Dyrlægen og jægerkonen anbefaler
Det her er opskrifter fra hver sin tidsalder. Jeg har dem i min opskriftsamlemappe. Den ene er printet fra nettet og er den pivlækre suppe, vi fik i søndags. Den anden er revet ud af et tilbudskatalog fra et supermarked engang i slutningen af 90’erne og er kommet til at symbolisere arrangementer, der falder helt anderledes ud, end de var planlagt. Når jeg siger Jægerkonens Dyreryg til nogle bestemte venner, tænker vi straks på den nytårsaften, hvor der var planlagt den helt store fest hos os, dyreryggen havde ligget i marinade længe og var ikke til at stoppe. Så lagde min mand – som var primus motor på den dyreryg og madlavningen i det hele taget – sig i sengen med influenza på selveste nytårsaftensdag. Nytårskalas, fem voksne, otte børn og en syg mand i et lille hus var ikke en gangbar kombi, så klokken ni om morgenen ringede jeg til min veninde, som netop gik og støvsugede efter julen og frydede sig over ikke at skulle huse en ny fest med konfetti og serpentiner, og spurgte, om vi ikke nok kunne flytte festen, inklusiv Jægerkonens Dyreryg, om til dem. Det gjorde vi. Nogle af de andre gæster hjalp hinanden med at lave den særlig vigtige sovs, og den medbragte opskrift var aftenen igennem et særlig vigtigt stykke papir. Det blev en dejlig fest. Vi festede behørigt, og influenzapatienten lå hjemme i mørket og lyttede til P1 i radioen og havde det efter omstændighederne godt, men gik altså glip af Jægerkonens Dyreryg.
Men altså, jægerkoner og dyrlæger, de kan lave mad.
