11. december 2014 | den store bunke |
Det var vores treårsdag i går. Tre år siden den første, legendariske date i Bilka. Da jeg kom hjem fra arbejde, fik jeg overbragt en hilsen fra Heidi fra Interflora i Harlev. Hun havde været noget slukøret, fik jeg fortalt, fordi hendes chauffør havde siddet i kø og ikke var nået frem til Galten, inden jeg kørte derfra.
I dag kom blomsterbudet frem i tide med en smuk buket, denne gang vedhæftet et par undskyld-chokoladehjerter. Den udløste et kollektivt “Nåårrhh” på tegnestuen, og flere af mine kvindelige kolleger var henne og tage billeder, som de sendte til deres mænd med et “Se, hvad Birgitte har fået…” og fik ikke andet end “Hun er godt nok heldig” og “De er sandelig flotte!” retur.
Meeeen…
Inden jeg kørte hjem, havde blomsterbudet været i Galten igen.
8. december 2014 | den store bunke |
En lampe i instrumentbrættet begyndte pludselig at lyse. Den mindede lidt om en takket hestesko med et udråbstegn i. Tilsammen kom tre kvinder og to Allan’er frem til, at det er en indikator for lavt dæktryk, at der var præcis det rigtige tryk i dækkene, at det skyldtes skiftet til vinterdæk for to uger siden og at det ikke lod sig gøre at finde stedet, hvor man nulstiller systemet.
Jeg kørte videre med god samvittighed og korrekt dæktryk. Og lysende lampe. Og forundring over at eje en bil, der kan så meget.
Ringede til Ivan på værkstedet i dag og bad om en nulstilling. Du gør sådan og sådan, sagde han. Så gjorde jeg det. Selv. Og nu har min bil lært, hvilke dæk den har på.
Det var aldrig sket i min gamle bil. Den var alt for gammel til at lære den slags.
Serviceinformation: Resetknappen sidder i handskerummet, hvis I skulle få brug for lige at nulstille en Aygo Xpress.
4. december 2014 | den store bunke |
Det her er opskrifter fra hver sin tidsalder. Jeg har dem i min opskriftsamlemappe. Den ene er printet fra nettet og er den pivlækre suppe, vi fik i søndags. Den anden er revet ud af et tilbudskatalog fra et supermarked engang i slutningen af 90’erne og er kommet til at symbolisere arrangementer, der falder helt anderledes ud, end de var planlagt. Når jeg siger Jægerkonens Dyreryg til nogle bestemte venner, tænker vi straks på den nytårsaften, hvor der var planlagt den helt store fest hos os, dyreryggen havde ligget i marinade længe og var ikke til at stoppe. Så lagde min mand – som var primus motor på den dyreryg og madlavningen i det hele taget – sig i sengen med influenza på selveste nytårsaftensdag. Nytårskalas, fem voksne, otte børn og en syg mand i et lille hus var ikke en gangbar kombi, så klokken ni om morgenen ringede jeg til min veninde, som netop gik og støvsugede efter julen og frydede sig over ikke at skulle huse en ny fest med konfetti og serpentiner, og spurgte, om vi ikke nok kunne flytte festen, inklusiv Jægerkonens Dyreryg, om til dem. Det gjorde vi. Nogle af de andre gæster hjalp hinanden med at lave den særlig vigtige sovs, og den medbragte opskrift var aftenen igennem et særlig vigtigt stykke papir. Det blev en dejlig fest. Vi festede behørigt, og influenzapatienten lå hjemme i mørket og lyttede til P1 i radioen og havde det efter omstændighederne godt, men gik altså glip af Jægerkonens Dyreryg.
Men altså, jægerkoner og dyrlæger, de kan lave mad.
3. december 2014 | den store bunke |
I forhallen på Regionshospital Viborg har man bygget en Lego-model af … Regionshospital Viborg. Der tilbragte jeg en god halv time sidst på eftermiddagen. I det store hospital, selvsagt, ikke Lego-modellen. Det var blevet tid til at få tjekket blodtrykket og pudset glorien. Det er nogle af goderne ved at være bloddonor. Man ligger der på briksen med en kanyle i armen og føler sig som sådan et godt menneske, mens man bladrer i et Billedbladet fra engang i september, kaster et halvt blik på fjernsynet som kører med noget svømme-VM fra Qatar, småsludrer med personalet, får sig en brikjuice og svarer på nemme spørgsmål som “Højre eller venstre arm?”, ”Hvad er dit fulde navn og personnummer?”, “Har du lyst til et stykke chokolade?”.
I dag var tapning nummer 33, står der på min profil på blodbankens hjemmeside. Men det er jo bare de tapninger, som er registreret digitalt siden 1999. Forinden gik der en del år med at være gravid og have ammebørn, og de perioder har man selv brug for alt det blod, man kan lave, og må ikke give det væk. Men inden da boede jeg i Aarhus og havde jævnligt vattotter i albuehulen og velpudset glorie.
Blodbanken er nem at finde. Den er på etagen lige over hovedindgangen, hvor alle de små Legomennesker myldrer ind i ude fra de tofarvede fliser.
2. december 2014 | den store bunke |
Jeg synes godt nok, de her mørke decemberdage trækker hårdt på brændstofniveauet. Jeg begynder at se dagslys lige, når jeg næsten er nået frem til min arbejdsplads, og så forsvinder det igen på hjemvejen. Det er sådan set hyggeligt at sidde i bilen i morgenmørket, følge trafikken og lytte bøger, og ligeså om eftermiddagen. Lige nu er det Khaled Hosseinis Og bjergene gav genlyd, og den kan kun anbefales af mit varmeste hjerte. Den er grum, grim, rørende, klog og sørgelig. Det er lykkedes mig at gøre mine nødvendige køreture til nogle berigende timer.
Men jeg når ikke ret meget, når dagene er korte og jeg kommer træt hjem. Og så alligevel. Hvad har jeg nået i dag, for eksempel? Egentlig en del, når jeg nu tæller op.
Jeg løb en tur på fire kilometer. Lavede aftensmad. Spiste den og snakkede med resten af husstanden. Vaskede en vask og hængte den op. Skrev et brev færdigt, et rigtigt papirbrev der skal sendes i en konvolut. Lagde vasketøj sammen. Bestilte EU-sygesikringskort. Så nyheder. Vimsede rundt og fandt småting. Lavede en søndagsaftale med min datter. Spillede nogle baner Candy Crush. Orienterede mig på de sociale medier. Lagde tøj frem til i morgen. Sørgede for, at totallet er helt væk på kalenderlyset.
Nu er der udsolgt for i dag.
Og om under tre uger er det vintersolhverv, og så begynder lyset lige så langsomt at komme tilbage. Tak for det.
