19. marts 2017 | den store bunke |

Jeg havde egentlig fundet på, at jeg ville pakke termokaffe i en rygsæk og mig selv i varmt, uldent tøj og tage ud i kolonihaven og grave have.
Denne tid er lidt et ventelimbo, inden april eksploderer med nedpakning, flytning, indretning, nyt job, fødselsdage og konfirmation. Og med alt det in mente bliver der ikke megen tid til at starte årets avl i kolonihaven. Jeg regner med at trække en enkelt dag eller to ud af programmet og kaste frø og kartofler i jorden.
Derfor forekom sådan en søndag med min hakke, min skovl og min spade både forudseende og dulmende min latente havepanik.
Men jeg sov til klokken 11 (elleve!!), og da jeg havde hængt længe over morgen(?)kaffe, avis og køkkensnak og var klar til de lange uldne, begyndte det at regne skomagerdrenge. Det kunne jeg muligvis have forberedt mig på ved at tjekke vejrudsigten, men så klog er jeg ikke altid.
Jeg har i stedet noteret mig vejrskiftet og foretaget baneskift. Det bliver en søndag med mindre redskaber i hænderne. Vaskemaskinesæbeskuffe og tørrestativ, støvsugermundstykke og vandkande, røremaskine og dejskraber.
Kald mig bare forandringsparat.
17. marts 2017 | den store bunke |
Nå.
I morges kringlede jeg mig muligvis en fartbøde. Igen. Jeg er ellers så omhyggelig med at holde mig inden for fartgrænserne på landevejene. Der er jeg faktisk en mønsterbilist, men jeg er herredårlig til bykørsel. De der 50 kilometer i timen. Det er dem, der får mig i fælden. Jeg er nemlig så nok muligvis lidt mere generøs med højre fod. Det røde blink i morges var placeret ganske kort før 60 km-tavlen. Måske kørte jeg også mere. Lidt. Det gjorde jeg nok. Måske kan der godt blive tale om det der med mere end tredive procent for hurtigt. Det kan godt blive en af de lidt større udskrivninger denne gang. Og saksen-som-ikke-må-nævnes.
Netop i dag får jeg så sponsorerede indlæg i mit Facebook-feed om et eller andet, jeg bør installere i min bil, og med den fængende indledning Træt af fartbøder?
Hvem har lækket? Jeg har ikke googlet noget og kun nævnt det to gange i dag, fordi alle ved, at man godt kan tie noget ihjel.
Jeg har altså ikke engang fået den digitale rudekuvert fra Rigspolitiet endnu, og helt ærligt: Jeg synes godt, at politimesteren kunne have sagt det til mig selv, så vi lige kunne aftale et beløb, før han begynder at sladre med hele internettet om det…!
12. marts 2017 | den store bunke |

Hvor dumt er det lige? At vende sig om og glemme alt, hvad der skete før dét?
“Jeg går i seng”, sagde Morten. “Det gør jeg også”, sagde jeg. Og kom i tanker om, at der står tre bageplader med boller, som skal bages. De har stået der i tre timer, og jeg har glemt alt om dem, mens jeg har feset husleje af i sofaen hele aftenen. Da vi ryddede af efter aftensmaden, syntes jeg lige, de skulle hæve lidt længere, inden jeg tændte ovnen. Og så. Ingenting.
Klisteret på min klæbehjerne er åbenbart slidt af, og min sengetid er udskudt lidt.
Men om lidt er bollerne bagt, og så skal de lige køle lidt af, inden jeg lægger dem i fryseren, og SÅ går jeg i seng.
Hvis jeg husker det.
11. marts 2017 | den store bunke |
Der er 86.836 lydfiler med udtale af ord i den digitale Den danske Ordbog. Det er tallet fra december 2016, og der kommer hele tiden flere til. Tænk lige, hvor lang tid det har taget at indtale alle dem. Og hende, der gør det, lyder frisk og imødekommende hele vejen igennem. Tak til hende, i øvrigt, for hun opklarer tit undringer for mig.
Afrodisiakum var jeg nødt til at slå op, fordi ordet optræder i Jussi Adler-Olsens Selfies, og indlæseren af lydbogsudgaven udtaler det helt tosset med tryk på afro, som om det har noget med Afrika at gøre. Men det er jo Afrodite, som spiller med, og dét ved damen fra Ordnet.dk!

8. marts 2017 | den store bunke |
Kender du det, at du bliver lettet over at få at vide, at du ikke har gjort noget, selv om du godt vidste det i forvejen?
Pling, sagde det, da der røg en mail ind i boksen. “Du har fået ny post fra Rigspolitiet” stod der i emnelinjen. Nå?!? Min første tanke var “Hvornår er jeg blevet blitzet?”, for det plejer at være fartbøder, når Rigspolitiet skriver til mig. Jeg havde allerede glemt, at jeg to timer forinden havde rekvireret en digital straffeattest, og at det måtte være den, der kom.
Jeg holdt vejret igen, da jeg åbnede pdf’en. Jeg var da så godt som stort set næsten 100 procent sikker på, at jeg ikke er straffet – udover de føromtalte bøder, de hele tiden sender til mig, men jeg har aldrig haft brug for at se min straffeattest før, så jeg var helt blank i forhold til, hvad politimesteren kan finde på at sidde og doodle i lovlydige borgeres karakterbøger.
Det er ligesom, når man ser en politibil i bakspejlet og lige gennemgår med sig selv, om man har dårlig samvittighed over noget.
Jeg kunne puste ud.
Jeg er ren.
7. marts 2017 | den store bunke |
- gøre et seriøst forsøg på at lave madplaner og købe ind efter dem. Jeg gjorde det engang. Det er hæsligt at skulle igennem planlægning, indkøbslisteskrivning og indkøb, men når dét er gjort, og det er jo bare to timers investering en lørdag formiddag, så er det en daglig fest kun at skulle tage kød ud af fryseren og vide, hvad der skal blive ud af det.
- grille noget mere.
- anskaffe nogle spisebordsstole, som ikke grundet slitage drysser sort skindsmulder ned på gulvet, hver gang man sidder på dem, så jeg hele tiden tror, nogen har tabt chokoladekagekrummer ned under bordet. Også selvom ingen har spist chokoladekage.
- tænde op i brændeovnen på råkolde dage.
- gå med bare fødder fra stuen og lige ud i haven på varme dage.
- have fat i et bordstativ til bageplader, så boller kan hæve i lag – og afkøle i lag – i stedet for at fylde hele køkkenbordet, som de gør nu, når jeg laver fire plader ad gangen. Ligesom bagernes stikvogne, bare i bordudgave. Jeg ved de findes, jeg skal bare finde ud af, hvor man kan få et. Om ikke andet, kan jeg vel altid bøje et i hegnstråd, ligesom jeg engang bukkede et fortrinligt kogebogsstativ. Man kan bukke alt i hegnstråd.
