23. maj 2017 | den store bunke |
I weekenden var jeg i sommerhus med to veninder. Vi var kolleger for ti-femten år siden og har altid haft en forrygende kemi. Nu er vi vidt forskellige steder arbejdsmæssigt, men ses tre-fire gange om året på skift hos hinanden.
Det er aldrig kedeligt. Aldrig nogensinde kedeligt. Det er tosset sjovt. Vi ryger og drikker og snakker og griner og er så skøre, som vi overhovedet orker. Denne gang dansede vi også, kan jeg se på fire billeder, jeg fandt på min telefon dagen efter, men som jeg ikke har nogen erindring om at have taget. Det ligger nogenlunde på samme niveau hver gang, hvor meget vi drikker. Der er ingen grund til at udbasunere, hvor meget, men det sker, at vi dagen efter ikke kan huske alt, hvad vi har snakket om.
Så er det godt, jeg har været så fornuftig at tage noter.
I dag fandt jeg denne note på min telefon. Den øverste, lige over voksennoten med budgettet, er tilføjet i lørdags. Jeg ved ikke, hvad der er gået forud for notatet, men jeg kan godt se, den er vigtig. Det var i hvert fald godt, jeg fik det skrevet, ellers havde jeg ikke vidst, at jeg skulle… dét, jeg skal.
12. marts 2017 | den store bunke |
Hvor dumt er det lige? At vende sig om og glemme alt, hvad der skete før dét?
“Jeg går i seng”, sagde Morten. “Det gør jeg også”, sagde jeg. Og kom i tanker om, at der står tre bageplader med boller, som skal bages. De har stået der i tre timer, og jeg har glemt alt om dem, mens jeg har feset husleje af i sofaen hele aftenen. Da vi ryddede af efter aftensmaden, syntes jeg lige, de skulle hæve lidt længere, inden jeg tændte ovnen. Og så. Ingenting.
Klisteret på min klæbehjerne er åbenbart slidt af, og min sengetid er udskudt lidt.
Men om lidt er bollerne bagt, og så skal de lige køle lidt af, inden jeg lægger dem i fryseren, og SÅ går jeg i seng.
Hvis jeg husker det.
22. september 2014 | den store bunke |
Jeg får så mange ideer, når jeg kører hjem fra arbejde. Til kommende blogindlæg, til indkøbssedlen, til hvad jeg skal foretage mig, når jeg kommer hjem. Desværre kan jeg kun huske maksimalt tre ting ad gangen. Forestil jer lige, hvad der sker, når jeg kommer i tanker om to gode emner til bloggen, tre pligter hjemme og fire ting, vi mangler i husholdningen.
Så hvis der er kedeligt på bloggen og mit hjem flyder, skyldes det sikkert, at jeg både skal købe havregryn, te og mel.
Jeg burde virkelig have en agentmikrofon i kraven, så jeg kunne indtale stikord til mig selv.
23. juli 2013 | den store bunke, Heldige mig |
Siden min ven Nokia tog et hovedspring ned på betongulvet, har den ikke været sig selv. Efter et stykke tid, hvor den mange gange dagligt skulle mindes om, hvem den var, accepterede den efterhånden sit simkort og krævede ikke længere genstart en gang i timen. Men alle mine lydbøger og billeder var raslet ud på gulvet og lod sig ikke samle sammen. Jeg havde kontakter og beskeder intakte, men ellers var den blank, og jeg var jo begyndt at tænke hvilken smartphone, selv om jeg overhovedet ikke havde lyst til at bruge penge på dét lige nu.
Så skete der det, at der på min fødselsdagsmorgen var en pakke, der blev omtalt som “sådan en lidt sjov sidste-øjeblikspåfund-ekstrating”.
Jeg pakkede en Nokiaæske ud, som indeholdt…. min telefon? Jeg måtte lige hen og kigge i min taske for at se, om Morten havde nolet den og pakket ind i nattens løb, uden at jeg havde set det. Men den var der.
Hvad?!?
Så var det en, han havde fundet i en pose med brugte, aflagte mobiltelefoner (Nogen har aflagt en E66..!!) på kontoret og handlet sig til.
Fedest. En telefon, jeg kender, som ikke kostede mig noget, og som nu efterhånden er indstillet på præcis samme måde som den gamle, og som vel at mærke har forbindelse til sin hukommelse.
Heldige mig! Nu har jeg endda både ekstra batteri og hukommelseskort på mit reservedelslager.
Kunne man forestille sig, at nogen fandt en aflagt rustfri Toyota Carina stationcar model et eller andet fra midt i 90’erne i en pose et sted?