Sommetider er det de enkleste tankesæt, der giver den allerstørste tilfredsstillelse. Det handler det her om.

Jeg har ladet nogle hengemte og i lange perioder glemte smykker få nyt liv ved at iscenesætte deres bestanddele på en anden måde, og det er faktisk kommet bag på mig, hvor glad den simple proces har gjort mig.

Fortællingen bag lyder sådan her. Gennem firserne var min daværende kæreste turleder i Grønland et par måneder hver sommer, fortrinsvis i Sydgrønland, hvor jeg også selv var med på en vandretur fra Narsarsuaq til Narsaq i 1986. Stor oplevelse, i øvrigt. Senere havde han også enkelte ture i Diskobugten. Jeg kan ikke huske, hvornår han havde nuummit-ørestikkerne med hjem til mig, blot at det havde han. Det må have været i slutningen af firserne eller lige omkring 1990.

Bjergarten nuummit var blevet fundet i Nuuk-området i 1982. Den er sortbrun, og i naturen adskiller den sig ikke fra andre mørke bjergarter. Det særlige ved stenen er, at de farvede reflekser først fremkommer ved polering, og i årene efter fundet blev der etableret slibeværksted med guldsmed og stenslibere i Nuuk. Fortællingen var allerede dengang, jeg fik ørestikkerne, at det var en helt ny smykkesten, man var begyndt at bruge.

Imidlertid var ørestikkerne indfattet, som man gjorde det dengang, i nikkelholdigt sølv. På samme tid var man ellers begyndt at bruge det, der blev omtalt som ’hospitalsstål’, til smykker, for det havde vist sig, at rigtig mange af de billige smykker, vi havde råd til at købe, indeholdt nikkel, som fik vores ører, halse, fingre og håndled til at klø. Derfor var vi begyndt at interessere os for alternativer, og her var kirurgisk hospitalsstål det nye sort.

Den trend havde ikke ramt værkstedet i Grønland, og det betød, at jeg havde svært ved at bruge de flotte øresmykker, jeg var blevet så glad for. Jeg tog dem kun på, når jeg skulle være rigtig fin, og efter et par timer med dem havde jeg røde ører.

Og så har de ligget i skabet i over tredive år.

Sidste efterår var jeg i København, hvor jeg så udstillingen Dinosaurernes konge på Statens Naturhistoriske Museum. En flot udstilling – formidlet på 2021-måden. På museets førstesal er der en mineralsamling. Den er formidlet, som man gjorde for halvtreds år siden, med uendelige rækker af montreborde med glaslåg ud fra devisen “okay, vi har 43 eksemplarer af dette mineral – her er de!”. Jeg siger ikke, at det er en kedelig udstilling (jo, det siger jeg), for materialet er sådan set interessant nok, det er bare formidlingen, der kunne trænge til en opdatering.

Nok om det. Jeg var der længe nok til at komme i tanker om mine hengemte nuummitter og blive enig med mig selv om, at det var synd og skam, at de bare lå og lå. At de også trængte til en ny formidling.

Så for at gøre en allerede lang historie kun lidt længere tog jeg ørestikkerne ind til min guldsmed og spurgte “Hvad kan vi?”. Hun tegnede en ring, hvor de to sten skulle sættes ned i sølvskåle omgivet af sølvkugler i tre forskellige størrelser, og hvor selve ringen blev tykkere nedad som kontrast til dekorationens tyngde. Det design kunne jeg aldrig selv have udtænkt. Helle Norup er dygtig! Jeg betænkte mig ikke et øjeblik, sagde bare “Sæt i gang – og sig, hvornår jeg kan hente den”.

Så her er den. Min fantastiske ring, som ingen andre har magen til, som har hele sin historie med, som passer lige ind i tidens opfordring til at bruge det man har i stedet for at anskaffe nyt, som rummer personlige minder. Som er så smuk.

Og som gør mig så glad og tilfreds, når jeg tager den på.