Tanker i tandlægestolen
• Tandplejeren har snakket og snakket, lige siden jeg kom ind af døren. Som om han er mere bange for huller i lyden end huller i tænderne.
• Nul nul nul, fem nul fire, fire nul fem, fire fire seks, nul nul fire. Det er dybden på tandlommerne han måler. Nul er godt. Seks er nul godt.
• Kronisk paradentose er normalt, siger han og omtaler det samtidig som “det du fejler”, mens han forklarer, hvad han foretager sig.
• Han kortlægger mine tænder ved at forholde sig til seks punkter på hver enkelt tand. Han laver en slags topografisk atlas, siger han.
• Så kan du vel snart 3D-printe mit tandsæt, siger jeg i en pause, hvor jeg ikke har munden fuld af instrumenter. Det bliver det næste, siger han, det er faktisk sådan vi laver bideskinner – vi 3D-printer dem.
• Hmm, nu tæller han mine tænder for 12. gang, mens han hvisker tal. Jeg kunne godt have fortalt ham, hvor mange der er. 28. Men jeg har igen munden fuld af instrumenter og kan ikke sige noget.
• Tandlæger kunne egentlig godt være døve. De behøver ikke at høre noget, for deres patienter kan kun udtrykke grimasser og reaktioner, som vel svarer til specialtegn i tegnsprogsalfabetet.
Tanker ved regningen
• Ouch, den er godt nok stor. De er dyre, alle de ord med parodontal og paradentose – og parodontose … kunne de i det mindste ikke have stavet det ens? Det ville jeg godt have betalt lidt for.
• Hov, jeg har da glemt at give tandlægen min nye adresse, kan jeg se.
• Så står der Tandrodsrensning gratis 7+,+7,7-,-6,-7. Jamen, tak. Det er FEM tænder, han har renset gratis. Fem! Jeg har 28. Hvad med resten, hvorfor er de ikke gratis?
• I sidste uge gav en af mine kolleger Nul-huller-kage efter et åbenbart fornøjeligt besøg hos tandlægen. Andre kolleger udtrykte derfor forventninger for i morgen, da jeg gik i dag. Men det er altså ikke et koncept, jeg har været med til at beslutte, og jeg har slet ikke penge til det. Nu.
