30. oktober 2015 | Køkkenskriverier |
Hver anden fredag får vi en flamingokasse fra Skagenfood. Det startede med et indgående opkald og er et af de sjældne tilfælde, hvor der kommer noget lykkeligt ud af en snak med en telefonsælger.
Kassen står uden for entredøren hver anden fredag, når den første af os kommer hjem. Det er ikke en måltidskasse. Der er ikke tilbehør med. Det er en fiskekasse. Der er fisk i. Og is. Og en opskrift. Dét er den geniale del. Vi SKAL ikke lave det, de foreslår. Men vi KAN. Indtil nu har vi gjort det, og vi har været begejstrede hver gang. Der er ikke rigtig grund til at være andet end begejstrede. Vi får spist fisk regelmæssigt, og vi får tilberedt den på måder, vi ikke umiddelbart ville have fundet på selv, og med tilbehør, som ikke lå lige for. Det er nemt at gå til. Vil man ikke vente med at købe ind, til man åbner kassen og fisker (!) opskriften ud, kan man bare finde den på nettet og købe ind forlods.
I dag fik vi stegt isingfilet med salat af perlebyg, bagte tomater, feta, rødløg og pinjekerner. Vi justerede ingredienslisten lidt, fordi vi ikke anede hvor vi skulle gå hen efter perlecouscous, som der stod i opskriften – og måske syntes vi ikke, det var så vigtigt.
Hold da op, det smagte godt.
Jeg får ikke noget for at anbefale konceptet. Jeg deler bare min begejstring.
20. oktober 2015 | den store bunke |
Skal I lige følge med på en tur rundt i Budapest i vores kulinariske fodspor? Jeg lover, det bliver hurtigt. Måske kommer I selv til byen engang og vil gerne puffes i retning af gode oplevelser.
Kom, så går vi.
Morgenmaden.
Den første morgen insisterede Laura på, at vi skulle spise morgenmad på, hvad hun kaldte verdens bedste bagelsted. I sommer havde hun spist en fantastisk bagel med gedeost fra Budapest Bägel, Baross utca 4, og den oplevelse skulle jeg også have. Desværre havde de ikke gedeost den dag, men bagelen med parmaskinke var supergod. Og det var lunt nok til, at vi kunne sidde på bænken udenfor og spise. Det er nemlig mest et take away-sted.
Anden dag gik vi hen på Csiga Cafe, Vásár utca 2. Det var lørdag, og de lokale mødtes til halvsen brunch. Der var god stemning og et rart miljø. Lækre omeletter og friskpresset juice.
Sidste morgenmad spiste vi på Spinoza i Dob utca 15 i det jødiske kvarter, hvor vi boede. Billigt, hyggeligt, godt. Scrambled egg til mig, french toast til min ledsager.
Frokosten.
Lækkerlækker hummus og falaffel spiste vi på Hummus Bar, som findes flere steder i byen, denne her var på Wesselényi utca 14 i det jødiske kvarter.
Kagerne.
Den første dag kom vi til at spise kage til aftensmad. Det var fordi vi havde spist hummus og falaffel så sent på eftermiddagen, at vi ikke nåede at blive rigtigt sultne igen. Kun en lillebitte smule lækkersultne. Og så gik vi lige forbi Veryberry i Zrínyi utca 12. Og så gik vi tilbage og gik ind. Jeg fik et stykke Dobostorta, som enhver ungarsk kageudbyder har på kortet. Den er opfundet af en østrigsk konditor, Josef Dobos, og består af ni ekstra tynde lagkagelag lagt sammen med chokoladesmørcreme og en hård karamelglasur på toppen. Jeg kan ikke huske, hvad Laura fik, kun at det vist var lyserødt.
Man skal også huske at gå på et af de gamle berømte konditorier. Vi nappede Gerbeaud, Vörösmarty tér 7-8. Flotte lysekroner, draperede gardiner og spektakulære kager. Vi valgte en Emil Gerbeaud’s Legacy og en Royal Chocolate. De kostede begge en god ’halvtreller’, så man skal være både nærig og kalorieforskrækket for ikke at unde sig selv den oplevelse. Ellers kan man bare nappe et stort glas hjemmelavet limonade til for lige at pifte det op med noget sundt.
Aftensmaden.
Laura og Simon var på Véndiák Étterem på Egyetem tér 5 i sommer, og hun syntes, at hun og jeg skulle spise der. Det var en god ide. Dejlig and.
Og så var der clou’et. Det som vi hjemmefra havde været stensikre på, at vi ville gøre. Spise på en Michelinrestaurant. Der er tre restauranter i Budapest, som har opnået en Michelinstjerne. Onyx er den fineste og dyreste, Costes er den midt i mellem og den første som fik en stjerne, og Borkonyha er den afslappede og den billigste af dem. Adressen er Sas utca 3, og det var den vi valgte. Laura ringede onsdag aften og bestilte bord til lørdag, altså bare tre dage før. Klokken 18 skulle vi være der, og 19.45 skulle vi være ude igen. Men det gik fint med tiden, vi lod bare tjenerskabet styre, at vi nåede det hele. Og det var ganske enkelt supergodt. Der var a la carte, og så var der dagens retter på tavlen: to forretter, en suppe og fire hovedretter. Vi valgte begge to perlehøne med linser til forret og kanin med græskar til hovedret, og så lod vi tjeneren vælge den rigtige henholdsvis hvid- og rødvin til begge retter, et glas til hver. Til desserten valgte vi forskelligt, og der er kun ét at sige om det hele: Det. Smagte. Fantastisk. Og så kostede det bare 388 kroner for hver af os. Alt inklusiv. Så det siger sig selv, det er forbudt at lade være med at spise sådan et sted, hvis man er i Budapest.
Men ellers er der ingen tvang. Og nu er turen slut. Velbekomme.
Nåjo. Download den app, der hedder Budapest. Den fungerer offline med kort og beskrivelser af snart sagt alt. Den brugte vi virkelig meget.
27. juli 2015 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Henover aftensmaden faldt talen på trykfarver. At man kan danne alverdens farver ud af fire grundfarver. Cyan, magenta, gul og sort. Det er noget, som fylder en god del i en grafikerhverdag, og for både Morten og mig er det derfor selvfølgeligheder. Men det var en åbenbaring for Lasse, og det var sjovt at forklare og gøre begribeligt og demonstrere en lille del af vores fag, finde lup frem og lade ham nærstudere avistrykket.
Han var lydhør og interesseret, og for at illustrere processen yderligere fandt jeg den første, den bedste pdf, jeg lige havde på computeren, og viste, hvad de enkelte trykfarver gjorde for helhedstrykket.
Den pdf, jeg greb fat i, var tilfældigvis forsiden af brugsanvisningen til min legendariske Ballerup Master Mixer. Lasse studsede et øjeblik, da han så billedet… “Er det dig?”.
Brugsanvisningen er udgivet syv år før jeg blev født, og den unge husmoder på fotoet er ukendt for eftertiden. Men hvad siger I? Ville jeg mon være god i sådan en bomuldsskjortekjole i 100 % cyan?
10. juli 2015 | den store bunke |
Ofte kommer vi meget langt omkring i samtalen, når vi sidder ved aftensmaden. I dag var ingen undtagelse, selv om vi bare var Lasse og mig.
Af en eller anden grund, jeg ikke længere kan huske, havde vi en meget lang snak om paver, saliggørelse og helgenkåring. Jeg steg mange grader i Lasses agtelse, da jeg fortalte, at jeg engang har set Johannes Paul II i Peterskirken. “Det er jo den gode pave! Han var populær. Har du set ham!?!”
Det har jeg nemlig. I oktober 1979, da Johannes Paul II var forholdsvis ny pave, var jeg på studietur i Rom med gymnasiet. Med tog. Det var en vild tur, som den slags gymnasieekskursioner tit er. Men også med kulturelt og studierelateret indhold, og blandt andet overværede vi en pavelig velsignelse i den propfyldte kirke. Det kan oven i købet dokumenteres med et ukristeligt dårligt foto og tyveårige Birgittes kommentar skrevet med historiens mest klattende kuglepen.
Se selv:
2. februar 2015 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Engang overså jeg altid madopskrifterne, når jeg læste blade. Ikke overså som i undgik, nej, jeg så dem ikke, opdagede dem simpelthen slet ikke, når jeg bladrede forbi. Det interesserede mig ikke, madlavning interesserede mig ikke. Det eneste kokkeri, jeg gad, var at bage.
Jeg var også så heldig, at jeg ikke behøvede at tage mig af det. Jeg var gift med en mand, som kunne lide at lave mad og var god til det, og jeg blev kun kaldt i køkkenet, når vi skulle have æggekage, pandekager og pizza. Da vi blev skilt, var mine venners største bekymring, om jeg ville være i stand til at holde børnene i live. Det gik selvfølgelig. Jeg lavede madplaner, købte stort ind og gjorde det nemt for mig selv. Men jeg gjorde det kun, fordi jeg havde munde at mætte, og tit var vi heldige, at det også smagte godt.
I mit eget hoved er det stadig sådan, jeg opfatter mig. selv Jeg interesserer mig ikke for madlavning, og jeg er helst fri for det. Imidlertid kan jeg godt forstå, hvis omgivelserne ikke føler sig overbevist. Tænkte jeg på, da jeg gik og lavede aftensmad.
Gennem årene, i takt med at børnene er blevet mindre kræsne og har turdet smage andet end det stensikre og gammelkendte, er det blevet sjovere at lave mad. Vi spiser meget varieret. Jeg eksperimenterer og laver tit mad efter opskrifter, jeg ikke har prøvet før. Jeg får nyhedsbrev fra Vild med mad et par gange om ugen, og det er ofte derfra, jeg spontant plukker ideer. Så kan det godt være, vi aldrig får det igen, ikke fordi det ikke smagte godt, men fordi jeg sjældent får arkiveret opskrifterne til senere brug. Jeg plukker bare noget nyt næste gang, det er mig, der har vundet madlavningstjansen. Jeg holder ikke kokkerering ud i så strakt arm længere.
Måske er jeg nødt til at revurdere min køkkenidentitet? Sommetider får jeg endda også øje på opskrifterne i de glittede magasiner.
Sært.
Men jeg stornyder altså stadig, når det er en af de andre, der laver mad. Det skal jeg huske at fortælle dem.
Det var det her, som satte tankerækken i gang. Det er baconfrikadeller på hvidkål og porre. Det smagte godt. Det sagde de andre også. De nyder også, når det er en af de andre, der laver mad.
