Kugleskørt

kuglespil

Min mor på 89 går til aktivitet om onsdagen. Der kører taxaer rundt og samler de gamle sammen og sætter dem af til nogle timers samvær i kommunens ældreaktivitetscenter. Hver dag samles de ind, men min mor nøjes med en enkelt dag om ugen. Det er en lige tilpas aktivitetskvote for hende. Hun kommer ud og får et skud andre indtryk end Familie Journalens krydsogtværser og rejsen ud til postkassen efter den daglige avis, og de andre dage i ugen kan hun nyde roen og trummerummen derhjemme.

Mor er et menneske, som snakker meget, og med årene er munden begyndt at løbe hurtigere og hurtigere, i takt med at resten af hende er blevet langsommere. Tit kan ikke engang hendes hjerne følge med til det tempo, ordene kommer ud i. Men det betyder, at hun er god til at komme i snak med alle onsdagsmenneskene. Nogle kender hun fra gamle dage og genser dem nu i aktivitetscenteret, andre er nye bekendtskaber, men som regel kan de finde fælles bekendte. Sådan er det, når man har boet på den samme egn i mere end en menneskealder. Samværet og snakken og den fælles fortid er berigende for alle. I hvert fald for mor.

Nogle af dem følges hun med i taxaen til og fra, fordi de bliver samlet op i samme by. Forleden fortalte hun om Hans Åge, som også er med om onsdagen. Af en eller anden grund var snakken for et stykke tid siden faldet på en særlig type hjemmelavet trækuglespil, som Hans Åge engang havde spillet, og mor havde fortalt, at hun havde haft sådan et, som hendes morfar havde snedkereret. Det ville Hans Åge godt nok gerne se, men hun måtte fortælle, at hun faktisk ikke vidste, hvem af hendes børn, der havde det nu.

For nogle dage siden havde Hans Åge igen nævnt kuglespillet, og da jeg bagefter talte med hende i telefonen, spurgte hun mig, hvem af os har det. Og det har jeg. Jeg skrev om det her. Men kunne jeg så ikke tage nogle billeder af det og sende hende print, som hun kunne vise Hans Åge en eller anden onsdag, spurgte hun. For ligefrem at få selve spillet tilbage og tage det med i taxaen og få det fragtet tilbage til mig efterfølgende … det virkede alligevel både skørt og uoverkommeligt.

Mens vi talte, googlede jeg mig frem til mandens adresse og telefonnummer – ud fra mors væverier om, hvad han måske kunne hedde til efternavn, og hvilke veje de kørte ad, når taxaen hentede ham –, og jeg foreslog, at jeg tog spillet med næste gang, jeg besøgte hende, og så kunne vi måske bruge en halv time på at køre om og vise det til ham. Hvis hun syntes.

Dét syntes hun i hvert fald. Endda så meget, at hun stort set var parat til at ringe til ham med det samme og fortælle om planen. Det fik jeg vistnok talt hende fra. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvornår det kunne blive. Men jeg mærkede, at mit forslag vakte begejstring på flere planer: Dels ville hun ærligt gerne imødekomme mandens ønske om at genopfriske gode ungdomsminder, dels er hun ægte stolt af spillet og vil gerne vise det frem.

Og heldigvis behøver den gode ide ikke at vente ret længe på at blive ført ud i livet. I morgen kan hun ringe. For i morgen kommer Lasse og jeg på besøg. Med kuglespil i bagagerummet. Lad os håbe, at Hans Åge er hjemme og vil modtage gæster til legetøjsfremvisning, så alle kan få fred i sindet.

Meget mærkelig mission.

kuglespil