Det er en sær dag. Jeg har gået mange skridt og er ikke rigtigt kommet nogen vegne. Jeg har været i afventeposition hele dagen. Jeg venter på en netværkstekniker, som med udbyderens vanlige sans for præcision har meldt sin ankomst mellem klokken 8 og 16. Klokken er nu 15.44, og han skulle angiveligt være her inden for ti minutter, men det vidste jeg først for fem minutter siden. Derfor har jeg holdt mig hjemme hele dagen. Vejret er strålende udenfor, og jeg kunne sådan set bare have sat mig ud på terrassen i tæpper og tilstrækkeligt tøj.
Men så er det også blevet den der helt forkerte dag i Bruxelles, og jeg har haft fjernsynet tændt det meste af dagen med reportager og udtalelser fra katastrofestederne i en lind strøm ledsaget af sympatitilkendegivelser fra alverden. Og jeg kan ikke rigtigt samle mig om noget som helst af det, jeg havde tænkt at bruge indedagen til, udover at rode med vasketøj og overveje, hvilke afgrøder jeg skal have i haven i år, og hvilke frø jeg derfor skal have købt ind.
Vores trådløse netværk var forsvundet, da vi stod op i går, og i øjeblikket er vi på tålt ophold hos optikeren i stueetagen, hvis netværk vi bedst fanger i døråbningen mellem stuen og køkkenet. Det er sådan set en tålelig løsning, men helt godt er det ikke.
Kom nu, tekniker!
Jeg har vasket i bund, jeg har bestemt hvad der skal gro i haven, jeg vil godt snart videre.
…
Hep, nu ringede han på. Der er håb for netværket.
