16. oktober 2013 | den store bunke |
Vind i hår og t-shirt på vej til Theodorou
Kri kri lige midt på væggen og i billedet
Snorklende
Kreta er god.
I går var vi på en bådtur, som vi alle sammen, både teenagerne, de voksne og barnet, vendte hjem fra med brede smil monteret på vores solsvedne ansigter.
Med kaptajn Lazarus og dykker-Freddy gik det for fuld skrue – eller i hvert fald 35 knob, og der var grund til at holde på hat og briller – ud til den lille ø Theodorou, som har har både unikke geder, falke, historie og koralrev. Vi sejlede rundt om øen og fik undervejs fortalt, hvad der var værd at vide. Der er en bestand på små hundrede individer af kri kri-geder, som udover her kun findes i Samaria-kløften og to andre småøer ud for Kreta. De kan klatre, kan de. Vi så nogle på en næsten lodret klippeside “Men hvordan kommer de derfra?”, spurgte jeg. “They can climb on everything, lady”, sagde Freddy, og så sagde jeg ikke mere.
Turens højdepunkt – og det vi tog af sted for – var, da vi kastede anker på øens østside for at snorkle. Jeg havde på forhånd sagt, at jeg måske ikke ville snorkle – for jeg er mere landkrabbe end vandhund. Men da det kom til stykket, ville jeg heller ikke sættes i samme kategori som det ældre svenske ægtepar, der også var med på turen, og som slog en hjertelig skraldlatter op, da jeg spurgte, om de skulle simma, som om det var den skøreste vittighed, de havde hørt den dag. Så jeg fik monteret maske, snorkel og svømmefødder ligesom de andre – og hvor er jeg glad for det!
Vi så fisk, som Freddy fodrede med et kløvet søpindsvin. Han hentede søstjerner og lod gå rundt. Hårde, skrubbede skabninger, som ligner døde piberensernisser. Vi fik også konkylier at holde og mærke. Og Freddy kom op fra dybet og spurgte “Where is the little lady?” og gav Astrid en lille konkylieskal med hale, som hun måtte beholde. Man må ellers ikke tage noget som helst med ind, og alt bliver sat tilbage i havet igen, men jeg har erfaret, at bare man er lille nok og sød nok, får man ting foræret. Der var ikke noget til the big lady, i hvert fald.
Det var en dejlig tur, og vi var helt høje, da vi kom i land.
Om aftenen hørte jeg Mortens godnathistorie til barnet. Om snorkelfamilien på fem, som dag efter dag tog ud på havet med fede turister. Den lille snorkeldreng håbede sådan, at der en dag ville komme nogle, som var bare en smule lækre at se på, og endelig kom der en menneskefamilie på fem, som bare var så søde. Og snorkelfamilien kom alle ud at svømme … undtagen den lille snorkeldreng, som måtte ligge alene tilbage på bådens dæk, for den lille menneskepige havde sin egen snorkel med….
Det var alligevel en tand for sørgeligt, og menneskepigen var så træt, at hun måtte tørre en tåre bort. Så fik historien en anden slutning, hørte jeg, men den kan jeg ikke huske, for den var ikke nær så sjov.
12. oktober 2013 | den store bunke, Heldige mig |
Fredag blev en mild dag. Mild fordi:
1. På trods af at jeg arbejdede halvanden dags timer på én dag for at blive færdig til ferie, slog jeg til sidst alarmen til og gik hjem med en god fornemmelse af at have afsluttet tilfredsstillende og gjort, hvad jeg kunne.
2. Jeg skulle have haft vagt på Paletten, men havde fået fri, hvilket betød, at jeg kunne sidde og arbejde med bevidstheden om, at jeg ikke skulle nå andet end at blive færdig på en ordentlig måde.
3. Brevet fra forsikringsselskabet gik lige op med mailen fra sygeforsikringen danmark. Tilskuddet fra danmark går ind på kontoen to dage efter, at forsikringsselskabet har fået selvrisikobeløbet for skaden på min bil. 33 kroner adskiller de to beløb. Dermed koster det mig jo nærmest på en måde ikke noget.
4. I løbet af en time midt på eftermiddagen lavede de næste uges vejrudsigt for Chania om. Høje blå regnsøjler på ugens sidste tre dage blev fjernet og erstattet med en lille fedtebyge torsdag nat. Samtidig satte de en række mere opad på temperaturskalaen, fordi det bliver lige lidt over 30 grader på onsdag.
5. Morten gad være den, der købte ind og lavede aftensmad, så jeg bare skulle komme og sætte mig og spise og snakke og snakke på ham, indtil jeg blev træt og klappede sammen og i.
6. Jeg har ferie.
Vasket, klar, gå!
Pakkebunken er startet
7. oktober 2013 | den store bunke |
… ikke begynde at pakke for tidligt. For så når jeg at pakke om to-tre gange og genvurdere hver eneste genstand, jeg har lagt i kufferten, og mit hoved kortslutter, og jeg bliver frygtelig for mine omgivelser, og alligevel ender jeg med at få for meget med og have sære ting med ’for en sikkerheds skyld’, selv om det er ting, jeg aldrig har brug for hjemme.
… gerne mene noget om, hvad de andre skal pakke. For eksempel har jeg allerede sagt flere gange til alle mine rejsefæller: “Ved du nu, hvor dit pas er?” og “HUSK at tage noget med at læse i!”. De er allerede trætte af mig og glæder sig endnu mere, til vi er af sted.
… være sådan en, der er ligeglad med, hvordan jeg ser ud på stranden. Var på vægten og konstaterede, at der skal være plads til fem kilo mere i bikinien, end sidst jeg var af sted.
… ikke være nærig. Hele min opsparing gik til mekanikeren, men så må jeg trække på kassekreditten. Jeg vil ikke være den sure, som siger nej til ekstravagance på ferien. Til en vis grænse, forstås.
… gerne glæde mig. Seks dage til afrejse. Jeg havde blæret mig med nedtælling på græsk, hvis jeg havde kunnet sige andet end ’tak’, ’godmorgen’, ’godaften’ og ’jeg elsker dig’.
14. juli 2013 | den store bunke |
Efter kanoturen trængte vi til lidt mere komfort og tog et par dage på feriecenteret i Søhøjlandet. Der var plads til at gøre lige, hvad vi havde lyst til. Som for eksempel badeland, spil, vandretur, bøger, minigolf og fjernsyn. En aften blev en ballon sendt op. Det var spændende at følge, hvordan sådan noget foregår. Prøv at se kvinden på næstsidste billede i serien. Hende i den grå lige over hjertet i logoet. Dét øre-til-øre-smil havde hun på i hele den time, det tog at gøre klar til afgang, fra bilen med ballonen kom til skipper lod fortøjningerne gå. Det kunne have været mig. Så glad ville jeg også have set ud. Jeg ønsker mig.
