Ofte kommer vi meget langt omkring i samtalen, når vi sidder ved aftensmaden. I dag var ingen undtagelse, selv om vi bare var Lasse og mig.
Af en eller anden grund, jeg ikke længere kan huske, havde vi en meget lang snak om paver, saliggørelse og helgenkåring. Jeg steg mange grader i Lasses agtelse, da jeg fortalte, at jeg engang har set Johannes Paul II i Peterskirken. “Det er jo den gode pave! Han var populær. Har du set ham!?!”
Det har jeg nemlig. I oktober 1979, da Johannes Paul II var forholdsvis ny pave, var jeg på studietur i Rom med gymnasiet. Med tog. Det var en vild tur, som den slags gymnasieekskursioner tit er. Men også med kulturelt og studierelateret indhold, og blandt andet overværede vi en pavelig velsignelse i den propfyldte kirke. Det kan oven i købet dokumenteres med et ukristeligt dårligt foto og tyveårige Birgittes kommentar skrevet med historiens mest klattende kuglepen.
Se selv: