10. februar 2020 | Da jeg var barn, den store bunke |
For nyligt dukkede et lille sorthvidt foto op, som havde ligget i min brors papirer. Det er et af de meget få billeder af mig som helt lille – barn nummer tre i flokken bragte åbenbart så meget ståhej med sig, at der ikke også kunne blive tid til at fotografere.
Nu har vi ryddet yderligere op, og jeg fandt endnu et foto, nu i farver. Motivet var dog ikke nyt for mig. Det stammer fra den eneste gang, jeg i min barndom var med hos en professionel fotograf, og der fandtes dels nogle små farvefotos som dette, som sikkert er blevet delt ud til bedsteforældre, gudforældre og andre muligvis interesserede, dels enkelte forstørrelser i sorthvid.
Jeg har selv arvet det lille farvefoto fra serien, som mor gik med i sin pung i årevis, hvorfor det både er slidt i hjørnerne og krakeleret i overfladen. Og så har jeg haft det hængende i en lille ramme på væggen i nogle år, hvilket har falmet farverne til ukendelighed. Det var kvaliteten åbenbart ikke beregnet til.
Derfor var det faktisk helt dejligt at se det igen med friske farver og friske øjne. Man kan diskutere, hvorvidt vi er fanget i vores bedste øjeblik. Muligvis er det min skyld. Under alle omstændigheder har fotografen noteret på bagsiden, at Dette billede egner sig fortrinlig til forstørrelse. Det blev nu ikke den variant, man valgte.
Historien er – har jeg fået fortalt, jeg er selvfølgelig for lille til at kunne huske noget – at jeg var nærmest umulig at få til at blive siddende på bænken. Fotograferingen har nok været lagt i god tid til at kunne give fotografierne i julegave, så jeg har vel været godt et år gammel, 16 måneder måske. Jeg ville hen og undersøge kameraet, har mor fortalt. Derfor har den ældste på otte fået besked på at lægge den ene arm rundt om den lille og holde godt fast, og samtidig klemme den femårige bror fast med den anden – og i øvrigt smile til fotografen. At dømme efter retningen, vores blikke går i, har der også været en assistent, der har forsøgt at aflede opmærksomheden og berolige os.
Helt naturligt og afslappet blev det ikke. Men vi er i hvert fald nyfriserede og har vores fine, strikkede tøj på med butterfly og krave.
26. januar 2016 | den store bunke |
Jeg har fortalt om dengang jeg poserede som fotomodel til min egen fødselsdagsinvitation, her, og om dengang jeg var croquismodel, her.
Men det er skam ikke de eneste højdepunkter i min modelkarriere. Der er mere. Se bare her.
Engang manglede det lokale dagblad nye gravid-arkivfotos til at drysse som illustration til artikler om børnetal, fødselsstatistikker, forældreskab og den slags stof. Jeg var gravid, barnets far var redaktionssekretær på avisen, og derfor blev det mig og min mave, der stillede op til fotoshoot. Det var tre måneder før fødselsterminen, og maven var egentlig slet ikke stor nok til at virke overbevisende højgravid. Jeg måtte gøre mig umage med at strutte ekstra med den, husker jeg. Hvad jeg ikke har gjort mig umage med er mærkerne fra strømpebukserne. Tydelig ribstrik dér på maveskindet. Der kunne fotoafdelingen godt være trådt i karakter med noget billedbehandling, synes jeg.
Jeg har gemt en af de gamle aviser. Den dag i januar for nitten år siden havde avisen et tema om “Generation planlægning”, og jeg optræder både i forsidehenvisningen og inde i bladet. En af artiklerne handler endda om mig og min lille – voksende – familie. Det havde jeg fuldstændig glemt. At jeg lige der ikke bare var et foto fra arkivet.
Måske ligger jeg stadig i avisens fotoarkiv, men det er meget længe siden, at jeg har illustreret noget som helst om gravide, og det kan jeg godt forstå. Det er en forfærdelig grim og meget uddateret buks, jeg har ladet mig forevige i.
Og tiden er godt og vel forpasset til at byde mig til for nye fotos til arkivet.
13. januar 2015 | den store bunke |
Det handler slet ikke om P-pladser, men om himle. Himler? Himle. I det omfang, man insisterer på at sætte dem i flertal.
Med 15.000 km tilbagelagt på fortrinsvis midtjyske veje på et halvt år har jeg set en og anden himmel. Flotte himle. Mørke himle. Lyse. Morgenhimle. Solopgange, solnedgange, skyformationer, stråleglans, disede dramatiske fronter. Gråvejr og blåvejr og bygevejr. De er ubeskriveligt afvekslende, og jeg har mine favoritsteder med de fineste himmelkig undervejs. Det er jo ikke noget, man som sådan må tage billeder af. Eller. Det må man jo godt. Men man kører jo bil. Og med hænderne ti-i-to på rattet er det svært at fotografere. Og under ingen omstændigheder skal man fremvise fotos, som man alligevel er kommet af sted med at få taget. Eller. Nej. … HVIS man er kommet af sted med at tage et. Nogen kunne jo tro, at man fotograferer under kørslen med sig selv bag rattet. Næ næ. Så som regel fæstnes himlene bare på nethinden.
I dag fangede himlen over Låsby mit blik. Åh og ih og næh, tænkte jeg, mens jeg kørte, og da jeg nåede et sted, hvor jeg kunne holde ind og fedte med mit mobilkamera, havde skoven fået overtaget og dækkede for herligheden. Men det er jo også bare natur, og den kan man ikke fastholde i flade pixels, sagde jeg til mig selv og fortsatte.
Men det blev VED med at være pænt, og lige da jeg igen havde tænkt Neeiiij, materialiserede et blåt P-skilt sig, så jeg svingede Aygoen ind, rullede vinduet ned og blev strintet på af forbipasserende biler, mens jeg fedtede med pixels.
Fint, ikk’?
