Jeg er lige blevet færdig med Ane Riels nyeste roman Urværk, og dette er min varmeste anbefaling.
Den handler om Alma, der er gammel og døv og bor alene. Virkelighed og erindringer flyder sammen for hende, mens hun kigger ud af vinduerne, og tiden går, samtidig med at den er gået i stå. Tid – og ure – er i det hele taget en væsentlig faktor i fortællingen. Hukommelsen svigter, hørelsen er væk, og i en tiltagende demens har hun udviklet en snigende, absurd logik, som hvirvler hendes tanker rundt og blander det, der sker, sammen med det, der skete engang, og det der måske er sket.
De af Ane Riels tidligere bøger, jeg har læst, er grumme og hjerteskærende, det er denne også, men på en anden og mere stille måde. Et gammelt menneske i forfald og frit fald på kanten af livet. Flere gange under læsningen har jeg tænkt på den mærkelige, bagvendte logik, der farvede min mors sind i de sidste måneder af hendes liv. Det var ofte svært at følge med i og forstå de besynderlige konklusioner, hun nåede frem til, om alt muligt i fortid, nutid og fremtid.
Urværk er virkelig velskrevet og stærkt tankevækkende. Fin og smuk også. Jeg synes, I skal læse den.
