Jeg er vild med Fredrik Backman. Og sådan er dét.
Fredrik Backman er ham, der har skrevet blandt andet En mand der hedder Ove (i øvrigt fremragende filmatiseret med Rolf Lassgård som Ove), Britt-Marie var her, Min mormor hilser og siger undskyld, Folk med angst (som er blevet en fin og tro miniserie på Netflix) og Bjørneby-trilogien, der handler om et lille samfund langt mod nord i de svenske skove.
De fleste af hans romaner handler faktisk om små samfund, bredt defineret. Samfund og individer. Om mennesker, relationer, kærlighed, passion, sport, angst, om at skille sig ud, være som de andre, frygt for at være det, frygt for ikke at være det. Om had, skam, regler – definerede og usagte, foragt, vold, politik, sammenhold, forbilleder. Om at blive voksen og om at være det.
Fredrik Backman skriver forunderligt og vidunderligt, klogt og koncist, billeddannende, modsætningsfyldt. Betragtende, beskrivende, indsigtsfuldt, enkelt. Jeg elsker sproget, formuleringerne, sætningerne.
Jeg har læst eller lyttet alt, hvad han har skrevet – bortset fra en enkelt julenovelle, har jeg lige opdaget. Nu er jeg i gang med tredje og sidste del af Bjørneby-serien, og jeg nyder hvert sekund.
Den er indlæst af Thomas Gulstad. Sådan skal dét være. Det SKAL det. Han har indlæst alle Backmans bøger, og det kan ikke være anderledes. Hans stemme er Backmans stemme for mig, og jeg ville blive virkelig skuffet, hvis jeg skulle vænne mig til en andens. Så lad være med at lave om på dét, lydbogsredaktører. Og Thomas … du kan også bare lige vove!
Hvis I ikke har læst noget af Fredrik Backman, kan det kun gå for langsomt med at komme i gang. Hvis I har, synes jeg bare, I skal kaste jer over resten. Uanset om I læser med øjne eller ører.
Nå, tilbage til Bjørneby.
