Vælg en side

Jul på Vesterbo #2

2. december 2017 | den store bunke | 2 Kommentarer

De gik godt. De var endda også hyggelige, de små fire timers julefest på plejehjemmet i eftermiddag.

Vi var vel omkring halvtreds, og mor og jeg havde overhovedet ikke behøvet at komme i så god tid for at få nogle ordentlige pladser, for der var lavet bordplan. Men så udnyttede vi tiden til en rundvisning, blandt andet i Sårklinikken, hvor jeg fik udpeget de undersøgelsesrum, min mor har fået behandling i, og Træningscenteret, hvor hun har gået og gået og gået, da hun genoptrænede efter et lårbensbrud for nogle år siden. Og så var det tid at vende tilbage til Caféen.

De gamle udgjorde en tredjedel af de forsamlede, og resten var fordelt på personale og gråhårede børn ligesom mig. Musikken var placeret i hjørnet, Carl på harmonika og Henning på elguitar, og til at styre de mange, mange sange og salmer, vi sang fra Det Store Sanghæfte, blev hver gang den samme udpeget – “Synger du for, Carl Martin?!”

Det var faktisk meget godt at få trænet julesangstemmen lidt inden juleaften. Jeg sad og kom i tanker om, hvor dirrende og anstrengt min stemme plejer at være, når vi når til den sidste og meget hurtige sang rundt om træet. I år kræver familietraditionen, at vi synger 13 sange – en for hvert hjerte i den kærlige krans – så det er bare med at have luft nok i sangstemmen.

Ind i mellem alt det syngeri blev der serveret ribbensteg med det hele og risalamande med det hele. Nogle skulle nødes, og nogle skulle endelig ikke have skålene stående foran sig, “for så ta’r han selv!!”, og jeg kunne se på den pågældendes omfang, at han har haft alt for let adgang til skålene tidligere i sit liv.

Et par stykker sad og fik en lille lur undervejs og havde nok ikke så meget ud af festlighederne, andre nød at få snakket med de omkringsiddende, og generelt var der god stemning. Min mor er den snakkende type og havde snart en samtale i gang med Åses dreng (på omkring halvtreds), der sad ved siden af, om heste og ridestævner på Vilhelmsborg. Ikke at hun nogensinde har interesseret sig for heste, men det gjorde min far, og så ved man jo et og andet, der kan holde en samtale i gang. Det var i hvert fald rart at se.

Henne omkring kaffen og småkagerne trængte flere af beboerne til at komme hjem og stirre huller i luften, og kørestolene begyndte lige så stille at trille af sted med gråhårede børn omkring. Og da ingen kunne drikke mere kaffe, og ingen måtte få mere Baileys, spillede Carl og Henning Nissernes vagtparade, og vi sluttede af med at synge Dejlig er den himmelblå (med det sidste både skrevet i ét ord i Det Store Sanghæfte og udtalt i ét ord, da sangen blev valgt!), og så brød alle op.

Vi evaluerede kort hjemme hos mor, inden jeg kørte hjem, og var enige om, at det var en god eftermiddag,

Kugleglad

31. januar 2016 | den store bunke | 0 Kommentarer

Hvor var det godt, vi lod oldefars kuglespil gå på besøg hos mors ældreaktivitetskammerat Hans Åge. Det var næsten gårsdagens bedste halve time. Læs her, hvorfor det overhovedet var sat i værk.

Jeg fyldte bilen med søn, mor, rollator og kuglespil og kørte ad små, snirklede veje. Hans Åges kone lukkede op, da vi ringede på, og inde i stuen sad han selv. Fysisk lidt hæmmet og halvsidigt lammet efter en blodprop for nogle år siden, men det grundgladeste menneske, jeg længe har mødt. Han var SÅ glad og taknemmelig over, at vi var kommet og havde det meget omtalte kuglespil med. Det var ikke helt som det, han havde spillet på i et sommerhus ved Kerteminde som 14-årig; det havde været noget med en fjeder og lød lidt mere som en forløber for flippermaskinerne. Fruen i huset havde også kendt til et kuglespil som barn, men det havde været et med stof på.

Imidlertid kendte begejstringen næsten ingen grænser. Hans Åge var gammel tømrer og nærstuderede sagligt oldefars (eller oldefars snedkers) arbejde. Det var i orden, lod det til. Og så spillede han. Den ene blykugle efter den anden sendte han af sted med sin krogede finger – han havde besvær med at håndtere den medfølgende træstøder – og jublede, når kuglerne gik i et hul og gav gevinst, og råbte op i skuffelse, når de endte nede i bunden. Han kunne være blevet ved længe. Lige én kugle mere, og én til – og endnu én … Vi kender det jo godt.

Samtidig skulle der snakkes. Konen og mor havde ikke hilst på hinanden før, og der var nysgerrig interesse begge veje. Hvem, hvad, hvornår, hvor længe. Og mor og Hans Åge skulle lige vende deres fælles onsdage i ældrecenteret. Det var tydeligt, at de to er nogle af de friske hoveder, der følger med i alting og interesserer sig for det. Tydeligt at de er en slags åndsfæller, og ikke mindst, at de kan lide hinanden. Som Lasse sagde til mig bagefter, var det sjovt at se, hvordan mormor livede op ved at være ude blandt andre og viste en anden social side af sig selv. Vi er ikke vant til at se hende i andre sammenhænge end familiekredsen.

Jeg ville så gerne have taget billeder af de tre gamle og af Hans Åge, der begejstret sendte kugler af sted, men jeg kunne ikke rigtigt komme af sted med det uden at spolere øjeblikket en lille smule, så jeg nøjedes med at lægge et mentalt bogmærke og huske billedet.

kuglespil_opfolg