Vi lejede en bil den sidste dag af vores efterårsferie på Kreta. I store træk ville vi besøge verdens ældste oliventræ, som har stået i Vouves i 4000 år, krydse sydvestover gennem Topoliakløften, bade på den lyserøde strand i Elafonisi og køre op langs vestkysten tilbage til Platanias. I store træk var det også det, vi gjorde, og det var en fantastisk tur, som opfyldte lige præcis det, den skulle, nemlig at den sidste dag ikke bare var en dag i transit, hvor vi ventede på, at vi skulle hjem om aftenen. Og så gav den os en masse fine oplevelser.
Den hvide Polo bragte os til steder og ad ruter, hvor vi ikke ville være kommet med en turistbus – eller en bus i det hele taget. Det gav mening, at det var en lille bil, de gav os. En stor del af tiden var vi ikke helt klar over, hvor vi var. Kortet var ikke specielt godt, men måske var det i virkeligheden det bedste, der findes. Driver og codriver gjorde et godt stykke arbejde, og vi passerede de fleste af de fixpunkter, vi havde udset os. Men måske var det egentlig slet ikke Topoliakløften, vi ramte. Lige meget, der var smukt, hvor vi kom frem.
På et tidspunkt i en bjerglandsby stoppede Morten bilen uden for tavernaen og sprang ud for at spørge om vej. Egentlig havde vi en ide om, hvor vi ville henad, men de lokale syntes, vi var godt tossede at køre gennem bjergene. De ville have os ned til kysten og tage de store veje. ”Go back”, kaglede ham af dem, som kunne en lille bitte smule engelsk, og pegede den modsatte vej af, hvad vi havde tænkt os. “Go back!”, og så slap hans forklaringsevner op: “And then you must answer again!”
Vi turde ikke andet end at køre den vej, de gamle var enige om at sende os, men efter en rum tids kørsel passerede vi et skilt, som viste til byen, hvor vi havde spurgt om vej – og det virkede altså som en genvej. Men så skete der da noget ved tavernaen den søndag, og måske snakker de stadig om den lange hvide mand, de reddede fra at køre den tossede vej.
