2. oktober 2017 | den store bunke |
Der er to ting, man altid skal gøre, hvis det er muligt, når man er turist i en by.
Den ene er at tage en sejltur på byens kanaler, flod, havn eller hvad den nu har af vand. Den anden er at finde et højt tårn at klatre op i og se ud til alle sider. De to er de allerbedste måder at få overblik på.
Inden for de seneste måneder har jeg besejlet og begloet to storbyer på havn&tårn-måden. Fælleshelgenen for udsigtsbillederne fra de to byer er Sankt Nikolaj.
I Hamborg – genkend Hamborgbilledet på den spektakulære Elbphilharmonie – stod jeg i St. Nikolaikirkens restaurerede tårn og skuede ud. Kirken blev bombet af de allierede under 2. Verdenskrig, og kun tårnet er bevaret. For 5 € kommer man med elevatoren 76 meter op til udsigtsplatformen. Det er det værd. Resterne af kirken står som mindesmærke over krigens ødelæggelser, og i krypten er der et fortrinligt museum, som også er værd at besøge.
I København stod jeg i Christiansborgs tårn og kiggede blandt andet over på Sankt Nikolaj Kirke, der i dag huser Kunsthallen Nikolaj. Det er ganske gratis at komme op i tårnet på Christiansborg, man skal blot igennem et omfattende security check ganske som i lufthavnen, og det er jo fuldstændig rimeligt. Besværlighederne og ventetiden belønnes, når man står deroppe, især når der er Kaiserwetter som i lørdags.
Begge byer er sejlbare, og jeg har været på vandet begge steder. Havnen i Hamborg er KÆMPEstor, og kanalerne i København er hyggelige. Med Nettobådene fra Nyhavn koster det 40 kroner for en times rundtur med guide, og det er altså billigt for al den viden, man får serveret. Selv inkarnerede københavnere ved garanteret ikke alt om deres by. Og i godt selskab er sejlturen ekstra god. Jeg tog den sammen med min datter.
25. september 2017 | den store bunke |
Trofaste læsere her på domænet – og andre gode mennesker ude i det virkelige liv – vil vide, at det var i april dette år, vi indtog rækkehusidyllen. Folk, der følger lidt med tiden, ved, at vi nu skriver september.
Da vi flyttede ind, pakkede vi ud og ud og ud, og vi borede og skruede og indrettede. Indtil vi pludselig fik travlt med hverdag og arbejde og fester og ferie og hverdag og arbejde igen. Så stoppede indretningen. Alle vores mange billeder står op ad væggen i et hjørne af stuen.
Forleden opfordrede det ene barn os til snart at få hængt de billeder op. Få dage efter spurgte det andet barn, hvor længe vi egentlig har boet her, og fortsatte efter svaret “Fem en halv måned” med “… og vi har ikke fået hængt billeder op endnu!”.
En af grundene til, at skilderierne stadig står i hjørnet, er, at vores vægge slipper op længe før vores billeder, så der skal vælges, dels hvilke der skal op, og dels hvad der skal ske med dem, der ikke finder fælles nåde. Resten er vel bare distraktion og andre prioriteringer.
Når begge børn uafhængigt af hinanden kommenterer og synes, at der snart skal ske noget med depothjørnet, må vi nok tage det til efterretning og få noget til at ske.
Især fordi jeg erfarede hos frisøren i dag, at et af børnene havde siddet i samme stol med saksen i håret tidligere på dagen – og også dér havde nævnt den manglende ophængning. Jeg forklarede vores udfordring med for få vægge og for mange billeder, hvilket fik frisøren til at gå hjælpsomt ind i problemløsningen og foreslå efter en kort betænkningstid: “Men har I ikke en gang? Kan der ikke hænge nogle dér så?!”
Og når det nu også er nået frisøren, ved man aldrig, hvornår hele byen er orienteret og kommer anstigende for at hjælpe med at vurdere, hvilke kunstneriske hjørner og kroge, der kan inddrages.
Vi må hellere få fingeren ud, montere det kritiske øje og selv tage affære.
19. september 2017 | den store bunke |
Et tidligere indlæg med samme emne hed Emnetanken. Det drejer sig om de ideer, jeg løbende noterer til emner, jeg vil skrive om. Blogge om hedder noten på min telefon. Og der står de så, de fremragende ideer, som tit ikke kommer længere end til tanken, – det kan være, fordi de er for store at gå i gang med, fordi ideen dør eller fordi de bare aldrig former sig til noget brugbart.
Blogge om indeholder i øjeblikket følgende emner:
Dino og Toni (Den her må ikke dø. Dino og Toni har en restaurant i Rom, og ingen må være i Rom uden at spise der! Jeg fortæller om det en dag)
40 år efter gymnasiestart (Fordi jeg kom i tanker om, at det i år er 40 år siden, jeg startede i gymnasiet. Fyrre, mand! Jeg var 18 år og mødte op i virkelig kikset tøj, indtil jeg fik blendet lidt bedre ind med de smarte fra Odense. Jeg lader det stå på listen)
Om skrivemåder, research, åben modus, fritekst (Jeg læste om metoder til at skrive en god tekst og ville sammenligne med mine egne måder, for det er ret spændende. Og stort …)
Hvordan børn blev klædt på (Niels album) (Foranlediget af billeder af børnene som små, klædt i virkelig kikset tøj set med nutidige øjne. Måske ville børnene ikke synes om, at billederne blev vist. Selv om det var mig, der valgte tøjet)
Handicaptoiletter paraplegi (Lang historie. Men fin)
Pennevenner (Ja. Også noget gammelt noget, som virkede sjovt, da jeg tænkte det)
Hjertestarter (Fordi jeg var på hjertestartergenopfriskningskursus og blev en vigtig person, der kan tilkaldes. Bare de ikke gør …)
Bukkejagt (Fordi jagtsæson)
Lex Jens Peter (Det korteste ord kommer naturligt først i toleddede konstruktioner. Lyn og torden. Salt og sukker. Kop og Kande. Nej, det er ikke interessant nok til at bære et indlæg selv, vel?)
Dengang med akillessenen, hvor folk handlede for mig (Den lod jeg stå fra sidst. Det er stadig et godt emne, men alligevel har jeg ikke fået skrevet det endnu. Fortæller universet mig noget?)
16. september 2017 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Vi har svensk besøg, og forinden har husets 20-årige – imødekommende, som han er – gravet al sin svenske sprogkunnen frem, for man må jo gøre sit til at holde konversationen kørende under besøget.
Imidlertid ligger det tilsyneladende sådan, at det meste af hans svenske parlør stammer fra Ingmar Bergmans film Det syvende segl (Det sjunde inseglet) fra 1957. Den foregår i det 14. århundrede, og Max von Sydow har rollen som ridderen Antonius Block, som har været på korstog til det hellige land og vender tilbage til hjemlandet, der er plaget af pest.
Jeg har faktisk ikke selv set filmen og måtte google mig til handlingen, men det har min søn så, og han har med dyb og malmfuld røst trænet sine svenske samtaleåbnere. Jeg er simpelthen så spændt på, hvornår følgende sætninger falder:
– Är du Döden?
– Har du kommit för att hämta mig?
12. september 2017 | den store bunke |
Tanker i tandlægestolen
• Tandplejeren har snakket og snakket, lige siden jeg kom ind af døren. Som om han er mere bange for huller i lyden end huller i tænderne.
• Nul nul nul, fem nul fire, fire nul fem, fire fire seks, nul nul fire. Det er dybden på tandlommerne han måler. Nul er godt. Seks er nul godt.
• Kronisk paradentose er normalt, siger han og omtaler det samtidig som “det du fejler”, mens han forklarer, hvad han foretager sig.
• Han kortlægger mine tænder ved at forholde sig til seks punkter på hver enkelt tand. Han laver en slags topografisk atlas, siger han.
• Så kan du vel snart 3D-printe mit tandsæt, siger jeg i en pause, hvor jeg ikke har munden fuld af instrumenter. Det bliver det næste, siger han, det er faktisk sådan vi laver bideskinner – vi 3D-printer dem.
• Hmm, nu tæller han mine tænder for 12. gang, mens han hvisker tal. Jeg kunne godt have fortalt ham, hvor mange der er. 28. Men jeg har igen munden fuld af instrumenter og kan ikke sige noget.
• Tandlæger kunne egentlig godt være døve. De behøver ikke at høre noget, for deres patienter kan kun udtrykke grimasser og reaktioner, som vel svarer til specialtegn i tegnsprogsalfabetet.
Tanker ved regningen
• Ouch, den er godt nok stor. De er dyre, alle de ord med parodontal og paradentose – og parodontose … kunne de i det mindste ikke have stavet det ens? Det ville jeg godt have betalt lidt for.
• Hov, jeg har da glemt at give tandlægen min nye adresse, kan jeg se.
• Så står der Tandrodsrensning gratis 7+,+7,7-,-6,-7. Jamen, tak. Det er FEM tænder, han har renset gratis. Fem! Jeg har 28. Hvad med resten, hvorfor er de ikke gratis?
• I sidste uge gav en af mine kolleger Nul-huller-kage efter et åbenbart fornøjeligt besøg hos tandlægen. Andre kolleger udtrykte derfor forventninger for i morgen, da jeg gik i dag. Men det er altså ikke et koncept, jeg har været med til at beslutte, og jeg har slet ikke penge til det. Nu.
10. september 2017 | At have have, den store bunke |
Det kan godt være, det har regnet i dag. Det har det – jeg mindes i hvert fald, at jeg havde vinduesviskerne i gang, da jeg kørte bil, og at jeg ind i mellem har kastet et blik ud og set våde terrassefliser.
Men i mit sind har der været sol. Og da det passede mig med tørvejr, var tørvejr hvad jeg fik.
Det har været en dejlig søndag med mine drenge. Den ene deler jeg adresse med, den anden var hjemme på besøg. Vi sov længe, vi dovnede, vi snakkede, de så fodbold, jeg tog dem med og satte dem i arbejde i kolonihaven – den ene klippede hæk, den anden plukkede bønner, vi kørte hjem til rækkehuset, de så mere vigtigt fodbold, jeg bagte æbletærte til os, vi klippede og blancherede bønner, vi snakkede, vi lavede aftensmad, vi spiste, vi sendte den udeboende med toget hjem.
Jeg kan høre, at det regner nu. Det er lige meget.
Mine fine drenge. Min fine dag.
