Jeg har computer, Candy Crush og Quiz Battle og Wordfeud og syvkabale på iPad, Cirkusrevyen og TV-avisen og vejrudsigten i tv, te og vinsjatter. Det er efterhånden småt med både Oreos og intelligent tankevirksomhed.

Det har været en heftig uge. Vi kom hjem fra efterårsferie klokken 3 natten til mandag. Tre timers søvn og så i skole og på arbejde. Hvor jeg ikke var i tvivl om, at jeg havde været savnet. Allerede efter en time var jeg bagud. Føltes det som. Og det har jeg forsøgt at indhente lige siden. Det har sådan set været okay, det har bare været nogle lange dage. Også med sådan lige at få vasket tøj og få fyldt fødevarelagrene op. Og se de afsnit af Broen, jeg havde misset.

I aften har jeg opklaret, hvorfra den skæve lugt i køleskabet kom, som mødte mig, da jeg åbnede det for at lægge den liter mælk ind, vi købte på en døgnåben tank på vejen hjem fra lufthavnen. På emballagen i grøntsagsskuffen kan jeg se, at det var en halv agurk. Engang.

Ellers har jeg ikke lavet andet end at messe jegskalikkenogetjegskalikkenogetjegskalikkenoget.

Engang skrev jeg en sang til en kærestes fødselsdag på “Det var på Frederiksberg/Husker du vor skoletid”, hvor et af versene startede med disse linjer:

For din sofa elsker dig.
Du kan ikke slippe
fra den, når den byder sig
til med slumretæppe.

Sådan har jeg det i aften.

Heldigvis kan jeg stadig huske og mærke den fede fornemmelse af ferie.