8. september 2017 | den store bunke |
Vores elev i marketingafdelingen skal på skole de næste uger, og det fik grafikerkollegerne til at tænke tilbage på og fortælle om de forløb, opgaver og eksaminer, de var igennem, da de blev udlært. Ottetimers-opgaver, speciale i tekst og typografi og lignende ting hørte jeg dem sige.
For mit eget vedkommende er det så længe siden, jeg blev udlært, at man ikke engang havde opfundet skoleforløb endnu, ja, man kan vel knapt kalde det mesterlære, og der var ingen som helst afsluttende prøver. Vi aftalte bare, hvor lang tid jeg skulle være elev, og da tiden var gået, var det sådan “Det kan du godt, så nu er du udlært”, og så fik jeg en gave, lidt mere i løn – og et håndskrevet duelighedsbevis.
Da jeg kom hjem, splittede jeg nærmest arkiverne ad for at finde selvsamme svendebrev, som jeg var sikker på, at jeg stadig havde et eller andet sted. Jeg er bare flyttet så mange gange, at netop den mappe, jeg ledte efter, ikke umiddelbart lod sig lokalisere. Undervejs fandt jeg meget andet, jeg ikke var klar over, jeg havde gemt, og det var så anledningen til at få smidt forskudsopgørelser og skatteregnskaber fra slutfirserne ud, og det var måske på tide.
Og til sidst: Heureka!
Her er mit duelighedsbevis, fint udfærdiget i 1987 med tidstypisk reklametegnerskrift af Anne-Kathrine, som lærte mig op, og som jeg ingen anelse har om hvor befinder sig i dag, og underskrevet af bureauets direktør Agner Nielsen, som ikke længere betræder denne verdens reklamehaller.
“absolut duelighed i faget”, hva’beha’r!

Undervejs i min søgen faldt jeg også over en lønseddel fra nogle år senere på en anden arbejdsplads, også håndskrevet. Der var heller ikke så meget fikumdik der. Du hedder sådan og sådan og du får det her i løn for den her periode, værs’god. Jeg vil næsten tro, der er blevet trukket noget skat og sådan, men det er da ikke omhyggelig elektronisk bogføring, denne første lønkvittering i den ansættelse bærer præg af. Det undrer mig faktisk lidt, for bogholderen i firmaet var yderst sirlig, så det var nok korrekt indført i hans kolonnebøger alligevel.

4. september 2017 | den store bunke |
Når man køber et hus med en have med et æbletræ, kan man nemt få skabt et helt mosteri med flaskevis af nypresset æblesaft ved siden af et bageri med lange rækker æbletærter skiftevis med store skåle med æblegrød og æbleflæsk, plus et drømmesyn af friskskåret æble på toppen af morgenyoghurten og naturligvis friske, røde gnaveæbler til den lille sult, der kan ramme når som helst.
Det er inde i hovedet, disse drømmebilleder findes, forstås, for i den virkelige verden går det ikke helt sådan. Når æblerne drysser ned med råddenskab og indbyggede larver, når solsorte og ænder skal have deres, og man også har givet lidt væk til nogen, der spurgte pænt, må man indse, at man ikke når fantasiæblebudgettet. Drømmene forblev drømme. Det var måske på sin vis meget godt.

Her er min høst, da jeg tømte træet. Omtrent halvdelen af æblerne er pæne, altså nogenlunde pæne uden synlige huller og råd, og dem har jeg lagt i en kasse i skuret, for de kan vist godt gemmes lidt. Den anden halvdel er dem, der snarest bør skæres og koges til grød eller i hvert fald laves til noget, der kan gemmes i en anden form end sin nuværende.
Der kan blive til æblestykkerne på morgenmaden og til et par kager og måske æbleflæsk, som min mor lavede det. Så afstår jeg frivilligt mosteriet.
Og halløj, om et par dage kommer mødregruppen på besøg. Dem har jeg før beværtet med æblekage, kan jeg se her og her, og de sagde, de kunne lide det. Så er det jo en tradition.
Hvad så med fuglene, tænker du måske, er der så ikke mere til dem? Jo jo, de kan bare fortsætte med at snadre i de mange rådne nedfaldsæbler, der ligger i bedet og gærer. God fest!

1. september 2017 | den store bunke, Over aftensmaden |

Jeg fik en bogstavtavle i fødselsdagsgave. Morten har næsten gjort det til en tradition jævnligt at finde en særlig ting til mig, der har med ord og bogstaver at gøre. Forrige jul var det et typodarium, og sidste jul fik jeg det, der nu er mine signaturøreringe. Denne gang kom den særlige gave allerede til min fødselsdag.
Jeg ville gerne have, at den ikke bare blev brugt som en opslagstavle, hvor alle kunne skrive ’jeg elsker ost’ eller ’prut’ eller opskriften på agurkesalat. Den har kaldt på en særlig tekst. Den har jeg fundet på nu, og tavlen er hængt op, hvor den skal være.
Sætningerne rummer det, jeg synes favner os, vores aftensmåltider og de værdier, jeg altid har prøvet at leve efter. Vi kommer næsten altid vidt omkring i samtaleemnerne, mens vi sidder og spiser, og de fleste dage går vi berigede fra bordet, fordi vi har givet os tid til at følge hinandens associationer og komme uventede steder hen. Jeg er vild med det.
I aften var vi for eksempel omkring uheldige musiske udfoldelser. Som da man ved en medaljeceremoni i Kuwait kom til at spille parodien af Kazahkstans nationalmelodi fra filmen Borat … ”Kazahkstan’s prostitutes the cleanest in the region…” . Eller dengang de ved en fejl spillede Der er et yndigt land for Alberto Contador, da han vandt Tour de France 2010. Og da et ægyptisk blæseorkester lød som en parodi på musikskolens første årgang og fik pint al ynde og pragt ud af den russiske nationalhymne foran en mere end sammenbidt Putin. Vi rundede også lige ænders forplantningsorganer.
Måske gav denne aftens omveje os ikke storslået, klassisk dannelse, men vi blev klogere på YouTube og på, hvordan man håndterer musiske kiks – eller ikke gør det.
Tavlens visdom er i hvert fald eviggyldig, og jeg har selv fundet på de kloge ord.

29. august 2017 | den store bunke |

Hvis man er sådan en, der har fået de lidt negative talegaver, kan man sige, at jeg har brugt en del af weekenden på at flytte unyttige ting rundt mellem små kasser.
Hvis man derimod er en, der gerne prøver at trække et lidt gladere spor efter sig, kan man sige, at jeg har været dygtig og ryddet op i kontorkasserne.
Skal vi ikke tage den sidste version?
Kontorkasserne er otte praktiske kasser, som i små ti år har rummet alt, hvad jeg havde af kort og konvolutter, clips og tape, skriveting, blokke og klæbeetiketter, organiseret så det var nemt at finde alting. Dem skulle der ryddes op i, havde jeg bestemt, og jeg har allerede haft fat i en af dem tidligere på sommeren uden rigtigt at få gjort noget.
Men nu! Nu har jeg haft det HELE ude på gulvet og haft alting i hænderne og vurderet det stykke for stykke. Jeg har lagt hovedet på skrå og smidt ud og undret mig og været nostalgisk og barsk i min sortering.
Ud med lommeregneren fra Tiger – alle har jo kalkulator i telefonen.
Faster Ellens tunge forstørrelsesglas – nej, det gemmer vi. Sammen med tre andre små lupper. Vi ved ikke hvorfor.
En tillykke-medalje fra min 40 års fødselsdag og en kenyansk pengeseddel gemmer vi sammen med Georg Jensen-piben, som jeg fik af en kæreste i 1983.
En stabel ellipseskabeloner og måleværktøj til satsstørrelser – ud med dem, firserne vil ikke engang have dem tilbage.
Ud med de indtørrede rørpenne fra Rotring og de dyre kalligrafipenne, som jeg ventede mig noget stort og smukt af engang. Mens jeg ventede, sandede de til i indtørret tusch.
Men markerpennene skriver stadig i fede spritstinkende strøg her 30 år efter, så dem gemmer vi. Til et eller andet.
Fem millioner forskelligfarvede post-its kan man altid bruge.
Ligesom lilla silkepapir og guldstjernestrimler.
Det tog virkelig lang tid at få det hele spredt ud. Det gik endnu langsommere at få det samlet sammen igen i nye kassekonstellationer.
“Var det ikke meningen, du ville minimere antallet af kasser??”, spurgte Morten, da jeg var så godt som færdig med at sortere.
JO!
Jeg har smidt indholdet fra mindst halvanden kasse ud. Der er kun seks kasser nu!
Noget af det, der tog lang tid bagefter, var at se alle foto-cd’erne igennem og flytte billeder, mens vi stadig har en computer med cd-drev i huset. Der var meget forunderlighed og nostalgi at blive ramt af der. Også sære ting. For eksempel det her billede fra en studietur til Ungarn i 1983. Jeg er hende med pagen, piben og temmelig blå smækbukser. “Pipázik – hun ryger pibe..!”, sagde de omkringstående ungarere ved Balatonsøen vantro til hinanden – de havde aldrig kendt mage. Jeg kan godt forstå dem, det var egentlig noget værre noget. Det var ikke engang Georg Jensen-piben, den fik jeg først senere.
Nå. Jeg har beskåret kontorkassebeholdningen med 25 procent. Jeg synes, jeg har gjort det godt.

17. august 2017 | den store bunke |

En af os rører dej til koldhævede brunchboller, fordi en anden af os har fødselsdag i morgen. En af os skal til en anden fest det meste af dagen, så hvis vi skal nå at fællesfejre, er muligheden der helt tidligt på morgenen, inden vi alle sammen katapulteres ud til alle sider. Så sådan bliver det. En af os står tidligt op og bager og flager.
Sød kæreste! Både den ene og den anden!
16. august 2017 | den store bunke |

Dag 3? Hold da op. At der allerede er gået tre hele dage tilbage på arbejdsmarkedet efter færdig og veltilbagelagt sommerferie kunne godt tyde på, at tiden ganske enkelt har fået så meget fart på, at det er jul lige om lidt. Men hey, når det er jul, er lyset vendt igen, og dagene er på vej til at blive længere. Og dét kan vi godt lide, ikke?
Men altså.
Med udsigt til en aftenhimmel, der er væsentligt mørkere end på samme tid for de efterhånden næsten fire uger siden, da jeg gik på ferie, sidder der én (mig), der er træt, fordi det har været en lang dag. Den tredje lange dag, siden ferien sluttede.
Jeps, jeg er i gang med hverdagen igen. Jeg må stå tidligt op for at være et sted til en bestemt tid og kan ikke bare vente, til jeg vågner og har lyst til at stå op. Jeg må koncentrere mig om opgaver, endda flere timer ad gangen. Det er jeg slet ikke vant til. Og jeg skal huske at gå i seng i ordentlig tid og ikke drikke vin hver dag. Måske.
Men når jeg tænker over det, føles det fuldstændig i orden. Jeg har haft tre dejlige uger. En i Norge med Morten, en i Hamborg med husstanden og en i kolonihaven med mig selv, og enkeltdage ind imellem med forskelligt og forskellige. Alle mine behov er dækket, og hvor er det rart at kunne sige dét.
Det har ikke engang været slemt eller specielt hårdt at starte på arbejde igen. Det er en rar fornemmelse.
Men jeg er træt i dag. Tredjedagen er altid kritisk. Tredje dag på en skiferie, hvor man synes, det går helt godt og slipper koncentrationen og kommer til skade. Tredje dag efter en fødsel, hvor man græder og græder og slet ikke kan håndtere alle de hormoner. Tredje dag på arbejde efter en ferie, hvor trætheden viser sig efter to dage på koncentreret speed.
Jeg drikker et lillebitte glas vin og øver mig i at gå tidligt i seng. Det er også i mellemtiden blevet helt mørkt. Og måske jul?