Når man har fået læsset en større bunke træ af i sin indkørsel og knokler med brændekløver og trillebør, favnfulde af træ og pindebrænde i en vakkelvorn stabel, der allerhelst bare vil vælte hurtigst muligt, er der altid en tøhø-sjov nabo eller forbipasserende, der lader bemærkningen falde om, at “det giver varmen to gange, ha ha!”
Der er vi ikke kommet til. Altså bortset fra delen med den vakkelvorne brændestabel. Men vi har ikke fået leveret hverken en bunke kløveklar brænde eller brandfarlige bemærkninger.
Imidlertid er det rigtigt, at brændet giver varmen to gange. Faktisk mange gange.
Jeg syntes, her var lidt råkoldt i aften og tændte op. Og jeg kan konstatere, at det, jeg går mest kold på, er mine optændingsteknikker. De er sørme rustne. Jeg render konstant mellem sofaen og ovnen for at regulere spjæld og træk i skorstenen, fordi ilden hele tiden enten bulderbrænder eller er ved at gå ud. Bulderbrænder det, skal jeg alligevel rejse mig alt for tit for at lægge mere brænde på, og går det ud … ja, så varmer det jo ikke. Men jeg kan snildt holde varmen på grund af al den fysiske aktivitet. Mange gange. Også fordi glasruden efterhånden er sodet så meget til af den uregelmæssige brænding, at jeg reelt ikke kan se fra sofaen, om der stadig er flammer derinde. Så, husker jeg, er det noget med at skure glasset med sammenkrøllet avispapir. Altså når ruden er blevet kold.
Det er sandelig godt, der er et helt vinterhalvår at øve mig i.
Bemærk i øvrigt brændekassen. Den kommer fra Mortens barndomshjem, og efter at have huset legetøj og været skrammelskrummel har den nu generhvervet sin oprindelige funktion som brændekasse.
I mit hjem havde vi også en brændekasse. Den var et levn fra dengang, man havde et sort støbejernskomfur, som var brændefyret (og varmt! Jeg kan ikke huske det, men jeg har stadig ar i min ene håndflade fra dengang, jeg som toårig satte en flad hånd på siden af komfuret). Mor brugte senere brændekassen som høkasse. Den var fyldt med aviser og gamle dynebetræk, der formede en rede til en gryde, så grøden kunne koge færdig og kartoflerne holde sig varme. Den var malet lyseblå og ikke nær så stor og flot som den trækasse, som nu står derovre og strutter med brænde, der bare venter på at give varme.
Og nu skal jeg over og regulere luft- og brændeindtaget IGEN …!
Jeg havde ikke ventet, at jeg skulle bombarderes med græske navne fra min gymnasietid, da jeg søndag sammen med to af børnene kørte til Fyn for at besøge min mor.
Mens det er lydbøger, jeg selv lytter til, er ældstebarnet en flittig podcast-lytter, så da der på grund af efterårsferien ikke var Musikquizzen på P3 til turen, bad vi hende bestemme noget, vi kunne høre undervejs. Det har hun nemlig været rigtig god til tidligere.
Det blev Gamle Grækere. Anders Olling og Hans Erik Havsteen, der er journalist og historiestuderende, genfortæller i ti afsnit Oldtiden fra Homer til Alexander den Store. Få første afsnit her. De to har tidligere lavet en podcastserie, der hedder Kongerækken, hvor de har genfortalt Danmarkshistorien med afsæt i samtlige danske regenter, og en kortere serie om Reformationen. De snakker og pingponger, mens de gennemgår historien, og det er både underholdende og berigende. Det kan findes gennem Podcast-appen – i hvert fald på iPhone.
Demosthenes, Solon, Dareios, Xerxes, Kambyses, Kyros, Kroisos, Sokrates, Aristoteles, slagene ved Marathon, Thermopylæ og Salamis, Det peloponnesiske forbund, bystaterne Athen og Sparta, Folkeforsamlingen, Perikles, Alkibiades, Herodot og Hesiod … luften i den lille Aygo var tyk af græske navne, jeg som klassisksproglig student fra en knapt så fjern oldtid havde hørt de fleste af og huskede, men jeg ville ikke længere have kunnet placere dem særligt præcist i tid og sted og i forhold til hinanden. De to gutter fra Kongerækken gjorde historien folkelig og forståelig, og for mig var det gyldne timer og gyldent genhør på vej til og fra Nordfyn.
At børnene har lyst til at høre om gamle grækere, storpolitik, filosofi, forskellige styreformer og demokratiets fødsel ud over det, de har haft i oldtidskundskab i gymnasiet, både forundrer og gør mig stolt. Nysgerrighed er en dyd.
Her er de nysgerrige på nyopstillede sanseinstrumenter ved plejeboligerne i min mors hood.
Nå. Så var der udklædningsfest i det norske Finansdepartement i weekenden. Man kunne vælge at klæde sig ud inden for temaerne superhelte, fantasy og det vilde vesten, og nu er der en finansminister, der er er kommet i vild modvind. Hun mødte ellers glad op til efterårsfesten i sit flotte indianerkostume. Så glad, at hun lod sig fotografere på hovedtrappen i departementet og lagde billedet på Instagram.
Og SÅ gik krænkelseshysteriet amok, og folk tordnede om respektløshed over for minoriteter og urfolk, der har været undertrykt og forfulgt.
Stop nu. Det var en ufarlig kostumefest. Og hvad MÅ man egentlig klæde sig ud som?
Selv har jeg ikke lavet andet gennem tiden end at klæde mine børn ud i krænkende kostumer fra forfulgte kulturer. Min datter har også været indianerpige til fastelavn. Jeg syede endda selv kjolen og stak fjer i håret på hende. Hun har også været heks, og tænk lige på, hvordan de er blevet forfulgt. Alle mine børn har været mus, og dem sætter man fælder for og hader. Selv klædte jeg mig ud som jæger engang, fordi det var nemt at låne tøjet, og jeg er også gået til kostumefest i landmandstøj af samme grund, og begge er meget udskældte grupper. Mit alletiders bedste karnevalskostume er en hjemmelavet pose lakridskonfekt. Fuld af usunde e-numre og unaturlige tilsætningsstoffer. Tænk at jeg kunne finde på det. Og en af mine venner var klædt ud som afrikansk udvekslingsstudent – indsmurt i sort skosværte og med en tre kilo tung tyrkisk lysekrone på hovedet hele aftenen. Det eneste, vi følte os krænkede over, var, at han smittede af hele tiden.
Jeg er glad for at læse, at der også er nogen, der støtter den norske finansminister, som for eksempel den tidligere fodboldspiller, der på Twitter skrev: “Jeg vil gerne beklage, at jeg bad folk klæde sig ud til min 50-års fødselsdag. Det var ikke meningen at fornærme dem, der havde deres storhedstid i 80’erne”
Søndag formiddag. Sen og langsom morgenmad. Musikquizzen med Kenneth K på P3.
Den 14-årige popnørd behøver kun få stumper af eller stikord til tidens toner og kunstnere og slynger prompte svar ud. Kompetente og i langt de fleste tilfælde rigtige svar, vel at mærke.
Far til 14-årig musiknørd: “Jeg føler mig ÆLDgammel!”.
Mig – som er lidt ældre og har ældre børn – og har gjort tilsvarende erkendelse for år tilbage: “Lad være med det. Vær stolt af dit barns kunnen i stedet!”.
Jeg havde ellers forsvoret, at jeg ville blive et gammelt musikfjols. Det gjorde jeg den jul, jeg var 14, og min mor ville have mig til at hjælpe med forberedelserne til familiekomsammen juledag om aftenen – ligesom hvert eneste år. Men det havde jeg dårligt tid til, for om eftermiddagen var der en times musikprogram i fjernsynet, hvor blandt andre Gasolin skulle optræde, og dem skulle jeg BARE se! Imellem borddækning, opvarmning af rødkål og pyntning af ostefadet rendte jeg ustandseligt ind forbi fjernsynet for at se, om det var nu, jeg skulle smide, hvad jeg havde i hænderne og dyrke mine idoler. Til sidst mistede min mor tålmodigheden og udbrød irriteret: “Men hvornår kommer ham Gasolin?!?”.
Lige dér svor jeg, at sådan en ignorant ville jeg ALDRIG blive. Jeg ville altid-altid-altid have fingeren på pulsen, høre radio, følge med og vide, hvad der var hot og in.
Men jeg er der. Og jeg har været der længe. Jeg har også hørt Musikquizzen sammen med mine børn og er blevet sat totalt til vægs. På 100-0-måden.
Overskriften er en linje fra et af Niels Hausgaards stille mesterværker, en hyldest til, ja, en gavl. Jeg har forsøgt at finde den korrekte linje i den rette sammenhæng, men det lykkedes mig ikke. Det gør ikke så meget, for teksten er bare mit stikord til at vende mig mod vores egen østgavl. Vores rækkehus har facade mod nord og mod syd, og vores gavl – for vores er det ene af de to huse i rækken, der faktisk har en gavl – vender mod øst. Det er en helt vinduesløs gavl. Skal vi kigge mod øst, må vi have hovedet helt udenfor, og det gør vi som regel først, når vi decideret skal ud af huset og af sted. Derfor er det først på det tidspunkt, vi rigtigt får lejlighed til at kigge på østhimlen. Sommetider bliver vi overvældede. Det var det, jeg blev i går morges, da jeg gik over til carporten. Sikke en himmel. Øjeblikket efter var den forandret, og senere silede regnen ned.
Og dermed kommer jeg til mit egentlige ærinde. For jeg vil såmænd bare fortælle, at selvom regnen også silede ned i lørdags, fik vi faktisk fældet de to ahorntræer i kolonihaven. Det gik overraskende hurtigt, både med fældning, opsavning og oprydning, og jeg husker ikke engang, at vi blev særligt våde. Måske var der ophold i regnen, netop mens vi savede og bar, jeg ved det ikke. Se lige i denne lille film, hvor godt og dygtigt de to venner her nedlægger træer sammen. Det var det sidste af de to træer, med forsnit, hovedsnit og vætning i den rigtige retning. Det var helt efter bogen, og den brug- og brændbare del af træet har stablet sig sammen for at vente på tørre tider.
Ingen må være i Rom uden at spise hos Dino og Tony.
Ingen.
Det har jeg sagt tre gange inden for de seneste uger til folk, der skulle til eller var i Rom. Nogle af dem ramte desværre restauranten på lukkedagen, mens andre har fulgt min inderlige anbefaling og har spist på det mest fantastiske lille spisested i min yndlingsby.
Jeg spiste der første gang for otte år siden, da jeg og to veninder var på weekendtur til Rom 30 år efter, at vi var i byen sammen sidst. Det var den enes store søn, der havde fundet Dino og Tony og anbefalede os at spise der. Det gjorde vi, og det var en fantastisk oplevelse. Siden har jeg anbefalet stedet til alle, der bare kiggede i retning af Rom, og jeg har også haft Morten med derinde, da vi var på vores første kæresteferie.
Udefra ligner det ingenting. Der hænger kulørte lamper på facaden, og man ville ikke drømme om, at der findes en perle indenfor. Dino og Tony er brødre, den ene er tjener, den anden kok, og i 25 år har de drevet en familierestaurant, hvor også de lokale kommer og spiser, og det er i virkeligheden den bedste anbefaling, noget spisested kan få. I løbet af dagen og aftenen drysser folk ind og får mad, og man kan se, at det ikke er første gang. Alle kender alle og hilser på til højre og venstre. Et par andre gamle gutter er en del af den faste tjenerstab, den ene hedder Amadeo, han har altid helt sort tøj på, den andens navn har jeg aldrig fået opsnappet.
Der er ikke noget spisekort. Man skal ikke forvente at bestemme noget selv. Man får den mad, de laver. Når man er blevet placeret ved et bord, bliver man spurgt, om man vil have antipasti. Det siger man ja tak til, og så begynder maden at komme strømmende. Pølse, skinke, pizza, brød, noget med spinat, noget med noget andet, og bagefter går det over i hovedretter, pasta med ost, pasta carbonara, noget med kødboller, stegte artiskokker, forskelligt tilbehør. Dino eller Amadeo eller ham den tredje kommer kørende gennem lokalet med rullevognen fyldt med tallerkener og kaster dem af til begge sider hos gæster, der mangler eller ikke mangler næste ret. Der er rigeligt til alle, og ingen går sultne derfra. Der er også desserter, og de bliver delt rundt på samme måde. Det er alt sammen meget autentisk og meget underholdende. Og maden smager virkelig godt!
Et vinkort eksisterer heller ikke, og spørgsmålet er kun dette ene, om man vil have øl eller vin. Er det vin, er næste spørgsmål hvid eller rød, hvorefter man får en karaffel af den foretrukne fra hovedtankene bagest i lokalet. Al vin er ganske enkelt husets vin.
Det er et forrygende sted, og ingen jeg har sendt dertil har været utllfredse. De fleste har været overraskede, for det er stort set umuligt at beskrive præcist, hvad man kan forvente, og selv om jeg faktisk har fortalt nøjagtigt, hvordan det ville være, har ingen alligevel forestillet sig, at det var sådan. Men alle har begejstret overgivet sig til uforudsigeligheden.
Det er som sagt rigtig god italiensk mad – garantito! –, og det er ikke særlig dyrt. Det eneste, jeg er lidt betænkelig ved, nu hvor jeg har sluppet hemmeligheden ud, er at I alle sammen begynder at overrende stedet, så der ikke er plads til mig næste gang, jeg kommer til Rom. På den anden side ved jeg ikke, hvornår jeg gør dét, så det er fint, hvis I hjælper med at holde restauranten i gang. Og i øvrigt har de en Facebookside, så helt hemmeligt er det ikke. Der kan I også se nogle bedre billeder end mine rysterier.
Adressen er Via Leone IV 60, lidt nord for Vatikanet, og husk: INGEN må være i Rom uden at spise hos Dino e Tony.
