23. august 2014 | Køkkenskriverier |
En kombination af et par hokkaidoer, vi fik foræret, en datter, der har fået opereret et par visdomstænder ud og derfor mest er til flydende kost, persille og limegrønt skærebræt gav farvemættede billeder.
Suppen smagte endda rigtig godt. Selv den meget lidt suppespisende 17-årige og den ellers kræsne 10-årige spiste med velbehag. Opskriften fandt jeg lige her.
29. juli 2014 | At have have |
Efter to dage med købepizza og en tredje med henholdsvis havregryn og havregrød til aftensmad syntes jeg, at vi trods alt pakkerodet skulle have aftensmad med lidt mere omtanke. Jeg tog i haven efter salat og tomater. Nabo Ejnar på 90 var i sin have. Han var ved at klippe toppen af kartoffelplanterne, fordi – sagde han – så undgår man, at der trækker skimmel ned i kartoflerne. Der var jeg allerede bagud, tænkte jeg og besluttede på stedet, at kommer der skimmel, så gør der det.
Han havde også trukket alle løgene op og lagt dem til tørre oven på jorden, for nu syntes han, de var store nok. Jeg besluttede på stedet, at vores løg sagtens kan tåle at blive lidt større. Selv om nogle af dem faktisk er temmelig store. Vi har bare ikke tid til at nusse i haven i disse dage.
Der bor en frø eller en lille tudse i redskabsrummet. Hver gang jeg kommer ind for at hente greb og spand til kartoffelopgravning, pusler det nede i nogle visne blade, og jeg råber “Huh!” Hvis frøen kunne, ville den sikkert også råbe huh! Jeg tror, vi bliver lige forskrækkede. Ja, jeg indrømmer det: jeg er ikke til padder og kryb. Hvis min arm var halvanden meter lang, kunne jeg nå greben uden at gå ind i rummet. Men jeg siger til mig selv, at tudser og frøer gerne må være der, for de spiser snegle, som jeg også synes er klamme. Jeg tænker bare, at den lille frø burde være uden for og ikke inde i det tørre skur. Måske kan den ikke finde ud, og jeg har nævnt for Morten, at når en af os – og ikke mig – kommer i haven, bliver den måske båret ud.
Der er vildt mange modne tomater nu, både cherry-, blomme- og almindelige, og jeg fik en god stor pose med hjem.
Og se så lige her, hvad jeg ellers tog i min kurv. Det blev et ovnfad med løg og rodfrugter, en salat med romaine, tomater og feta, og så med et par fiskefrikadeller til. Det var altså godt. Tak, have.
25. marts 2014 | den store bunke |
I Super Best var der en hel stand, hvor de pralede med at have fået nye varer fra Del Mastro. Jeg stod længe og forsøgte at få det, jeg så, til at finde en acceptabel plads i min hjerne. Der var ingen steder, synet naturligt kunne ligge. Mener de dét? Er det ikke bare pasta? Kunstpasta, ganske vist. Stribede … hatte? Spidse sombrerolignende hatte. Men 64,95?!?
Jeg er bange for, Super Best, at jeg ikke er i målgruppen. Hvem er?
Vi skal have burger til aften.
21. august 2013 | Køkkenskriverier |
Vi er så småt ved at komme ind i den vante gænge igen efter sommerferien, hvad angår kokkeføllets maddag. I nogle år har den 16-årige haft en ugentlig dag, hvor han bestemmer, hvilken aftensmad han og jeg sammen skal lave. Min bagtanke er, at han får sig nogle huslige færdigheder og en fornemmelse af madlavning. Han kan godt lide at se madprogrammer og sætter stor pris på velsmagende og veltillavet mad. De barndomsdage, hvor han kun ville have smøreost og bacon er for længst ovre.
Vi har haft stor fornøjelse af Spisebrødrenes udsendelser, og kokkeføllets absolutte favorit er netop en af deres opskrifter, som han efterhånden kan lave uden min indblanding. Han gør det bare ikke, for det er hyggeligt at gøre det sammen. Spaghetti alla putanesca. Det betyder ’den lille luder’ og er en ret, som skøgerne i Napoli hurtigt kunne lave mellem kunderne. Og den smager fantastisk. Kapers, ansjoser, oliven, hvidløg og citron går sammen i flok og løfter smagen.
Det var det, han ville lave i dag, for det var længe siden sidst.
Og se, det blev godt!
Det her er min hjemmelavede kogebogsholder. Bukket i hegnstråd. Hægtes på hylden, og brødkassen holder den fast. Og køkkenbordet holdes frit. Egen ide, eget design, meget minimalistisk. Skal måske finpudses lidt, men det bliver den nok ikke. Nogen har engang kommenteret – og komplimenteret – at jeg har skabt et på én gang råt og feminint design, som kan bruges i både i- og ulande. Det er smukke ord. Og rigtige.
