7. marts 2018 | den store bunke |
Tænk! Det er snart et år siden, vi overtog rækkehusidyllen. Første april 2017 var hus og have, højt til himlen og kreditforeningslån vores. Og utætte rør, viste det sig siden, men det er en helt anden historie, som vi ikke kender slutningen på endnu. Men den ender godt! Blev der sagt!
I dag for et år siden skrev jeg en række flytteforsæt under overskriften Når vi flytter, skal vi. Det var temmelig forskellige områder, jeg regnede med at ændre på. Lad os se på, hvordan det er gået.
- gøre et seriøst forsøg på at lave madplaner og købe ind efter dem. Jeg gjorde det engang. Det er hæsligt at skulle igennem planlægning, indkøbslisteskrivning og indkøb, men når dét er gjort, og det er jo bare to timers investering en lørdag formiddag, så er det en daglig fest kun at skulle tage kød ud af fryseren og vide, hvad der skal blive ud af det.
– Det er ikke sket. Vi køber stadig ind samme dag og fremtidssikrer højst til næste dag. Ingen er motiveret til andet, og i øvrigt spiser vi rasende godt og varieret.
- grille noget mere.
– Det er vist nogenlunde status quo. I øvrigt spiser vi rasende godt og varieret …
- anskaffe nogle spisebordsstole, som ikke grundet slitage drysser sort skindsmulder ned på gulvet, hver gang man sidder på dem, så jeg hele tiden tror, nogen har tabt chokoladekagekrummer ned under bordet. Også selvom ingen har spist chokoladekage.
– DET SKETE!
- tænde op i brændeovnen på råkolde dage.
– Det sker hele tiden, også netop nu. Og. Det. Er. Så. Fedt! Jeg rånyder den brændeovn, gør jeg!
- gå med bare fødder fra stuen og lige ud i haven på varme dage.
– Sådan var det. Og sådan bliver det igen.
- have fat i et bordstativ til bageplader, så boller kan hæve i lag – og afkøle i lag – i stedet for at fylde hele køkkenbordet, som de gør nu, når jeg laver fire plader ad gangen. Ligesom bagernes stikvogne, bare i bordudgave. Jeg ved de findes, jeg skal bare finde ud af, hvor man kan få et. Om ikke andet, kan jeg vel altid bøje et i hegnstråd, ligesom jeg engang bukkede et fortrinligt kogebogsstativ. Man kan bukke alt i hegnstråd.
– Det viste sig i praksis, at det ikke var nødvendigt. Køkkenvindueskarmen er lang og bred nok til, at der kan stå fire bageplader ved siden af hinanden. Det fungerer, og der kommer noget godt ud af det.
“Er I stadig glade for huset?”, spurgte Lasse i øvrigt, da det med de utætte og ulovlige rør var en realitet. Og det er vi. For når nye rør er lagt ind, og bøvlet er lagt bag os, bliver det jo godt igen og sikkert endnu bedre.
Grundfølelsen for det her hus har hele tiden været og er fortsat GOD.
Også selv om vi stadig sjathandler.
7. januar 2018 | den store bunke |
Er der noget med, at det har været en rigtig flot dag? Udenfor?
Ja ja, det jeg ved selvfølgelig godt, at det har. For min dag startede sådan her:
Med fire plader boller til hævning, avisen, kaffe og solen knaldende henover en rimhvid plæne ind gennem fedtede ruder. Mit yndlingshjørne på sådan en dag.
Men jeg kom aldrig ud. Først fordi jeg støvsugede hele hytten og bagte boller, senere på grund af det her:
Og enhver kan se, at det tager mere end en eftermiddag at komme til bunds i dét. I dag er det ni måneder siden vi flyttede ind. Det vil sige, at det har taget os trekvart år ikke at rydde op. Jo, der er skam stillet reoler op, og noget er da også sat på plads, men den gennemgribende oprydning og værkstedsindretning er det ikke blevet til. Jeg tog et ordentlig ryk i dag, og derfor nåede jeg aldrig at komme længere ud end lige uden for bagdøren, hvor jeg opdagede, at vi stadig havde sodavand og øl stående til køl fra nytårsaften. De var bundfrosne!
Men altså. I værkstedet er der stadig et stykke vej at gå, men jeg kom langt i dag. Der er skabt både gulvplads og bordplads, – mutter har kasseret og systematiseret, og de mange æsker med søm og skruer i alskens størrelser og faconer til alskens formål er sat i skuffer og skabe, så de er nemme at komme til. Vi har flettet værktøj, så nu er vi et virkelig etableret par.
Jeg har samlet en betydelig stabel af urent jern og småt brændbart, som gør lidt ondt i øjnene, indtil vi får det kørt væk. Men jeg bliver ærlig talt glad af at komme ud i det værksted nu.
Og så er det man tænker: Hvorfor har vi ikke gjort dét før nu?
Derudover over spekulerer jeg på, om alle har en stor bøtte med brugte jeg-gemmer-dem-lige-for-dem-kan-jeg-altid-bruge-skruer, eller det bare er os. Vi har tre!
25. september 2017 | den store bunke |
Trofaste læsere her på domænet – og andre gode mennesker ude i det virkelige liv – vil vide, at det var i april dette år, vi indtog rækkehusidyllen. Folk, der følger lidt med tiden, ved, at vi nu skriver september.
Da vi flyttede ind, pakkede vi ud og ud og ud, og vi borede og skruede og indrettede. Indtil vi pludselig fik travlt med hverdag og arbejde og fester og ferie og hverdag og arbejde igen. Så stoppede indretningen. Alle vores mange billeder står op ad væggen i et hjørne af stuen.
Forleden opfordrede det ene barn os til snart at få hængt de billeder op. Få dage efter spurgte det andet barn, hvor længe vi egentlig har boet her, og fortsatte efter svaret “Fem en halv måned” med “… og vi har ikke fået hængt billeder op endnu!”.
En af grundene til, at skilderierne stadig står i hjørnet, er, at vores vægge slipper op længe før vores billeder, så der skal vælges, dels hvilke der skal op, og dels hvad der skal ske med dem, der ikke finder fælles nåde. Resten er vel bare distraktion og andre prioriteringer.
Når begge børn uafhængigt af hinanden kommenterer og synes, at der snart skal ske noget med depothjørnet, må vi nok tage det til efterretning og få noget til at ske.
Især fordi jeg erfarede hos frisøren i dag, at et af børnene havde siddet i samme stol med saksen i håret tidligere på dagen – og også dér havde nævnt den manglende ophængning. Jeg forklarede vores udfordring med for få vægge og for mange billeder, hvilket fik frisøren til at gå hjælpsomt ind i problemløsningen og foreslå efter en kort betænkningstid: “Men har I ikke en gang? Kan der ikke hænge nogle dér så?!”
Og når det nu også er nået frisøren, ved man aldrig, hvornår hele byen er orienteret og kommer anstigende for at hjælpe med at vurdere, hvilke kunstneriske hjørner og kroge, der kan inddrages.
Vi må hellere få fingeren ud, montere det kritiske øje og selv tage affære.
