Jeg skal snart flytte. Om tre uger er jeg flyttet. Men først skal jeg lige have pakket.

Morten og jeg samler vores husstande. Vi presser 100 og 160 kvadratmeter sammen på 150. Det siger sig selv, at vi ikke kan have alt, hvad vi tilsammen ejer, i den nye lejlighed.

Da vi i januar skrev under på leje af en fed lejlighed til overtagelse 1. august, syntes vi, det var godt med så god tid til at få ryddet ud i vores ting og skille os af med det overflødige. Nu, et halvt år senere, er det imidlertid lykkedes os begge to at have gjort absolut ingenting. Vi har heller ikke rigtigt fået bestemt i detaljer, hvilke møbler og andet dobbeltindbo vi skal bo med, og hvad der skal ud, enten for good eller i depot. Jo, vi ved, hvilken dobbeltseng og hvilken sofa, der skal overleve, men det er sådan set også så langt, som vi er kommet.

Vi tænker nok egentlig begge to, at vi finder ud af det, når vi står med det. Så jeg ser for mig, at den ene står i det nye køkken med fem røde og orange Margretheskåle, og den anden står med tre lilla og grønne ditto, og så bestemmer vi, hvor mange vi har brug for at stable i skabet. Eller også har vi bare brug for alle otte. Bagefter gør vi den samme øvelse med vores fem ostehøvle. Og to elkogere. To køkkenmaskiner (Ballerup forever, siger jeg bare), elleve gryder og syv stegepander, ni skærebrætter, to wok’er, to foodprocessorer og to håndmixere. To støvsugere, et hav af vinglas og tre spiseborde. Nu jeg tænker over det, virker det egentlig som noget, der godt kan tage ret lang tid… For bagefter skal der jo ske noget med alt det, som bliver overflødigt. Pakkes ned, gives videre eller smides ud.

Nå, men mon ikke det løser sig.

Da jeg flyttede ind, hvor jeg bor nu, havde jeg firs flyttekasser, møblerne og det løse. Og det skal så ud igen. Mine venner, som hjalp med at flytte sidst, mener ikke, at jeg har brug for så meget. De har formodentlig ret, men jeg kan jo ikke bare lade det tilbage. Flyttes skal det jo under alle omstændigheder. Heldigvis har jeg gode og stærke venner, og den nye lejlighed har mange, mange skabe.

Min kæreste er også rummelig. Og det er heldigt, for jeg er den, vi kender – som alle kender, faktisk –, som er allerdårligst til at smide ud. Dødvægt, kalder nogen det måske. Jeg kalder det ting med historie.

Morten har været bedre til at trimme sin beholdning undervejs. Han er ved at pakke ned i denne uge og kan nok have sin tilværelse i tredive-fyrre kasser plus møblerne og det løse.

Nå, men om nogle uger har det hele løst sig, og vi er kommet på plads. Tre uger. Fire. Eller fem. September. Inden jul, i hvert fald.

En af de utallige ejendele, der skal være både husrum og hjerterum til, er det kuglespil, som min oldefar lavede til sine børnebørn, og som jeg legede med som barn, og som mine børn har leget med, når de var på besøg hos mormor og morfar. Håndlavet, med blykugler og hundredvis af små søm, perfekte halvkugleformede fordybninger og sirligt blyantskrevne pointtal. Det er jo et klenodie…!kuglespil