4. april 2017 | den store bunke |
Fjerde dag i den ternede skjorte. I dag starter jeg med at pakke kasse nummer 46. Det kan jeg jo sagtens sige. Jeg kunne også have sagt, at jeg startede med nummer 99, i princippet kan ingen vide, om jeg bare finder på et tal. Men jeg lover på æresord, at der allerede står 45 fyldte kasser tårnet op, og i dag går jeg i gang med køkkenet. Det er omfattende. Vi har meget. Meget! Og jeg har ingen ide om, hvordan vi kan få plads til det hele i det nye køkken. Eller jo, det har jeg. Det får vi ikke. Der bliver tale om prioriteringer, og egentlig er det bare de prioriteringer, vi slap for, da vi flyttede sammen for toethalvt år siden. Vi har enormt meget skabsplads i lejligheden; ikke kun i køkkenet, men i alle rum, og det får vi ikke i samme grad i huset. Vi kommer også til at savne kælderrummet og loftsrummet her i ejendommen. Igen: prioriteringer. Når vi finder ud af, hvad vi kan få stuvet ind i krogene derude.
Det gode er, at det nye hus nu er indflytningsklart. Store søn var kaldt hjem i weekenden for at spartle og male. Tre dage gik han derude og arbejdede, og søndag var Morten, Lasse og Astrid også på adressen med ruller og værktøj. De har gjort et kæmpe stykke arbejde, og det er simpelt hen så fedt, at vi bare kan rykke ind på lørdag og begynde seriøs indretning.
Min egen eneste mission er at pakke. Pakke, pakke, pakke. Kasse nummer 46 bliver kogebøger, tror jeg. Og noget let, måske plastikbøtter eller den der netskærm, man sætter over lagkager.
Sæt i gang.
1. april 2017 | den store bunke, Heldige mig |
Det er blevet tid til at sætte mig ned og lade roen sænke sig over mig. Måske sænker øjenlågene sig også tidligt i dag. Det seneste halvandet døgn har jeg bevæget mig gennem en række forskellige verdener, både fysisk og mentalt, og nu kan jeg godt mærke, at systemet gerne bare vil have lidt fred og et lille glas vin.
I går lukkede og åbnede jeg døre i helt forskellige sammenhænge.
Jeg havde sidste dag på mit gamle arbejde, og selv om jeg havde forberedt mig på det i et stykke tid, og afskeden i øvrigt var efter eget ønske, var det alligevel sært. Det gik trods alt godt og gelinde, og jeg kom af sted med pæne og fine ord i bagagen. Jeg lukkede døren pænt efter mig med bevidstheden om, at jeg altid kan åbne den igen, stikke hovedet indenfor og hilse på. Og jeg kan, hvis mine grønne fingre bliver ved med at virke, for fremtiden tænke på søde, nu tidligere kolleger ved at nyde denne fine bonderose, som de gav mig, og som allerede står og pynter på vores nye terrasse.
Og det var det andet store, der skete i går. En ny dør blev åbnet. Vi overtog vores nye hus og skålede i Cava med sælger og mægler. Nu er det vores hus. Vildt! Og vi fik en hel skuffe fuld af nøgler. “Det er ikke så tit, man overdrager et hus med ni nøgler”, sagde mægler, og vi får muligvis nok en eller to i overskud, når vi har delt ud til alle vores børn.
Er man skarpsindig, har man allerede fået øje på et sæt nøgler, der ligner cykelnøgler. Nye cykelnøgler? Ja, der var nemlig pludselig en overraskelse. Sådan noget er Morten uovertruffen til. Knapt var vi ankommet til overdragelsen, før han sendte mig ud i skuret “for at se efter, om de nu havde fået det tømt helt”. Det havde de. Men der stod en splinterny cykel med sløjfe og kort. Den var til mig og anbragt der i smug tidligere på dagen. Ihh, altså!
Sagen er den, at når jeg nu – efter flytning og indretning og alt det – efter påske starter i mit nye job, er det meningen, at jeg vil cykle på arbejde. Jeg har en cykel. Den er gul, og jeg fik den, da jeg fyldte 40. Til sommer fylder jeg 58, og jeg har tænkt, og også sagt højt, at nu ville jeg gerne have en ny cykel. En uden skævheder og skavanker, en uden atten år og en forvredet cykelkurv på bagagebæreren. Og tænk! Så stod der lige en i skuret. Heldige mig! Omme bag skuret stod der en ny herrecykel. Morten var også heldig! Han tænker, at han også skal til at cykle på arbejde om morgenen sammen med mig.
I dag er der sat gang i spartling og maling på den nye adresse. På den gamle har vi pakket i kasser. Der er både dukket klenodier og vemod frem. Også overraskelser. Generelt er det hårdt arbejde at bryde ned; man føler sig brugt, både i krop og hoved, men det går godt indtil videre. 25 kasser er indført i protokollen.
Nu orker jeg ikke at skrive mere.
31. marts 2017 | den store bunke |
Jeg var i supermarkedet for at købe bobler og cola til at skåle i, når vi om lidt overtager nøglerne til vores nye hus.
“Har du ild?”, spurgte kassedamen. Eller det var, hvad jeg hørte. I virkeligheden spurgte hun efter ID. “Fordi du køber alkolhol”, forklarede hun og nikkede i retning af de to flasker Cava, der stod på båndet.
“Jeg har et kørekort”, sagde jeg og fandt mit kørekort frem. “HOLD da op, findes den type endnu?”, udbrød hun næsten vantro. Bare fordi jeg har et kort, der senest er fornyet i 1993 og er en stor foldet model, men dog lamineret. Og så fik vi en lang snak om kørekorttyper og fornyelser og hvor sjældent, man har fat i kørekortet for at vise det frem. Sød og glad var hun. Jeg forsøgte også at læse på mit kort, hvor længe det var gyldigt, men var tydeligvis kommet af sted uden læsebriller. Så grinede vi lidt ad dét, inden vi ønskede hinanden god weekend.
Bagefter tænkte jeg på, hvorfor hun egentlig ville se ID…
ALT ved mig signalerede, at jeg var rigeligt gammel nok til at købe alkohol.
Fik I for resten fat i, at det er i dag, vi får nøgler til vores nye hus?
26. marts 2017 | den store bunke |
Solskin lokkede mig i kolonihaven i går. Havenaboen (hvis fornavn jeg i fire år ikke har kunnet komme i tanker om, men jeg kunne hendes mands navn) gik og ryddede op sit drivhus, og følgende samtale fandt sted over hækken: Mig: Hvad er det nu, du hedder? Jeg plejer at kalde dig fru Ivan, men det er jo ikke helt retfærdigt. Nabo: Jeg hedder Elly. Og nu er jeg så også nødt til at spørge, hvad du hedder. Mig: Jeg hedder Birgitte, og min kæreste hedder Morten. Elly: Nå ja, for jeg kunne godt huske, at han hedder Balle, så jeg plejer at kalde dig fru Balle … Godt at vi ikke længere behøver at kalde hinanden ved vores mænds navne, når det nu er os, der oftest er i haverne.
Elly og Ivan havde lagt kartofler aftenen før. Det skyldtes, fortalte hun, at hendes familie altid snakker så meget om, hvornår man får kartoflerne i jorden. Det er et stort og vigtigt emne, og alle vil være først. Og nu skulle de være sammen med familien i her i weekenden, og så ville de kunne snakke med. Tænk engang: VI har altid følt os lidt presset af dem, som var så tidligt ude med at få ting gjort – og så er det, fordi DE er presset af nogle andre.
Fordi vi skal bruge april på at flytte, bliver det en havesæson, hvor vi i første omgang kun bruger tid på det allernødvendigste. Jeg lader for eksempel bunkerne af visne blade ligge der, hvor de har valgt at lade sig blæse hen i løbet af vinteren, men nu har jeg indkøbt læggekartofler og stikløg og de fornødne frøposer, og jeg har gravet et stykke jord, som jeg ikke nåede i efteråret, og som var bulet og trampet godt sammen af gartneren, der har lagt vores fine nye havegang.
I går fik vi leveret firs flyttekasser, så nu er der intet til hinder for, at vi går i gang med at pakke ned. Det er i øvrigt kun to tredjedele af de kasser, vi har bestilt. Vi har heldigvis fantastiske flyttehjælpere, som godt ved, hvor meget jordisk gods vi har, fordi de også hjalp os med at flytte for mindre end tre år siden. Det er noget med Vi løfter i flok og Sammen er vi stærke…
I går var vi igen nødt til at gå på vinbar, fordi der skulle være fremvisning af lejligheden. Vi mødte vores ven ejendomsadministratoren, da vi trådte ud på gaden, og vi snakkede om flyttesynsdato. Vi sagde, at vi lige skulle have gjort rent i lejligheden først. “Lad nu være med at gøre for meget ud af dét; der skal jo alligevel gøres i stand”, sagde administrator. Den indstilling synes jeg godt om.
Nu lader det til, at der ikke skal være flere lejlighedsfremvisninger. Det par, som så på den i går, har skrevet kontrakt og er taget hjem til København for at pakke. Vi er glade, fordi det kan være svært at holde lejligheden præsentabel, mens vi går og pakker ned, men vi er kede af, at vi ikke behøver at gå på vinbar mere.
Jeg fik forventet post fra Rigspolitiet. Og blev helt glad! Der var ingen klip i kort, og bøden var under halvdelen af det beløb, jeg mentalt allerede havde sat af til den. Fedt!
Fordi jeg kan passe mindre og mindre af mit tøj og efterfølgende tilskyndet af det her, har jeg besluttet, at der ikke er nogen grund til, at jeg tager mere end én portion af aftensmaden. Det er der sådan set ikke nogen grund til at snakke mere om. Men det skader nok heller ikke at bevæge sig, så jeg har også brugt søndagen til at løbe en tur i en skov. Det var op ad bakke. Og ned. Der var pænt, og der duftede af forår.
24. marts 2017 | den store bunke |
Det er ti år siden, jeg fik mit første digitalkamera. Så var det slut med få fremkaldt film og sirligt sætte billeder i album. Sådan noget fik jeg nemlig gjort. Men billeder fra de seneste ti år ligger på forskellige drev i den orden og kronologi, som kameraoverførslerne har foretaget af sig selv, og i de første år systematiserede jeg også filerne i emnemapper. Det sidste har jeg forsømt i de senere år, så nu er det eneste system kronologien.
Under en digital oprydning for nylig stødte jeg på de gamle filer igen. For ti år siden var børnene altså små. Der sker store forandringer med menneskers fysiske fremtoning, fra de er 10, 13 og 15 år, til de er ti år ældre. Også med deres stemmer, kan man høre på de videooptagelser, der er i mapperne. Naturligvis især drengenes stemmer.
I mit eget tilfælde er der også sket forandringer i udseendet, selv om det ikke netop skyldes overgangen fra barn/teenager til voksen. Jeg er klar over det, og min datter slog det fast i går, da vi sammen kiggede i de tidligste mapper: “Der så du godt ud, mor! Du var sådan tynd…!”. Ja ja, det er ti år og ti kilo siden. Jeg er blevet rundere og mageligere. Kageform frem for springform, kan man måske kalde det.
Hun skyndte sig at trøste mig: “Det er godt, du skal til at cykle igen”.
21. marts 2017 | den store bunke |
Bare ordet. Det virker jo helt vildt voksent.
Men siden Morten og jeg nu har købt hus sammen – uden for ægteskab, men inden for mere end toårigt bofællesskab (den klumsede formulering er bare for at få et ordspil med -skab), har kloge mennesker af den slags, der hele tiden sender os noget, vi skal skrive under på, sagt til os, at vi skal se at få lavet et testamente.
Mest for hinandens skyld, men også fordi vi har særbørn – det hedder det! – og ikke lige mange af dem.
Vi vil gerne sikre hinanden bedst muligt i tilfælde af, at den ene pludselig stempler definitivt ud; sikre at arvingerne i første omgang kun skal have tvangsarv – det hedder det! – så den tilbageværende kan sætte sig ned og blive siddende i huset. Og vi vil sikre, at boet siden fordeles retfærdigt, når den sidste af os takker af.
Det er på mange måder sært at sidde hos advokaten og jonglere med ord som livsarving, begunstigelse og længstlevende og gennemgå muligheder og faldgruber og alle de scenarier, man skal huske at tage stilling til, når den grundlæggende tanke er, at den ene af os er død. Af en eller anden grund blev snakken sådan, at alle eksemplerne gik på, at det var mig, der var strittet af, men det var jo bare et eksempel. Morten havde lidt sværere ved at holde fast i, at det jo bare var et eksempel, da advokaten bad os overveje en passus om særeje, når nu Morten efter min sortie slår sig sammen med Connie med the big boobies, og skal hun så kunne rende med det hele, når de bagefter bliver skilt? Han har ikke planer med Connie. Men vi blev alligevel enige om særeje for længstlevende.
Det er ikke kun os selv og den nære fremtid, vi skal tænke på. Vi skal også beslutte, hvordan vi undgår, at arven bare går ud til kreditorerne, hvis et af vores børn i fjernere fremtid slår sig sammen med og senere bliver skilt fra en gældsat skodægtefælle. Vi håber jo, at ingen af dem kommer i den situation, men det er med et testamente som med en hvilken som helst forsikring: Vi håber, vi ikke får brug for den, men den er god at have, hvis nu. Og nu har vi lavet et usynligt skjold om vores børn, så skodægtefællerne bare kan komme an med al deres gæld og få en lang næse.
Og vi har sikret hinanden så godt, vi kan.
Voksent eller ej. Jeg har det helt utroligt godt med, at der snart ligger sådan et af begge parter underskrevet stykke papir på notarialkontoret – det hedder det!
