Listefortrøstningsfuld

liste

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, satte jeg mig med det samme og skrev en liste over de ting, jeg gerne vil nå i weekenden. Punkterne kom på i en lind strøm, og der var mange. Ud af hovedet og ned på papiret. De fik en linje hver, men vægter slet ikke ens. Alle ved jo, at ’pakke XXs gaver ind’ ikke tager nær så lang tid som ’købe flere julegaver’. Det svarer til at have en indkøbsseddel, hvor der står mælk, gær, æg, aftensmad.

Til gengæld er der en særlig psykologi i at have en fysisk liste, hvor man kan strege ud. Mange af punkterne findes også i noterne på min telefon. Jeg har forskellige noter liggende der. ’Huske at’ er bare én. Der findes også noter med bøger, jeg gerne vil læse/lytte, emner jeg måske vil blogge om, og gaveideer til mig selv og andre.

Der er bare den store ulempe ved digitale lister, at når jeg har udført noget, sletter jeg bare punktet. Og så er det væk. Det betyder, at samtlige ting på listen er noget, jeg er bagud med. Der er ingen tilfredsstillelse ved at kigge på den liste. ALT mangler at blive gjort.

DERFOR er en analog liste på et rigtigt stykke papir noget, som hjernens belønningscenter elsker. Der er stor tilfredsstillelse i at strege ud eller sætte flueben, så gjort-punkterne langsomt bliver flere end ikkegjort-punkterne. Man kan helt konkret se, hvor dygtig man er.

Det er derfor, jeg valgte en fysisk seddel til denne sidste weekend før jul. Jeg skal bare stå op i morgen og starte fra en ende af og blive ved, indtil jeg er færdig med alle punkterne søndag aften, imens jeg streger dem over, efterhånden som jeg får dem gjort.

Jeg er fortrøstningsfuld.

Og se, jeg har allerede købt ind!

Min tarte flambée

Tarte1

Da vi var i Strasbourg, stiftede vi bekendtskab med tarte flambée, som er en alsacisk specialitet. Især Lasse og jeg spiste dem hele tiden. Det er som en pizza, men med creme fraiche i stedet for tomatsauce, og grundversionen er kun med løg og skinke. Så findes der lidt mere avancerede varianter med gruyere eller gedeost, eller der kan være champignons og bacon, og jeg har også smagt en udgave med røget laks. De smager alle sammen godt, og vi tænkte, at det var en ret, vi nemt kunne lave hjemme.

Nu har jeg gjort det et par gange, og det går helt godt nu. Det vigtigste er faktisk at spare på fyldet. Første gang jeg lavede retten, var den ganske enkelt for højt belagt, og bunden blev ikke sprød. Jeg har brugt ricotta til bunddækket, fordi jeg først bagefter læste, at andre bruger creme fraiche. Det prøver jeg så næste gang. Hvor jeg måske også forsøger mig med lufttørret skinke i stedet for skinkestrimler.

Jeg vil godt fortælle, hvordan jeg har gjort. Bare husk, at det her er min version og ikke nødvendigvis en korrekt Alsacegodkendt tarte flambée-opskrift, hvis sådan en altså findes.

Men altså, til lige præcis retten på billedet brugte jeg:

• 1 færdig pizzabund fra Føtex, rullet yderligere tynd, lagt på bagepapir
• Et halvt bæger ricotta rørt op med 1 æg og smurt ud over dejen
• Salt og peber kværnet ud over hele fladen
• 4 bananløg i supertynde ringe
• 100 g skinkestrimler
• En halv gederulle i halve skiver
• En god håndfuld revet ost (jo bedre, jo bedre)

Det var alt.

Den er bagt på pizzasten. Jeg lagde stenen ind i ovnen, som jeg tændte på 250°. Da ovnen var varm, trak jeg papiret med tærten over på pizzastenen og lod den bage i 10 minutter.

Lasse og jeg delte den lige over og blev mætte begge to. Ja, jeg levnede faktisk et stykke af min del, og det vil vise sig, om det forsvinder sporløst fra køleskabet i ly af natten. Den, der vinder det, vinder i hvert fald en god mavefornemmelse.

Tarte2Tarte3

 

Hvad vi talte om over aftensmaden

Hvor mange undervisningsmoduler 3.g’eren har tilbage i gymnasiet. Nogensinde.

Fennikel.

Hvor i Spanien gymnasiets spanskhold plejer at tage hen på sprogrejse.

Hvordan det går med at øve lancier til galla om halvanden uge.

Maden. Vi husker altid at rose maden.

Hvem man er på naturlig krammer med, og hvem det er grænseoverskridende at kramme.

Som direkte følge heraf: Håndtryk. De gode faste og de vattede. Om at “træde ind i et håndtryk”.

Et hagl i rådyrbiksemaden.

Dronningens besøg i Viborg i dag og hendes hat i særdeleshed. Den lignede skålen fra et agern. Med stilk. I blå.

Noget jeg sagde (“Nu lyder du som mormor!”).

Uregelmæssige bøjninger i dansk, formuleret af en chilensk flygtning.

At man ikke må sige “i sommers”. Aldrig.

At ingen af os tog hverken ketchup eller HP-sauce til biksemaden.

Uendelige muligheder for ingenting

ingenting

En gang imellem løber min liste over det-skal-jeg-også-have-gjort-punkter tør. Det er, når jeg har vasket i bund i vasketøjskurvene, betalt regninger, strøget skjorten der har hængt så krøllet så længe, ryddet op på mit arbejdsbord, pillet visne blade af potteplanterne og vandet samme, lagt ypperlige ord i Wordfeud, spillet mine liv op i Candy Crush, tømt opvaskemaskine og oven i købet spillet aftenkokkereringen over på en anden.

Som nu.

Hvor jeg sidder i sofaen med computeren på skødet og ser nyheder, mens Lasse går i køkkenet og laver stroganoff. Jeg har al mulighed i verden for at gøre hvad som helst. Jeg kan jagte skattekister i Candy Crush, læse, løse krydsogtværs, planlægge blogindlæg eller weekendmenuer, se fjernsyn, hækle karklude, skrive breve. Jeg kan også fortsætte med ingenting i en uendelighed og vinkle de tomme linjer af på en fiktiv liste. Eller skrive lave ingenting på den rigtige liste og sætte flueben med det samme.

Jeg tror, jeg går med dén løsning.

Hvad hedder du? Og er du glad for det?

“Du er den eneste af jer søskende, som har et navn, der stadig er moderne”, sagde Lasse til Morten, da vi spiste aftensmad.

De tre andre har navne, som børn født i 50’erne og 60’erne fik. Der er ikke mange små nye verdensborgere, som får de navne i disse år, men Mortener møder man i alle aldre, så Lasses tanke er rigtig nok.

Men selv om man har et klassisk og tidløst navn, kan man godt være utilfreds.

“Det var nu ikke altid så sjovt at hedde Morten, når folk kaldte mig Morten Mindstemand. Og Morten Hare…”

“Nå, men der fandtes i det mindste ikke et rim med dit navn, så du behøvede ikke at stå ved tavlen og lide, mens dine klassekammerater (på lærerindens opfordring) gjaldede hele “Birgitte Birgitte Begøje…”, inden du fik lov til at gøre det, du var blevet kaldt til tavlen for at gøre!”

“Tss”, sagde den 18-årige, “der er jo en hel ordbog, der rimer på Lasse!”

“Årh, hvad”, sagde den 12-årige, “der er ingen af jer, der har et navn, hvor man fjerner ét bogstav, og så står der Strid…!”

Det er åbenbart noget, alle skal igennem, det der med at være halvutilfreds med sit navn. Og man kan åbenbart gøre ethvert navn til et drillenavn.

Men sådan i det store er vi vist meget godt tilfredse, alle fire. Ellers findes der jo numerologer.