Det er blevet in at strikke, og det er populært at mødes med andre om det. Den gryde er jeg også faldet i. Jeg fik behov for at finde nye fællesskaber, mødes med mennesker, have noget at forlade mit hjem for, noget at ’gå til’. Og jeg hørte om en lokal strikkecafé.
På det tidspunkt strikkede jeg ikke engang, så det var faktisk dét, der fik mig i gang med strikning igen. Noget skulle jeg jo have med første gang, så jeg startede med at grave i min garnbeholdning og strikkede et par usædvanligt grimme sokker. Efterfølgende har jeg mest strikket pæne ting.
Under alle omstændigheder er strikkecaféen blevet en hyggelig tradition. Et uforpligtende samvær med mennesker, jeg ellers aldrig ville have mødt. En lokal café åbner dørene en aften om ugen, og så kan man bare komme og sætte sig. Det er vist i øvrigt blevet omdøbt til krea-café, for man må selvfølgelig nørkle med hvad som helst. Men jeg og dem, jeg efterhånden fast sætter mig sammen med, strikker eller hækler eller broderer. Jeg kendte dem ikke i forvejen, vi ses kun dér, men snakken kommer ret vidt omkring i løbet af det par timer, det varer.
Sidst snakkede vi om, hvor svært det mon er at strikke efter en engelsk opskrift, hvad ret og vrang egentlig hedder på engelsk (knit og pull), hvem der kan lide Anthon Bergs spiritusfyldte chokoladeflasker, om man skal læse hele strikkeopskriften igennem før man går i gang med et projekt eller bare gå i gang, hvor meget af influencernes virkelige liv man ser på de sociale medier, om et broderet bogmærke dronningen har designet, om håndbold, om vaccinations- og teststrategier, om vores børn, sommerhuse, om fælles bekendte det viser sig at vi har, om at falde i søvn på sofaen sidst på eftermiddagen og meget andet, jeg har glemt igen.
