4. marts 2017 | den store bunke |
Der kan godt blive lummert på et flødebollekursus.
Altså mest fordi der opstår en god varme, når 11 mennesker står tæt sammen og skal håndtere nytillærte færdigheder og tempereret chokolade i et meget lille lokale.
Men også lidt på grund af de sære formationer, sådan noget skum danner, når man sprøjter det ud. Som man siger. Og på grund af de sætninger, hjælpsomme medkursister får sagt. “Du skal tage godt fat om sprøjteposen” “Skal jeg holde den oppe for dig?” “Du har lige en revne dér!”. Find selv på flere.
Vi havde givet en kollega et flødebollekursus i fødselsdagsgave, og meningen var, at hun ikke skulle alene af sted. Derfor stod vi i går seks kvindelige kolleger og fem, vi ikke kendte, i et lille lokale hos Social Foodies i M.P. Bruunsgade i Aarhus og lavede bæredygtige flødeboller.
Social Foodies hævder, at de laver Aarhus’ bedste flødeboller, og det kan jeg sagtens overbevises om, at de har ret i. De var i hvert fald gode. Det virker også, som om de laver Aarhus’ bedste alt muligt andet. Chokolade, nødder, kager, konfekt og is. Det er de samme folk, som står bag Paradis Is, som man ikke glemmer, hvis man først har smagt det.
At fremstille flødeboller er både overraskende let og overraskende svært. Marcipanbundene var forberedt, da vi kom, det samme var store portioner hindbær-, vanilje- og lakridsskum, og chokoladen løb hele tiden i butikkens store chokoladesmelter, så vi skulle egentlig bare samle flødebollerne. Det kom der meget grin og meget spektakulære resultater ud af.
Først var der pænt og ryddeligt.
Så gik vi i gang med at sprøjte. Som man siger.
Håndgjorte flødeboller er aldrig ens. Jeg forstår hvorfor.
Overtrækning er lettest med kvalmende meget smeltet chokolade. Og er lidt svært.
Til sidst var der ikke så pænt og ryddeligt længere.
En af kursisterne fik lavet noget, som jeg syntes lignede Fordelingshatten fra Harry Potter.
28. februar 2017 | den store bunke |
… købte jeg sovende påskeliljer. Det tager dem ikke lang tid at vågne. Allerede efter et par timer i vand og stuetemperatur slår de kronbladene ud og står og vipper og misser mod lyset.
… tænker jeg på forår, som efter kalenderen starter i morgen. Allerede i et stykke tid har det været mere lyst end mørkt, når jeg kører hjemmefra om morgenen, og jeg ser de flotteste himmeltegninger i den rosenfingrede dagning, som salig Christian Wilster kaldte den tid på døgnet i sin oversættelse af Iliaden.
… glæder jeg mig over, at der kun er en måned, til vi overtager vores hus. Bankens hus? Vores hus! Det er lidt vildt, og hvor bliver det godt.
… sender jeg en tanke til min far, som døde i dag for seks år siden, på den sidste vinterdag. Jeg er stadig glad for, at jeg så ham netop dagen før. Jeg besøgte mine forældre, og ganske vist havde far været syg længe, men der var intet som helst, der antydede, at det var ved at slutte. Vi sagde farvel med knus og ’Vi ses snart’. Dagen efter havde han det skidt, og om aftenen døde han. Næsten 94 år gammel. Han fik et langt og godt liv, og der er intet, jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg havde kunnet, intet jeg ikke fik sagt. Det er en god tanke.
26. februar 2017 | den store bunke |
Vi har været oppe så tidligt, at det føles, som om klokken nu er fire, selv om den kun er et. Vi har været oppe så tidligt, ikke fordi vi skulle noget, men fordi vi vågnede.
Det er en søndag lige efter mit hoved lige i dag. Lige ned midt i en lang række weekender fyldt med planer og aftaler faldt denne her som et blankt stykke papir. Vi skal ingenting andet end det, vi spontant finder på. I dag er det oplagte valg sofaen. Den har også længtes efter os, kan jeg mærke.
Vi har indrettet os, så vi ikke behøver at rejse os unødigt. Vi har computere, telefoner, head sets, aviser, kaffe og te, fjernbetjeninger, tæpper og hinanden inden for rækkevidde. Radioen er tændt, måske hører vi efter, måske gør vi ikke. Vi sidder i hver sin lille verden i bevidstheden om, at der er kort til lyt og nærvær, hvis vi siger noget.
Alt er godt.
25. februar 2017 | den store bunke |
Det her er fire kilometer, hvoraf jeg halvdelen af tiden var på afveje. Faktisk havde jeg seriøst mistet orienteringen. Inde i mit hoved var der en klar forestilling om, hvad jeg skulle, men jeg kan se på oversigten her, at den på ingen måde stemte overens med virkeligheden.
Området hedder Neckelmanns Plantage og ligger nord for Viborg. Af og til kører jeg derud for at løbe en tur, især i de perioder, hvor jeg er i ekstremt dårlig form og ikke så gerne vil ses af bekendte, som stadig tror, at jeg er letfodet og fit. Min plan er, at jeg lige kan løbe mig lidt i form ude i skoven, inden jeg viser mig i bynære og befærdede områder. Det er aldrig rigtigt sådan, det går i længden. Jeg når aldrig rigtigt ind til byen. Til gengæld starter jeg tit.
Plantagen er ikke ret stor. Der er to vandre-/løberuter på 1,9 og 3,6 km, og det var den korte af dem, jeg begav mig ud på i dag. Da jeg var næsten rundt og kunne se parkeringspladsen og min bil, besluttede jeg, fordi det egentlig gik helt godt, og to kilometer var lige i underkanten, at tilføje en lille tur rundt på den anden side af den brede skovvej, bare lige lidt ind ad en sti og til højre og en gang mere til højre for at ramme skovvejen igen og følge den tilbage til bilen.
Som det ses af gps-oversigten fra mit løbeur gik det ikke sådan. Det vil sige, jeg ramte faktisk skovvejen og kunne snildt have løbet den hjem derfra. Tilsyneladende gik det bare aldrig op for mig, at jeg befandt mig, hvor jeg havde planlagt. I stedet fik jeg drejet en gang for meget til højre og forvildede mig langt mod nord. På et tidspunkt – oppe i hjørnet – anede jeg faktisk ikke, hvor jeg var. Det var godt, jeg til sidst kom ud til en asfalteret vej, som jeg kendte.
Heldigvis var det, inden det begyndte at regne.
Men er vi enige om, at det er bedst, jeg aldrig begynder at løbe orienteringsløb?
23. februar 2017 | den store bunke |
Her står min mormor og morfar. De er nygifte, og der er egentlig ikke nogen grund til at se så alvorlige ud, som de gør. De er sikkert bare benovede og lidt utilpasse over at skulle stille op til fotografering og over al den stads, der er gjort af dem. Æresport og det hele. Den ses bag dem, stor og pompøs og med guirlander hen til porten ind til gårdspladsen, hvor festen blev holdt.
Datoen er den 27. marts 1920, og vi befinder os et par kilometer nord for Uggerslev på Nordfyn. Gården i baggrunden er min mormors barndomshjem, og morfar kom fra en gård i selve Uggerslev. Man fandt hinanden i det nære miljø dengang. De to unge er blevet viet i Uggerslev Kirke, som har dannet ramme om de fleste mærkedage i min familie. Vi er døbt, konfirmeret, viet og begravet der i flere generationer tilbage.
I kirkebogen står, at de ægteviede er Ungkarl Karl Kristian Jensen, Landmand af Uggerslev Mark og Sogn, født i Uggerslev Sogn 1893 den 5te April (altsaa 26 Aar), Søn af Gaardmand Rasmus Jensen og Hustru Karen Marie født Christensen af Uggerslev Mark og Sogn og Pige Rasmine Maria Rasmussen, Datter i Hjemmet Kjærsinggaard, Uggerslev Sogn, født i Holemarken, Uggerslev Sogn, 1893 den 2 Januar (altsaa 27 Aar), Datter af Gaardmand Rasmus Rasmussen og Hustru Johanne født Madsen af Kjærsinggaard, Uggerslev Sogn, og det er pastor Fog, som har viet dem.
Karl og Rasmine fik et langt og godt liv, fire børn og mange børnebørn.
Det vidste de ikke den halvkolde forårsdag i 1920, da de stod i deres stadselige bryllupsklæder, alvorlige, arm i arm foran porten til gården og fremtiden.
20. februar 2017 | den store bunke |
Ka-me-ra. Ikke karma.
Da jeg i sin tid fik Lille Hviden, syntes jeg, at en af dens allermest blærede features var bakkameraet. Jeg synes stadig, det er blæret. Men også en smule opreklameret.
Det virker. Vist virker det. Men det er måske kun sammenlagt to dage om året, det virker sådan … rigtig godt.
Resten af tiden ser jeg på skærmen inde i bilen bare et udflydende gråsmattet billede, der flimrer med lys og skygge, når bilen er i bakgear. Jeg kan se, om jeg er ved at bakke ind i noget (eller nogen), men jeg kan ikke se, hvad (eller hvem) det er. Derfor bruger jeg mest sidespejlene og det der gammeldags med at vende mig om og kigge bagud.
Men hver gang, jeg lige har vasket bil, tænker jeg flere gange i sekundet, at dét skulle jeg gøre noget oftere, for billedet på skærmen bliver så fint og helt skarpt og detaljeret.
Så kommer der straks noget vådt og snavset vejr, og det gråsmattede flimmer vender tilbage i et halvt års tid.
Skal jeg virkelig gøre det til en rutine at fimre rundt i Hvidens rumpet med en lille renseserviet hver eneste gang, jeg skal til at sætte mig ind i bilen?
Men altså, sådan er bakkameraloven. Det ser sort ud.
