31. januar 2016 | den store bunke |
Hvor var det godt, vi lod oldefars kuglespil gå på besøg hos mors ældreaktivitetskammerat Hans Åge. Det var næsten gårsdagens bedste halve time. Læs her, hvorfor det overhovedet var sat i værk.
Jeg fyldte bilen med søn, mor, rollator og kuglespil og kørte ad små, snirklede veje. Hans Åges kone lukkede op, da vi ringede på, og inde i stuen sad han selv. Fysisk lidt hæmmet og halvsidigt lammet efter en blodprop for nogle år siden, men det grundgladeste menneske, jeg længe har mødt. Han var SÅ glad og taknemmelig over, at vi var kommet og havde det meget omtalte kuglespil med. Det var ikke helt som det, han havde spillet på i et sommerhus ved Kerteminde som 14-årig; det havde været noget med en fjeder og lød lidt mere som en forløber for flippermaskinerne. Fruen i huset havde også kendt til et kuglespil som barn, men det havde været et med stof på.
Imidlertid kendte begejstringen næsten ingen grænser. Hans Åge var gammel tømrer og nærstuderede sagligt oldefars (eller oldefars snedkers) arbejde. Det var i orden, lod det til. Og så spillede han. Den ene blykugle efter den anden sendte han af sted med sin krogede finger – han havde besvær med at håndtere den medfølgende træstøder – og jublede, når kuglerne gik i et hul og gav gevinst, og råbte op i skuffelse, når de endte nede i bunden. Han kunne være blevet ved længe. Lige én kugle mere, og én til – og endnu én … Vi kender det jo godt.
Samtidig skulle der snakkes. Konen og mor havde ikke hilst på hinanden før, og der var nysgerrig interesse begge veje. Hvem, hvad, hvornår, hvor længe. Og mor og Hans Åge skulle lige vende deres fælles onsdage i ældrecenteret. Det var tydeligt, at de to er nogle af de friske hoveder, der følger med i alting og interesserer sig for det. Tydeligt at de er en slags åndsfæller, og ikke mindst, at de kan lide hinanden. Som Lasse sagde til mig bagefter, var det sjovt at se, hvordan mormor livede op ved at være ude blandt andre og viste en anden social side af sig selv. Vi er ikke vant til at se hende i andre sammenhænge end familiekredsen.
Jeg ville så gerne have taget billeder af de tre gamle og af Hans Åge, der begejstret sendte kugler af sted, men jeg kunne ikke rigtigt komme af sted med det uden at spolere øjeblikket en lille smule, så jeg nøjedes med at lægge et mentalt bogmærke og huske billedet.
29. januar 2016 | den store bunke |
Min mor på 89 går til aktivitet om onsdagen. Der kører taxaer rundt og samler de gamle sammen og sætter dem af til nogle timers samvær i kommunens ældreaktivitetscenter. Hver dag samles de ind, men min mor nøjes med en enkelt dag om ugen. Det er en lige tilpas aktivitetskvote for hende. Hun kommer ud og får et skud andre indtryk end Familie Journalens krydsogtværser og rejsen ud til postkassen efter den daglige avis, og de andre dage i ugen kan hun nyde roen og trummerummen derhjemme.
Mor er et menneske, som snakker meget, og med årene er munden begyndt at løbe hurtigere og hurtigere, i takt med at resten af hende er blevet langsommere. Tit kan ikke engang hendes hjerne følge med til det tempo, ordene kommer ud i. Men det betyder, at hun er god til at komme i snak med alle onsdagsmenneskene. Nogle kender hun fra gamle dage og genser dem nu i aktivitetscenteret, andre er nye bekendtskaber, men som regel kan de finde fælles bekendte. Sådan er det, når man har boet på den samme egn i mere end en menneskealder. Samværet og snakken og den fælles fortid er berigende for alle. I hvert fald for mor.
Nogle af dem følges hun med i taxaen til og fra, fordi de bliver samlet op i samme by. Forleden fortalte hun om Hans Åge, som også er med om onsdagen. Af en eller anden grund var snakken for et stykke tid siden faldet på en særlig type hjemmelavet trækuglespil, som Hans Åge engang havde spillet, og mor havde fortalt, at hun havde haft sådan et, som hendes morfar havde snedkereret. Det ville Hans Åge godt nok gerne se, men hun måtte fortælle, at hun faktisk ikke vidste, hvem af hendes børn, der havde det nu.
For nogle dage siden havde Hans Åge igen nævnt kuglespillet, og da jeg bagefter talte med hende i telefonen, spurgte hun mig, hvem af os har det. Og det har jeg. Jeg skrev om det her. Men kunne jeg så ikke tage nogle billeder af det og sende hende print, som hun kunne vise Hans Åge en eller anden onsdag, spurgte hun. For ligefrem at få selve spillet tilbage og tage det med i taxaen og få det fragtet tilbage til mig efterfølgende … det virkede alligevel både skørt og uoverkommeligt.
Mens vi talte, googlede jeg mig frem til mandens adresse og telefonnummer – ud fra mors væverier om, hvad han måske kunne hedde til efternavn, og hvilke veje de kørte ad, når taxaen hentede ham –, og jeg foreslog, at jeg tog spillet med næste gang, jeg besøgte hende, og så kunne vi måske bruge en halv time på at køre om og vise det til ham. Hvis hun syntes.
Dét syntes hun i hvert fald. Endda så meget, at hun stort set var parat til at ringe til ham med det samme og fortælle om planen. Det fik jeg vistnok talt hende fra. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvornår det kunne blive. Men jeg mærkede, at mit forslag vakte begejstring på flere planer: Dels ville hun ærligt gerne imødekomme mandens ønske om at genopfriske gode ungdomsminder, dels er hun ægte stolt af spillet og vil gerne vise det frem.
Og heldigvis behøver den gode ide ikke at vente ret længe på at blive ført ud i livet. I morgen kan hun ringe. For i morgen kommer Lasse og jeg på besøg. Med kuglespil i bagagerummet. Lad os håbe, at Hans Åge er hjemme og vil modtage gæster til legetøjsfremvisning, så alle kan få fred i sindet.
Meget mærkelig mission.
15. juli 2014 | den store bunke |
Jeg skal snart flytte. Om tre uger er jeg flyttet. Men først skal jeg lige have pakket.
Morten og jeg samler vores husstande. Vi presser 100 og 160 kvadratmeter sammen på 150. Det siger sig selv, at vi ikke kan have alt, hvad vi tilsammen ejer, i den nye lejlighed.
Da vi i januar skrev under på leje af en fed lejlighed til overtagelse 1. august, syntes vi, det var godt med så god tid til at få ryddet ud i vores ting og skille os af med det overflødige. Nu, et halvt år senere, er det imidlertid lykkedes os begge to at have gjort absolut ingenting. Vi har heller ikke rigtigt fået bestemt i detaljer, hvilke møbler og andet dobbeltindbo vi skal bo med, og hvad der skal ud, enten for good eller i depot. Jo, vi ved, hvilken dobbeltseng og hvilken sofa, der skal overleve, men det er sådan set også så langt, som vi er kommet.
Vi tænker nok egentlig begge to, at vi finder ud af det, når vi står med det. Så jeg ser for mig, at den ene står i det nye køkken med fem røde og orange Margretheskåle, og den anden står med tre lilla og grønne ditto, og så bestemmer vi, hvor mange vi har brug for at stable i skabet. Eller også har vi bare brug for alle otte. Bagefter gør vi den samme øvelse med vores fem ostehøvle. Og to elkogere. To køkkenmaskiner (Ballerup forever, siger jeg bare), elleve gryder og syv stegepander, ni skærebrætter, to wok’er, to foodprocessorer og to håndmixere. To støvsugere, et hav af vinglas og tre spiseborde. Nu jeg tænker over det, virker det egentlig som noget, der godt kan tage ret lang tid… For bagefter skal der jo ske noget med alt det, som bliver overflødigt. Pakkes ned, gives videre eller smides ud.
Nå, men mon ikke det løser sig.
Da jeg flyttede ind, hvor jeg bor nu, havde jeg firs flyttekasser, møblerne og det løse. Og det skal så ud igen. Mine venner, som hjalp med at flytte sidst, mener ikke, at jeg har brug for så meget. De har formodentlig ret, men jeg kan jo ikke bare lade det tilbage. Flyttes skal det jo under alle omstændigheder. Heldigvis har jeg gode og stærke venner, og den nye lejlighed har mange, mange skabe.
Min kæreste er også rummelig. Og det er heldigt, for jeg er den, vi kender – som alle kender, faktisk –, som er allerdårligst til at smide ud. Dødvægt, kalder nogen det måske. Jeg kalder det ting med historie.
Morten har været bedre til at trimme sin beholdning undervejs. Han er ved at pakke ned i denne uge og kan nok have sin tilværelse i tredive-fyrre kasser plus møblerne og det løse.
Nå, men om nogle uger har det hele løst sig, og vi er kommet på plads. Tre uger. Fire. Eller fem. September. Inden jul, i hvert fald.
En af de utallige ejendele, der skal være både husrum og hjerterum til, er det kuglespil, som min oldefar lavede til sine børnebørn, og som jeg legede med som barn, og som mine børn har leget med, når de var på besøg hos mormor og morfar. Håndlavet, med blykugler og hundredvis af små søm, perfekte halvkugleformede fordybninger og sirligt blyantskrevne pointtal. Det er jo et klenodie…!
