Heureka!

I aftes kom jeg af en eller anden grund til at tænke på en fyr fra parallelklassen i gymnasiet og spekulerede på, hvor han mon befinder sig i dag. Jeg kunne bare ikke huske, hvad han hed til efternavn, og det er et lidt tyndt grundlag at søge på et ret almindeligt fornavn uden at kende hverken nuværende bopæl eller metier. Der er billeder i mit fotoalbum fra en Københavnertur, en flok af os tog i efteråret efter studentereksamen, men selv om jeg sirligt har skrevet kommentarer ved billederne, står der også kun hans fornavn. Jeg fandt Facebook-profilen på en af de piger, han hang ud med dengang, men hendes venner havde jeg ikke mulighed for at se, så den vej var lukket. Blev han læge? Fornavnet og ’læge’ var heller ikke en gangbar vej.

Så brugte jeg mere end en time på at lede efter Blå bog fra gymnasiet, som jeg vidste, jeg havde et sted, bare ikke hvor. Jeg kiggede i mange, mange kasser og skabe med alt muligt skrabsammen, endda flere gange, men forgæves. Jeg var også i pulterkammeret, hvor jeg blandt andet opbevarer otte ens kasser med endnu mere blandet fortidsgods. Kasser med påskrifter som ’Børnebøger og Pixi-bøger’, ’Lauras ungpigebøger’, ’Prikkede kopper’, ’Sus’ keramikkrus’, ’Astrologibøger’, ’Børnetegninger + skoleting’ osv, og den allerinderste kunne jeg ved at vride hovedet næsten af led se indeholdt ’Birgittes skolebøger’. At komme ind til den krævede bare, at jeg lirkede de syv andre kasser ud. På det tidspunkt opgav jeg og gik i seng.

I dag tog jeg søgningen op igen. Med lirkning og flytning. Og dér, i den formodede kasse, oven på bøger, jeg tilsyneladende aldrig fik afleveret til skolens bogdepot, lå minsandten Blå bog og flere skoleblade fra gymnasiet. Hurra!

Efternavnet stod der – jeg var aldrig kommet på det af mig selv – og så var det nemt at søge på nettet. Og jo, han blev læge og bor igen i Odense. Og ligner sig selv, bortset fra hårets længde og farve. Jeg skal ikke bruge den viden til noget som helst, men nu behøver jeg ikke spekulere mere på det.

Det er Tietgen med studenterhue på forsiden af Blå bog. Statuen af Tietgen stod dengang i Kongens have lige over for skolen. Han har haft mange langhårede og muligvis øldrikkende gymnasieelever liggende for sine fødder i tidens løb. Ved siden af Blå bog på billedet ligger et årsskrift fra samme år med forsideillustration af mig, et papirklip jeg tydeligvis har lavet hen mod slutningen af gymnasietiden. Tyk og overdrevet hvad-skal-vi-nu-symbolik.

Koppen af birketræ fandt jeg i en anden kasse, måske var det den med de prikkede kopper (som jeg egentlig ikke behøver at gemme mere på?). Måske er det en, der hedder Ove, som har drejet den mug til mig for tredive år siden, det kan jeg ikke helt huske, men jeg har ikke lagt den tilbage i kassen. Den kan da godt stå i outdoor-skabet og være heldig at komme med på tur engang.

Og overskriften? Ja, det var det, den græske matematiker og fysiker Arkimedes skal have udbrudt, da han trådte ned i badekarret og bemærkede, at vandstanden steg svarende til hans fods volumen, og derved opdagede princippet om opdrift. Det betyder ’Fundet!’.

Jeg var klassisksproglig og gik i 3.c.

Og nu ved jeg, hvordan det er gået med Mikkel fra 3.u.

Uendelige lille verden

I aftes sad Morten og rodede med nogle gamle gymnasiepapirer, deriblandt årgangens Blå Bog. Et navn på en af klassens piger sagde mig et eller andet, uden at jeg kunne placere det. Senere i snakken fortalte han, at den pige nu er præst i Xxxxby, og da slog det mig: Det var hende, som døbte Laura.

Vores børn er ikke døbt som spæde, men da Laura var otte år, insisterede hun på ville døbes. Hendes kusiner og fætter var lige blevet bunkedøbt i forbindelse med den ældstes konfirmation, og nogle af vores venner havde adopteret en pige, som blev døbt, da hun kom hertil som treårig, så Laura vidste godt, at man ikke behøver at være et spædbarn i dåbskjole. I lang tid slog vi det hen som en forbipasserende grille, men hun blev ved. “Men jeg tror på Gud!”, påpegede hun, og det var et argument, som var svært at afvise, så vi tog kontakt til vores kirke og fik arrangeret en dåb.

Præsten, som altså har gået i gymnasiet med Morten, var i den periode konstitueret sognepræst i vores sogn under den faste præsts orlov, og hun var en skøn kvinde med god fornemmelse for, hvad vi var for nogen. Hun foreslog, at vi valgte en søndag, hvor der var familiegudstjeneste. Det blev en herlig dag med en sprudlende gudstjeneste i en propfyldt kirke med juniorkonfirmander, som spillede teater, et børnekor og dåb af tre børn, hvoraf to hed Laura, men kun den ene svarede selv. Jeg blev bekræftet i, at barnet ikke gjorde det for vindings skyld, da hun blev dybt forundret over at få gaver ved festen bagefter.

Siden kom hun dog i tvivl om sin tro, da hun gik til præst. Men det er en anden historie.

I aftes var vi helt opfyldt af verdens forunderlighed, og Morten skrev en mail til sin gamle klassekammerat og fortalte om det sjove sammentræf. Hun svarede blandt andet:

Husker faktisk godt en pige på 8 år, der blev døbt. Fortæller nogen gange om hende til mine konfirmander, som lige tror, at man kun kan døbes som spæd eller som konfirmand og så er den ikke længere….

Vi har sat spor i historien.

Her er invitationen, som Laura lavede dengang. Det lignede meget godt præsten. Den lyserøde må være mig, den grønne med fregner er dåbsbarnet selv, og den, der ligner Benny fra Olsen-Banden, er barnets far. I virkeligheden var vi lidt mere afdæmpet klædt.

IMG_4476_just

Blå Bog var fra 1984, og Morten konstaterede med et forklaret udtryk i ansigtet, at “så har vi 25 års jubilæum næste år”. Han var sproglig.