5. juli 2014 | den store bunke |
På min første feriedag hang jeg ud med Laura i hendes by. Som er min gamle by.
For en gangs skyld skulle vi ikke flytte med kasser, skrue, bore eller købe inventar. Bare slentre rundt i byen og nyde og snakke. Det var så hyggeligt.
Alt det nye på havnearealerne har jeg ikke set ordentligt på, og vi gik en lang tur derude og havnede (!) på Strandbaren. Et fint, fint sted med beachvolley, fatboys, zumbadansere, juicebarer, udsigt til hav og by, legeplads, åben himmel og små køkkenhaver i kasser.
Engang er området ikke længere byggeplads, trådhegnene forsvinder, og så bliver det endnu bedre. I dag var der mange på beach volley banerne, en flok svedige zumbadansere med høj musik og nogle som os, der bare sad og nød. Det er rart at se, at Aarhus er i udvikling.
I mit gamle hood i midtbyen er meget selvfølgelig anderledes, end da jeg boede der i 80erne, sådan som en dynamisk by skal være. Også min gamle ejendom i Guldsmedgade, hvor min første lejlighed var, er shinet op. Vi var inde i gården og lægge nakken tilbage og kigge op på mit køkkenvindue. Jeg håber, at dem, der bor der nu, har fået et badeværelse, så de ikke behøver at tage bad i en balje i køkkenet med en bruser monteret på vandhanen ved køkkenvasken.
Vi kunne have spist frokost så mange steder, men det blev en gammel kending, Cafe Jorden på Pustervig, hvor jeg så mange gange har lallet rundt med en fadøl i hånden på festugeaftener.
Det var en dejlig dag, Aarhus er en dejlig by, og det føles rigtig godt, at det er den, min datter har valgt.
29. maj 2014 | den store bunke |
Overskriften er en sang fra Min Søsters Børn Vælter Byen fra 1968, som blev sunget af Dirch Passer og Pusle Helmuth. Der er som sådan ikke noget mentalt galt med mig, men jeg bruger meget tid lige nu på at bygge om i øverste etage og vænne mig til, at jeg i stedet for at arbejde lokalt nu kører en lille time morgen og eftermiddag for at transportere mig til og fra et nyt arbejdssted.
Min hidtidige arbejdsplads er købt af en anden grafisk virksomhed, og jeg har fremover fysisk arbejdsplads der. Jeg er allerede i fuld gang med omplantningen af mig selv. Selve arbejdet er fint, jeg passer ind, knokler som en travhest og tilvænner mig. Det går godt med det, men omstillingen til nye omgivelser og nye kolleger kræver selvsagt energi. Hvad jeg arbejder hårdest på at tage ind i mit system, er en anderledes dagsrytme. Jeg står op en time før jeg plejer og møder en halv time før vanligt. Jeg er B-menneske og arbejder virkelig mentalt på at nærme mig A’et. Efter 19 forkælede år med cykel- og gåafstand til arbejde tilbringer jeg og min bil nu op mod to timer dagligt på landevejen. Vi er jo arbejdsheste begge to – om end Hvide T nok har kunnet mønstre flere hestekræfter i sit tidligste liv end nu – og er et stærkt team. Jeg lytter til lydbøger, og bilen demonstrerer alle de lyde, den kan, og sviner sig til i døde insekter.
Al den omvæltning har kostet på bloggefrekvensen på det seneste. Det tilretter sig i takt med, at jeg tilvænner mig.
På det allerseneste er der også sket det, at yngsten er udfordret med nye omgivelser og nye kolleger. Han har fået ungarbejde. Udstyret med Fakta-T-shirt og Ny-medarbejder-badge debuterede han ved kassen i går, og da han kom hjem, smed han sig på sengen og sov snart efter som en sten. Efter en flot tid ved Søndersøløbet tirsdag aften, idræt i skolen i går og fire timers varescanning var der udsolgt, indtil jeg vækkede ham til den fedt- og friturebaserede ovnvarmede aftensmad, jeg havde orket at slæbe mig ned i Rema 1000 og finde på. Måske skal jeg til at tænke Fakta ind i indkøbsmønsteret, hvis der nu dumper en medarbejderrabatordning ind i husstanden.
I dag var der endelig en dejlig mulighed for langsom morgenmad med avis, og jeg nød det.
Ligesom yngsten, kæresten og tolvhundrede andre løb jeg også Søndersøløb tirsdag aften, og lad mig bare sige det: Det er ikke god form, der plager mig. Jeg ærgrer mig ikke, konstaterer bare, at det er nogle år siden, jeg peakede i min formkurve. Jeg er blevet tykkere og dovnere, og sådan er det bare. Nu. Jeg var seks minutter længere tid ude på ruten end min personlige rekord. Og ruten er altså bare 5,8 km.
Jeg ville ikke bytte mit nuværende liv for det liv, jeg havde, dengang jeg var tyndere og godt løbende. Derfor ærgrer jeg mig ikke over mine løbstider og min runde form.
Allerede i eftermiddag monterer jeg en ny løbetrøje og et nyt startnummer og kaster mig ud i Kalkmineløbet, som Gerda, en af mine fellow løbedamer på Facebook, meget præcist beskriver sådan her: “så er vi snart på vej til løbet, som vi elsker og hader. Kalkmineløbet, som går op-og-ned-og-ud-og-ind-og-er-varmt-og-koldt-og-som-bare-bli’r-ved-og ved. Glæder mig både til at komme derud og til at komme hjem igen”.
Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg gør det, men før jul virkede det som en god ide. Med mit nye tempo kommer det vel til at tage mig mindst halvanden time at tilbagelægge en kvartmaraton. Det er også en slags rekord. Der kommer ingen billeder. Alle fotograferne er gået hjem, når jeg kommer forbi. Til gengæld regner jeg med at nå at få opklaret de mord, min lydbogsdrabschef arbejder med.
Og bagefter har jeg en masse Kristi Himmelfartsferie at nyde.
25. oktober 2013 | den store bunke |
Jeg har computer, Candy Crush og Quiz Battle og Wordfeud og syvkabale på iPad, Cirkusrevyen og TV-avisen og vejrudsigten i tv, te og vinsjatter. Det er efterhånden småt med både Oreos og intelligent tankevirksomhed.
Det har været en heftig uge. Vi kom hjem fra efterårsferie klokken 3 natten til mandag. Tre timers søvn og så i skole og på arbejde. Hvor jeg ikke var i tvivl om, at jeg havde været savnet. Allerede efter en time var jeg bagud. Føltes det som. Og det har jeg forsøgt at indhente lige siden. Det har sådan set været okay, det har bare været nogle lange dage. Også med sådan lige at få vasket tøj og få fyldt fødevarelagrene op. Og se de afsnit af Broen, jeg havde misset.
I aften har jeg opklaret, hvorfra den skæve lugt i køleskabet kom, som mødte mig, da jeg åbnede det for at lægge den liter mælk ind, vi købte på en døgnåben tank på vejen hjem fra lufthavnen. På emballagen i grøntsagsskuffen kan jeg se, at det var en halv agurk. Engang.
Ellers har jeg ikke lavet andet end at messe jegskalikkenogetjegskalikkenogetjegskalikkenoget.
Engang skrev jeg en sang til en kærestes fødselsdag på “Det var på Frederiksberg/Husker du vor skoletid”, hvor et af versene startede med disse linjer:
For din sofa elsker dig.
Du kan ikke slippe
fra den, når den byder sig
til med slumretæppe.
Sådan har jeg det i aften.
Heldigvis kan jeg stadig huske og mærke den fede fornemmelse af ferie.
24. oktober 2013 | den store bunke |
’Kastanjer med børnene’. Det står der i min kalender, men det handler ikke om at rode med syl og tændstikker og bomuldsgarn og flikke skævbenede kastanjedyr og farvestrålende kastanjeedderkopper sammen.
Det handler om ægte kastanjer.
I søndags på vores biltur på Kreta var vejen i den ene side pludselig overstrøet med noget, der lignede søpindsvin. Det var kastanjer. Og vel at mærke ikke hestekastanjer, som kun er til pynt og kastanjedyr og til at gå og nulre i en lomme. Det var ægte kastanjer, som vi ikke har ret mange af herhjemme. Da vi først var opmærksomme på dem, så vi mange træer på vores vej, og vi parkerede og sankede lidt sydlandsk efterår med hjem.
De er virkelig pakket ind en nedrig emballage. Stive skaller med spidse pigge, som en fiks sommersandal ikke uden videre kan træde i stykker. Hestekastanjer er ingenting i sammenligning! Disse her er ikke for sarte fingre.
Nu har jeg 594 gram guld i min varetægt. Vi skal spise dem, når alle fem rejsekammerater kan samles. Skære et kryds, riste i ovnen og spise med smør. Og rødvin.
Måske kan vi ikke lide dem, men der er noget stort og andægtigt ved at have samlet dem selv ude i verden. Faktisk ved jeg ikke, om jeg har smagt ristede kastanjer før. På min første interrailtur med to veninder prøvede vi egentlig mest at undgå dem, fordi den ene af os havde døjet en hel del med dårlig mave i dagene inden vi kom til Athen, og vi andre forbød hende at købe de kræmmerhuse med ristede kastanjer, som gadesælgerne stod og ristede i deres store sorte tønder. Vi mente, det ikke var godt for hendes mave. Endelig den allersidste dag fik hun lov – og var muggen over alle de kastanjer hun var gået glip af, for de smagte så godt. Men jeg kan slet ikke huske, om jeg selv spiste dem…
Vi finder ud af, om en ny yndling er født, når vi samles og rister os et lille drys ferieminder.
21. oktober 2013 | den store bunke |
Vi lejede en bil den sidste dag af vores efterårsferie på Kreta. I store træk ville vi besøge verdens ældste oliventræ, som har stået i Vouves i 4000 år, krydse sydvestover gennem Topoliakløften, bade på den lyserøde strand i Elafonisi og køre op langs vestkysten tilbage til Platanias. I store træk var det også det, vi gjorde, og det var en fantastisk tur, som opfyldte lige præcis det, den skulle, nemlig at den sidste dag ikke bare var en dag i transit, hvor vi ventede på, at vi skulle hjem om aftenen. Og så gav den os en masse fine oplevelser.
Den hvide Polo bragte os til steder og ad ruter, hvor vi ikke ville være kommet med en turistbus – eller en bus i det hele taget. Det gav mening, at det var en lille bil, de gav os. En stor del af tiden var vi ikke helt klar over, hvor vi var. Kortet var ikke specielt godt, men måske var det i virkeligheden det bedste, der findes. Driver og codriver gjorde et godt stykke arbejde, og vi passerede de fleste af de fixpunkter, vi havde udset os. Men måske var det egentlig slet ikke Topoliakløften, vi ramte. Lige meget, der var smukt, hvor vi kom frem.
På et tidspunkt i en bjerglandsby stoppede Morten bilen uden for tavernaen og sprang ud for at spørge om vej. Egentlig havde vi en ide om, hvor vi ville henad, men de lokale syntes, vi var godt tossede at køre gennem bjergene. De ville have os ned til kysten og tage de store veje. ”Go back”, kaglede ham af dem, som kunne en lille bitte smule engelsk, og pegede den modsatte vej af, hvad vi havde tænkt os. “Go back!”, og så slap hans forklaringsevner op: “And then you must answer again!”
Vi turde ikke andet end at køre den vej, de gamle var enige om at sende os, men efter en rum tids kørsel passerede vi et skilt, som viste til byen, hvor vi havde spurgt om vej – og det virkede altså som en genvej. Men så skete der da noget ved tavernaen den søndag, og måske snakker de stadig om den lange hvide mand, de reddede fra at køre den tossede vej.
