16. oktober 2013 | den store bunke |
Vind i hår og t-shirt på vej til Theodorou
Kri kri lige midt på væggen og i billedet
Snorklende
Kreta er god.
I går var vi på en bådtur, som vi alle sammen, både teenagerne, de voksne og barnet, vendte hjem fra med brede smil monteret på vores solsvedne ansigter.
Med kaptajn Lazarus og dykker-Freddy gik det for fuld skrue – eller i hvert fald 35 knob, og der var grund til at holde på hat og briller – ud til den lille ø Theodorou, som har har både unikke geder, falke, historie og koralrev. Vi sejlede rundt om øen og fik undervejs fortalt, hvad der var værd at vide. Der er en bestand på små hundrede individer af kri kri-geder, som udover her kun findes i Samaria-kløften og to andre småøer ud for Kreta. De kan klatre, kan de. Vi så nogle på en næsten lodret klippeside “Men hvordan kommer de derfra?”, spurgte jeg. “They can climb on everything, lady”, sagde Freddy, og så sagde jeg ikke mere.
Turens højdepunkt – og det vi tog af sted for – var, da vi kastede anker på øens østside for at snorkle. Jeg havde på forhånd sagt, at jeg måske ikke ville snorkle – for jeg er mere landkrabbe end vandhund. Men da det kom til stykket, ville jeg heller ikke sættes i samme kategori som det ældre svenske ægtepar, der også var med på turen, og som slog en hjertelig skraldlatter op, da jeg spurgte, om de skulle simma, som om det var den skøreste vittighed, de havde hørt den dag. Så jeg fik monteret maske, snorkel og svømmefødder ligesom de andre – og hvor er jeg glad for det!
Vi så fisk, som Freddy fodrede med et kløvet søpindsvin. Han hentede søstjerner og lod gå rundt. Hårde, skrubbede skabninger, som ligner døde piberensernisser. Vi fik også konkylier at holde og mærke. Og Freddy kom op fra dybet og spurgte “Where is the little lady?” og gav Astrid en lille konkylieskal med hale, som hun måtte beholde. Man må ellers ikke tage noget som helst med ind, og alt bliver sat tilbage i havet igen, men jeg har erfaret, at bare man er lille nok og sød nok, får man ting foræret. Der var ikke noget til the big lady, i hvert fald.
Det var en dejlig tur, og vi var helt høje, da vi kom i land.
Om aftenen hørte jeg Mortens godnathistorie til barnet. Om snorkelfamilien på fem, som dag efter dag tog ud på havet med fede turister. Den lille snorkeldreng håbede sådan, at der en dag ville komme nogle, som var bare en smule lækre at se på, og endelig kom der en menneskefamilie på fem, som bare var så søde. Og snorkelfamilien kom alle ud at svømme … undtagen den lille snorkeldreng, som måtte ligge alene tilbage på bådens dæk, for den lille menneskepige havde sin egen snorkel med….
Det var alligevel en tand for sørgeligt, og menneskepigen var så træt, at hun måtte tørre en tåre bort. Så fik historien en anden slutning, hørte jeg, men den kan jeg ikke huske, for den var ikke nær så sjov.
12. oktober 2013 | den store bunke |
Jeg vidste det! Jeg skulle have ladet være med at begynde.
Jeg er kommet til at starte på at pakke. Og herfra bliver det kun træls, indtil vi er af sted, og der ikke er mere, jeg kan lave om.
Derfor skulle jeg have ventet og taget én enkelt frustreret time i morgen, hvor jeg kunne have rendt rundt om mig selv i små cirkler og lagt frem og valgt ud og lagt væk igen og alligevel lagt én ting mere i kufferten og én til.
Jeg kender mig selv, jo. Det er det samme hver gang. Ja ja, siger andre folk, det er jo bare en uge, og det er varmt, og det er vel bare noget tøj og lidt sager, og man kan jo købe på stedet, hvis man mangler noget. Det er det, jeg selv siger til de andre. Det bliver bare aldrig sådan, når det er mig. Medmindre altså jeg venter til sidste øjeblik. Hvilket jeg aldrig har gjort, går det op for mig. Engang skrev jeg lister flere dage i forvejen. Det er jeg trods alt holdt op med. Lidt. Lige nu ligger der ved siden af mig en liste, hvor der står: Fugtighedscreme, blyant i tasken, et tørklæde, klipklapper…
Jeg har ellers været dygtig og holdt mig i skindet. Så startede det med, at jeg hentede nogle kjoler i klædeskabet, som står inde på drengeværelset, for ikke at forstyrre drengene i morgen formiddag. De sover sikkert længe. De kan nemlig godt holde sig fra pakkeland til sidste sekund. Jeg hentede altså nogle kjoler, som jeg muligvis vil have med. Nogle af dem. Og nogle bluser. Og så var jeg ligesom sat i gang. Den her eller den her? Eller den her? Eller begge? Eller den her, som stadig hænger på tørrestativet? Jeg henter den lige. Men så skal den her ikke med, i hvert fald. Og hvad med t-shirts? Nej, dem kan jeg se på i morgen. Eller, jeg kan også gøre det nu. Sko…? I morgen! Nej, jeg sætter dem lige frem nu. Og fra nu af holder min hjerne ikke op med at kredse om, hvad der skal i kufferten.
Herregud, det er syv dage, der er varmt, det er sommertøj, badetøj, sandaler, noget at læse i eller lytte til, kamera, tandbørste…. Plus tyve andre ting, som. Jeg. Bare. Ikke. Vil. Finde. Frem. Nu!
Det var her, jeg tvang mig til at hente et glas rødvin.
12. oktober 2013 | den store bunke, Heldige mig |
Fredag blev en mild dag. Mild fordi:
1. På trods af at jeg arbejdede halvanden dags timer på én dag for at blive færdig til ferie, slog jeg til sidst alarmen til og gik hjem med en god fornemmelse af at have afsluttet tilfredsstillende og gjort, hvad jeg kunne.
2. Jeg skulle have haft vagt på Paletten, men havde fået fri, hvilket betød, at jeg kunne sidde og arbejde med bevidstheden om, at jeg ikke skulle nå andet end at blive færdig på en ordentlig måde.
3. Brevet fra forsikringsselskabet gik lige op med mailen fra sygeforsikringen danmark. Tilskuddet fra danmark går ind på kontoen to dage efter, at forsikringsselskabet har fået selvrisikobeløbet for skaden på min bil. 33 kroner adskiller de to beløb. Dermed koster det mig jo nærmest på en måde ikke noget.
4. I løbet af en time midt på eftermiddagen lavede de næste uges vejrudsigt for Chania om. Høje blå regnsøjler på ugens sidste tre dage blev fjernet og erstattet med en lille fedtebyge torsdag nat. Samtidig satte de en række mere opad på temperaturskalaen, fordi det bliver lige lidt over 30 grader på onsdag.
5. Morten gad være den, der købte ind og lavede aftensmad, så jeg bare skulle komme og sætte mig og spise og snakke og snakke på ham, indtil jeg blev træt og klappede sammen og i.
6. Jeg har ferie.
Vasket, klar, gå!
Pakkebunken er startet
9. oktober 2013 | Hørt og set i forbifarten |
Denne mur ser jeg hver dag. Jeg synes, den er vildt fascinerende. Foroven er der en græsplæne, der ser ud til være blevet tungere og tungere med årene, to meter nedenunder er der fliser, og engang var muren i lod. Nu er den i forfald, men holder stadig. Jeg gad vide, hvad det bliver for en lillebitte forskel i spænding i bare én af stenene, som får det hele til at skride. Eller måske er den konstrueret til at holde evigt ligesom kuplerne i kirker og katedraler som Pantheon og Peterskirken.
Et lille stykke hverdagsarkitektur i udvikling, som inviterer til tænksomhed.
8. oktober 2013 | den store bunke |
Jeg har hentet en nysynet bil hos mekanikeren. Jeg var mest optaget af to ting: 1. Den er i orden, tak! 2. Kunne det holdes inden for den pris, du gav mig, mekaniker?
“Du kan komme med herover og se, hvad vi har lavet”, sagde han og ledte mig hen til et bord, hvor der lå en voldsom bunke rustent jern, som jeg kunne forstå havde været dele af min bil indtil for få timer siden. Nogle runde, flade nogen, nogle lange, tynde nogen, nogle skæve nogen og en stor halvflad en med én indgang og fire udgange. Eller omvendt.
“Der var bremserørene, som vi snakkede om, og så har du fået nye forbremser, for de hakkede noget, og så var udstødningen altså noget utæt, så den kunne ikke gå igennem, men vi svejsede en blablabla ind og fandt en brugt manifold, så det ikke bliver så slemt økonomisk.”
Jeg kan godt lide min mekaniker. Han ved præcis, hvilke krav jeg stiller til min bil. Den skal kunne køre, den skal ikke være farlig, det må gerne være brugt, for det må gerne være billigt.
“Hvad så med det der rust, du snakkede om?”
“Ja, der var tre huller indvendigt i venstre bagskærm, og med fordøren har vi sat en plade på forneden og bygget rundt om kanten med blablabla (kan han have sagt glasfiber?? Eller padding??). Det holder ikke evigt, men den kunne synes med det.”
Igen: Jeg kan godt lide min mekaniker. Han ved præcis … og så videre, se ovenfor.
Det der stykke, de har sat på fordøren, ligner at det er spartlet på; det er hvidere end resten af bilen, og der bliver ikke vundet nogen formningskonkurrence på det. Men man kan ikke se den rustrøde stribe langs hele bunden af døren længere, og bilen er synet. Jeg er tilfreds.
Jeg har også konstateret, at håndbremsen har fået sin gamle spændstighed igen. Det var ellers lykkedes mig at pine det meste væk ved en gang imellem at komme til at glemme at løsne den. Okay, jævnligt.
Jeg takkede mekanikeren, smilede kækt og sagde: “Så ses vi ikke de næste to år”. Han smilede også.
Og gik hen for at tælle sammen til en regning.
