113/72, puls 52
I forhallen på Regionshospital Viborg har man bygget en Lego-model af … Regionshospital Viborg. Der tilbragte jeg en god halv time sidst på eftermiddagen. I det store hospital, selvsagt, ikke Lego-modellen. Det var blevet tid til at få tjekket blodtrykket og pudset glorien. Det er nogle af goderne ved at være bloddonor. Man ligger der på briksen med en kanyle i armen og føler sig som sådan et godt menneske, mens man bladrer i et Billedbladet fra engang i september, kaster et halvt blik på fjernsynet som kører med noget svømme-VM fra Qatar, småsludrer med personalet, får sig en brikjuice og svarer på nemme spørgsmål som “Højre eller venstre arm?”, ”Hvad er dit fulde navn og personnummer?”, “Har du lyst til et stykke chokolade?”.
I dag var tapning nummer 33, står der på min profil på blodbankens hjemmeside. Men det er jo bare de tapninger, som er registreret digitalt siden 1999. Forinden gik der en del år med at være gravid og have ammebørn, og de perioder har man selv brug for alt det blod, man kan lave, og må ikke give det væk. Men inden da boede jeg i Aarhus og havde jævnligt vattotter i albuehulen og velpudset glorie.
Blodbanken er nem at finde. Den er på etagen lige over hovedindgangen, hvor alle de små Legomennesker myldrer ind i ude fra de tofarvede fliser.
