7. oktober 2013 | den store bunke |
… ikke begynde at pakke for tidligt. For så når jeg at pakke om to-tre gange og genvurdere hver eneste genstand, jeg har lagt i kufferten, og mit hoved kortslutter, og jeg bliver frygtelig for mine omgivelser, og alligevel ender jeg med at få for meget med og have sære ting med ’for en sikkerheds skyld’, selv om det er ting, jeg aldrig har brug for hjemme.
… gerne mene noget om, hvad de andre skal pakke. For eksempel har jeg allerede sagt flere gange til alle mine rejsefæller: “Ved du nu, hvor dit pas er?” og “HUSK at tage noget med at læse i!”. De er allerede trætte af mig og glæder sig endnu mere, til vi er af sted.
… være sådan en, der er ligeglad med, hvordan jeg ser ud på stranden. Var på vægten og konstaterede, at der skal være plads til fem kilo mere i bikinien, end sidst jeg var af sted.
… ikke være nærig. Hele min opsparing gik til mekanikeren, men så må jeg trække på kassekreditten. Jeg vil ikke være den sure, som siger nej til ekstravagance på ferien. Til en vis grænse, forstås.
… gerne glæde mig. Seks dage til afrejse. Jeg havde blæret mig med nedtælling på græsk, hvis jeg havde kunnet sige andet end ’tak’, ’godmorgen’, ’godaften’ og ’jeg elsker dig’.
6. oktober 2013 | den store bunke, Køkkenskriverier |
“Er du egentlig færdig med at gøre haven vinterklar?”, spurgte store søn og kastede et blik ud på dejligt oktobersolskin, som næsten ikke kan trænge ind igennem altanvinduerne, fordi vinduespudsning aldrig står på listen over ting, jeg kan gøre, når jeg får tid.
Han mente åbenbart, det lige er vejr til en dag i haven for en som mig. Det kan jeg godt se. Men det bestemmer jeg selv, jeg lader mig ikke presse af ‘burde’, og i dag gider jeg ingenting. Jeg har ondt i halsen, jeg drikker varm te, som jeg ind imellem hælder rom i. For jeg har et stramt program i næste uge, og jeg skal være frisk til efterårsferie. Der er faktisk heller ikke noget ‘burde’ i haven, vi er stort set færdige; jeg gider ikke engang hente grøntsager til aftensmad. Fantaserede et kort øjeblik om langtidssvineri i Rømertopfen, men gik fra det igen. Stegesoen blev brugt til verdens bedste brød, og i stedet finder jeg nok et supermarked og ser, om de ikke har færdigpizzaer. Det sparer også opvask og vandfragt til alternative afløb. Fordi vi ikke kan bruge køkkenafløbet i dag, stod Rømertopfen i blød i brusenichen. Det virkede på en måde forkert. Ballerupen har æltet dej til en omgang boller, som skal bages i aften, mens jeg ser Broen, og puttes i fryseren til travle tider, det vil sige i næste uge.
Smukke søndag, jeg ser dig. Inde fra min sofa.
5. oktober 2013 | den store bunke |
Jeg var på pigetur til Finderskeepers på Godsbanen i Aarhus i dag. Mest fordi mine niecer har en stand. De går på Designskolen i Kolding, og de er både søde, seje og dygtige, og jeg har haft en rigtig hyggelig dag med Laura og Astrid. Der er også masser af fine ting på alle standene i morgen, søndag, så tag derhen, hvis I er i nærheden. Klokken 11-17.
Kirsten og Anna på første dag på Finderskeepers i Aarhus
Da vi kom tilbage til Viborg, havde afløbet fra køkkenvasken det skidt. Alt hvad vi hældte i vores køkkenvask på tredje, kom op i vasken hos underboerne på anden sal. Vi testede det ved at lade vandet løbe, og straks råbte de nedenunder: ”Det bobler!!”.
Jeg ringede til Landlord og påpegede, at vi dårligt kunne vente til mandag med at få hul igennem, så han måtte rykke ud fra sin familielørdagaften med et par kloakmænd, der ville ‘lægge et bånd’ eller hvad de kaldte det. Altså den blide metode. Problemet er nemlig, at Jensen på første ikke kommer hjem før søndag aften, og man kan ikke så godt spule igennem på den hårde måde, når man ikke ved, om man derved kommer til at sprøjtemale Jensens loft. Og ingen har nøgle til hans lejlighed.
Så der blev rodet og regeret dernede. Det med båndet virkede ikke. De prøvede at spule noget vand igennem alligevel. Det hjalp heller ikke. Til sidst kom Landlord op og beklagede, at de ikke kunne få hul igennem uden at komme ind i lejligheden på første.
Så indtil på mandag har vi – både på anden og på tredje – en opvaskebalje stående i køkkenvasken til det vand vi bruger i køkkenet. Den tømmer vi i toilettet. Det er næsten som at bo på klubværelse igen.
Vi kan heller ikke bruge opvaskemaskinen før på mandag. Vi kan selvfølgelig bare vaske op i hånden og hælde opvaskevandet i toilettet. Igen: sådan gjorde jeg, da jeg boede på klubværelse i Odense i 1979. Så kan vi vel det igen.
Søndag står i vandbærerens tegn.
Blå Mand her kunne godt være blevet min nye helt, men trods den overbevisende lysende aura fik han ikke hul igennem.
Vi udbringer et hjerteligt øv.
2. oktober 2013 | At have have, Køkkenskriverier |
I hækken ind til Ejnars have står en røn. Det er et af de smukkeste træer, der findes, når det står med sine klaser af rødorange bær. Vi pyntede bordene med bærklaser til Mortens fødselsdagsfest, og vi har sat grene med bær i vaser sammen med gyldenris.
Nu skal vi indtage dem med andet end øjnene. Jeg har nemlig lavet rønnebærgele. Det spiser man til vildt, ved jeg. Og med en jægersjægersmand er der rig mulighed for noget vildt,
Træet står altså lige i skel. Jeg har plukket bær fra de grene, der hænger ind over vores have. Så har jeg samlet æbler fra æbletræet i haven til den ejendom, hvor Morten bor. Jeg følte mig lidt suspekt, da jeg gik og samlede nedfaldsfrugt i en pose. Uden Morten.
Så gjorde jeg sådan, da jeg kogte gele:
500 gram bær og 500 g æbler og 4-5 dl vand kogte jeg i et kvarters tid. Mosen kom i en stofble i et dørslag i en høj skål natten over, så saften løb fra. Saftpose stod der i opskriften, men det har jeg ikke. Næste morgen kogte jeg den siede saft med 1 kg sukker pr. liter, indtil den sådan blev lidt tung i det. Jeg kom lidt syltepulver i, for jeg var bange for, at det ellers ikke ville stivne. Og så i Atamonskyllede glas med det.
I aften smagte vi på det til medisterpølse. Det smagte vildt godt.
1. oktober 2013 | den store bunke |
Der var kage i morges. Kollegas Audi 80 rundede 300.000 kilometer. Henriks bil er i samme kategori som min, og når jeg en sjælden gang tager bilen på arbejde, kan den godt lide at holde ved siden af hans. De hygger sig sammen, Hvide T og Sølvpilen. Så snakker de om gamle dage og bagtaler alle de andre – nyere – biler på parkeringspladsen lidt.
Hvilket minder mig om… har jeg ikke lavet en cliffhanger om Toyotaens fremtid? Leve eller dø? Syn eller ej? Verden skal ikke længere holdes i uvidenhed: Den skal leve. Hurra. Jeg tømmer resterne af kassebeholdningen ned i karosseriet og forlanger gode oplevelser med min hvide ganger de næste to år.
Der er stadig langt til 300K.
