30. juli 2017 | At have have |

Hvad skete der lige med vejret? I går stod der på alle vejrtjenester, at græsset skulle slås i dag. I dag står det ned.
Så kan jeg jo ikke. Både plæneklipperen og jeg ville synke til bunds. Og måske er der bundløst. I aftes så jeg i fjernsynet, at nogle forsøgte at feje vand væk fra en stor firkantet græsplæne i Holland, og det havde de ikke held med. Så de aflyste.
Det gør jeg også. Ikke at jeg havde planer om at drible rundt med en fodbold derude, men jeg havde nok leget lidt med tanken om at udligne højden af græstoppene og få plænen til at ligne det jævne bløde tæppe, som jeg ved, at den kan. De sære totter skyldes vistnok feriehundens afmærkning af sit midlertidige territorium. Hundetis gøder åbenbart godt.
Der var ellers lige i dag til at få trimmet villahaven, inden vi tager af sted på den næste ferie, men nu må villahaven sejle sin egen sø, til der er bemanding på igen.
Og i dag må mandskabet tage til takke med indendørs sysler som at skifte sengetøj, vaske tøj og slappe af.
Det går nok.
19. marts 2017 | den store bunke |

Jeg havde egentlig fundet på, at jeg ville pakke termokaffe i en rygsæk og mig selv i varmt, uldent tøj og tage ud i kolonihaven og grave have.
Denne tid er lidt et ventelimbo, inden april eksploderer med nedpakning, flytning, indretning, nyt job, fødselsdage og konfirmation. Og med alt det in mente bliver der ikke megen tid til at starte årets avl i kolonihaven. Jeg regner med at trække en enkelt dag eller to ud af programmet og kaste frø og kartofler i jorden.
Derfor forekom sådan en søndag med min hakke, min skovl og min spade både forudseende og dulmende min latente havepanik.
Men jeg sov til klokken 11 (elleve!!), og da jeg havde hængt længe over morgen(?)kaffe, avis og køkkensnak og var klar til de lange uldne, begyndte det at regne skomagerdrenge. Det kunne jeg muligvis have forberedt mig på ved at tjekke vejrudsigten, men så klog er jeg ikke altid.
Jeg har i stedet noteret mig vejrskiftet og foretaget baneskift. Det bliver en søndag med mindre redskaber i hænderne. Vaskemaskinesæbeskuffe og tørrestativ, støvsugermundstykke og vandkande, røremaskine og dejskraber.
Kald mig bare forandringsparat.