At have have |
Et sted (her, faktisk) var der en, der nok gad vide, om det overhovedet er muligt at lande på Jackpotfeltet i bonushjulet i Candy Crush. Hvis du ikke spiller Candy Crush, giver denne undren ingen mening for dig, men det gør ikke nogen forskel for forståelsen i den videre læsning, om du forstår lige den detalje. Så du læser bare.
Jeg kom til at tænke over, i hvor mange af mine egne blogindlæg jeg har nævnt Candy Crush (mindst en gang, nu har jeg for eksempel allerede skrevet det fire gange i dette indlæg). Det har jeg i 26. Lidt vildt egentlig. Som om jeg spiller det hele tiden. Okay, det gør jeg faktisk.
Jeg læste nogle af indlæggene. Et af dem var dette her fra sidste år, hvor vi blev ringet op af kolonihaveforeningens kassererske, der mindede os om, at vi næsten var bagud med betaling af kontingent. Klogt nok havde jeg skrevet som en fremtidig note til mig selv, at kontingentet skal betales mellem 25. januar og 15. februar.
Og det er den 10. i dag! Betalingstid! Hurra for blogarkivet. Jeg besluttede straks at få hævet nogle penge og spadsere op til kassereren med dem. Vi betaler jo kontingent med kontanter i vores forening. Og her i betalingsperioden sidder kassereren garanteret hjemme og venter på, at medlemmerne strømmer til for at bytte sedler og mønter ud med en forhåndsudfyldt dags dato-kvittering fra blokken, så jeg regnede med at træffe hende hjemme.
Jeg tog ranselen på ryggen og spadserede ned til banken. Få meter før pengeautomaten kom jeg i tanker om, at det var den forkerte bank. Jeg glemmer hele tiden, at jeg har skiftet bank på grund af det der huskøb, vi har kastet os ud i. Jeg glemte også at fortælle det til min arbejdsgiver, så ved sidste lønningsdag fik jeg ingen penge. De svævede forvirret rundt ude i cyberspace og vidste ikke, hvor de skulle hen, for døren var lukket der, hvor de var blevet sendt til. Det er der lavet om på nu.
Jeg kunne jo nok have hævet penge i min gamle banks kontantautomat, men er der ikke noget med, at der så lægges et gebyr på? I hvert fald gik jeg hen til min nye bank og hævede i min nye kontantautomat.
Og gik op og traf kassereren hjemme og byttede mine sedler og mønter for en forhåndsudfyldt dags dato-kvittering fra blokken og en snak om ingenting.
Så slog jeg et smut omkring kolonihaven, hvor der er temmelig rodet for tiden. Vi er ved at få lagt havegangen om, og vejret sætter konstant en stopper for arbejdet. Alle fliserne og en rod fra det piletræ, vores gode ven fældede for os forrige sommer, er taget op, to paller nye fliser står og venter, og det samme gør vores folk, fordi sneflokke igen kom vrimlende. Men tænk engang, at om to måneder – rundt regnet – er havesæsonen i gang igen. I hvert fald for dem, der ikke lige står midt i en flytning. Til gengæld regner vi med i det mindste at have en rasende fin havegang.
Jeg spadserede hjemad og købte ind til aftensmad på vejen. Ramte den rigtige pinkode til dankortet i andet forsøg. Det bankskifte, altså.
Så vidt omkring kan det føre, at nogen nævner Candy Crush.
Det ER i øvrigt muligt at lande på Jackpotfeltet. Hvis du stadig sidder og venter på svaret.
8. februar 2017 | den store bunke |
Måske er nybagte boller og afgrøder fra kolonihaven blandt de motiver, jeg har allerflest billeder af. Haveværket er fotogent, bagværket knapt så meget. Bollerne holder sig mest til de beige og brune nuancer. Men alligevel. Her er et mere.
Fordi.
Jeg er en helt.
I denne uge samler jeg mine arbejdstimer på fire dage. Det giver nogle lange arbejdsdage, men betyder, at jeg ikke skal af sted fredag. Det er fint i de uger, hvor det kan lade sig gøre. Det værste ved de lange dage er faktisk at skulle høre på Tue og Tony på P3 fra tegnestuens radio. Når de plager æteren, plejer jeg at være i transport på landevejen med lydbog i højttaleren.
Så snart jeg kom hjem i dag, tog jeg forklædet på, og jeg satte mig først ned lang tid senere. Jeg har bagt 20 fastelavnsboller og 48 madpakkeboller. Det hele var nødt til at være i aften.
Fordi.
Det er min tur til at sørge for torsdagskage på arbejdet, og madpakkebollerne i fryseren fra sidste storbagning er ved at slippe op. De er faktisk ALTID ved at slippe op. Det kræver sin mand/kvinde/Ballerup Master Mixer at følge med det indtag, der er i denne husstand. Men jeg er også smigret og stolt over, at der er så stor afsætning på mit bagværk. Og nu har jeg fred lidt igen.
Jeg fortjener egentlig en medalje.
Den bager jeg næste gang.
7. februar 2017 | At have have |
Jeg har hentet de sidste løg fra vinterforrådet på loftet. Bananløg og rødløg var, hvad der var tilbage, og det var det allersidste af høsten fra i fjor. Vi har ikke mere i depoterne. Det eneste, der nu er at få af friske sager, er grønkål, der stadig står og modstår vinter, kulde og løbske harer i kolonihaven. Det andet må vi købe os til.
Men det vil altså alligevel sige, at de 22 meter løg, jeg lagde den 10. april (gisp, april … i år flytter vi den 8. april … får jeg overhovedet lagt i jorden til næste vinters forråd?) har gjort os selvforsynende helt hen i midten af februar. Det er da et meget godt udbytte.
Så gider man altså godt have have.
1. februar 2017 | den store bunke |
Jeg holdt foran en stor rude, startede bilen og opdagede, at Lille Hviden kun havde lys i den ene forlygte, så jeg kørte omkring værkstedet for at få skiftet pære.
“Skal vi skifte dem begge to, nu du er her?”, spurgte værkføreren. “Hvis de er lige gamle, går den anden jo nok snart”.
Jeg kunne høre på ham, at han syntes det var en god ide, så jeg sagde ja og tænkte, at det da var forudseende og betænksomt.
Flink værkfører.
Det tog kun et øjeblik at få skiftet pærerne, og bagefter var jeg inde for at betale. “Det er jo nogle lidt dyre pærer”, sagde den medarbejder, der stod for det med at skrive regninger ud. “De koster 325 kroner. Stykket. Det er altså den slags, den skal have. Vi har prøvet at finde nogle billigere, men der er ikke rigtigt nogen.”
Jeg monterede mit stenansigt og betalte de 650 kroner, hvoraf det halve var for udskiftning af en pære, der faktisk duede.
Hvor flink var værkføreren egentlig?
