Forventning

Skærmbillede 2013-07-24 kl. 14.44.00

For længe siden blev jeg bedt om at reservere den kommende weekend til en tur ud i det blå. Destination og indhold har ikke ligget i mine hænder; min kæreste har arbejdet med mange forskellige ideer og sat flere skibe i søen, mens jeg har hvilet roligt i (u)bevidstheden om, at et af dem nok skulle nå havn.

Og det bliver havnen i Flensburg. Vi skal bo i en lejlighed midt i byen, hvis beboere – et ungt lærerpar – er ude at rejse. At dømme efter billederne på nettet er det så fint og hyggeligt. Vi skal slentre, udforske, snuse ind og være lige der, hvor vi er.

Jeg er blank på Flensburg og rejser uforberedt og uden ‘Turen går til…’ noget som helst, tager bare ind. Har kamera, kreditkort, åbne øjne og en hånd, der er klar til at holde i.

Jeg glæder mig.

large


Typischer Flensburger Hinterhof, står der i beskrivelsen af Linn og kærestens lejlighed

Jeg har fået tvillinger

IMG_4331

Siden min ven Nokia tog et hovedspring ned på betongulvet, har den ikke været sig selv. Efter et stykke tid, hvor den mange gange dagligt skulle mindes om, hvem den var, accepterede den efterhånden sit simkort og krævede ikke længere genstart en gang i timen. Men alle mine lydbøger og billeder var raslet ud på gulvet og lod sig ikke samle sammen. Jeg havde kontakter og beskeder intakte, men ellers var den blank, og jeg var jo begyndt at tænke hvilken smartphone, selv om jeg overhovedet ikke havde lyst til at bruge penge på dét lige nu.

Så skete der det, at der på min fødselsdagsmorgen var en pakke, der blev omtalt som “sådan en lidt sjov sidste-øjeblikspåfund-ekstrating”.

Jeg pakkede en Nokiaæske ud, som indeholdt…. min telefon? Jeg måtte lige hen og kigge i min taske for at se, om Morten havde nolet den og pakket ind i nattens løb, uden at jeg havde set det. Men den var der.

Hvad?!?

Så var det en, han havde fundet i en pose med brugte, aflagte mobiltelefoner (Nogen har aflagt en E66..!!) på kontoret og handlet sig til.

Fedest. En telefon, jeg kender, som ikke kostede mig noget, og som nu efterhånden er indstillet på præcis samme måde som den gamle, og som vel at mærke har forbindelse til sin hukommelse.

Heldige mig! Nu har jeg endda både ekstra batteri og hukommelseskort på mit reservedelslager.

Kunne man forestille sig, at nogen fandt en aflagt rustfri Toyota Carina stationcar model et eller andet fra midt i 90’erne i en pose et sted?

Billeder du ikke kan få væk

Bagagerumsmarked var indblik i en fremmed verden. Jeg sad i vores egen stand og betragtede omgivelserne. Da jeg var rundt og kigge, kunne jeg slet ikke tage ind. Jeg så en masse mennesker og ting, men jeg var ikke i stand til at se enkeltheder i den massive mængde af skrammel, så jeg ved ikke, om der var gode tilbud. Men det var der naturligvis. Der var for eksempel ham, der havde en kasse med Store plader 40 kr, små plader 15 kr, Elvis-plader 60 kr.

På pladsen lige over for vores havde det ægte trailerfolk etableret sig med to trailere og to lange borde med et skønsomt udvalg af alt skrammel i verden. Kvinden var fra kl. 7 om morgenen iført bh, shorts og sandaler. Kun. Hver gang jeg så derover, havde hun en smøg i munden. Læderhud og sparebøsse. Den kvindelige udgave af Søs Egelind og Kirsten Lehfeldts figurer Carsten og Helge. Selvkritikken er solgt i en god handel for år tilbage.

Det var dybt fascinerende, og det er det billede, jeg stadig har på nethinden som det stædigste indtryk fra min kræmmerdebut.

20130721_153420_pix

Undskyld, hvis jeg støder nogen, som kender hende. Jeg har forsøgt at sløre identiteten lidt.

Fine, fine fødselsdag

Sikke en dejlig dag, det var i går. Det var nemlig min fødselsdag. Og det var en god dag fra ende til anden.

Det var også min datters fødselsdag. Den sidste fødselsdag, jeg havde for mig selv, var for 21 år siden – og så blev det alligevel ikke kun min dag, for vi endte med at sætte kyllinger i ovnen og trække et par flasker vin op til gæsterne, inden vi kørte til sygehuset, hvor Laura blev født. Siden har hun og jeg delt dagen og, fordi det er midt på sommeren, fejret den i mange forskellige kroge og afkroge af verden. I år er hun på ferie med farfamilien, så jeg kunne selv bestemme dagens forløb.

Eller… Morten bestemte også noget. For eksempel var det ham, der tidligt om morgenen listede ud af soveværelset og puslede rundt, mens jeg lå og kneb øjnene sammen inde i sengen. Og så blev jeg vækket til nybagte boller, flag og gaver.

IMG_4314

Jeg fik mange fine gaver, for eksempel denne her meget personlige wallsticker, som skal op på væggen i mit kontorhjørne. Ordskyen er lavet på wordle.net, og Morten har linket til min blog og efterjusteret nogle enkelte ord, og så er wallstickeren lavet hos dimaria.dk. Jeg har ikke spurgt om prisen.

IMG_4320

Efter arbejde tog vi i haven og nød en fantastisk sommeraften med grillmad, gode venner, masser af vin, paddekaffe (Ved I, hvad det er? En kæmpeskildpadde i et krus dækkes med whisky og tilsættes en passende mængde kaffe. Rør rundt. Man bliver fuld af det!), stearinlys og den mexicanske pejs. Mmmm.

IMG_4319

Fru Bagagerumsmarked

På søndag træder jeg over en tærskel. Og ind på bagagerumsmarkedspladsen i Horsens.

Det er konsekvensen af noget, jeg egentlig ikke synes, jeg selv har været herre over, og det er langt, langt uden for min tryghedssfære. Jeg er slet ikke til kræmmermarkeder, hader at tinge om priser og føler mig utilpas i al den kommen ved. Forhistorien er, at Laura flytter hjemmefra, hun har cirka nul kroner, men til gengæld meget tøj, hun gerne vil sælge. “Så kan vi ikke tage på bagagerumsmarked?” “Nix! – men jeg kører dig gerne et sted hen, så kan du selv stå der.” “Jamen, der skal jo være et bagagerum…!?”

Derfra tog det ene det andet. Vi besluttede os for Silkeborg på søndag. Men der var udsolgt af stadepladser, og derefter virkede det naturligt at vende blikket mod Horsens. Jeg bookede plads og har siden haft en telefonsamtale med en kvinde, der ganske enkelt præsenterede sig med “Det er Bagagerumsmarked”. Så det hedder hun nok.

Jeg stillede en masse novicespørgsmål. Læsser man sine varer af og stiller bilen et andet sted? (Det bestemmer man selv, men de fleste har bilen ved sig, så kan man sætte sig ind, hvis der kommer en byge, ik’å. Eller hvis man ikke gi’er stå op hele dagen, ik’å). Hvor tidligt kommer man? (Det kommer an på, hvor lang tid det tager at stille dét op, man vil sælge, men senest halv ni). Kan man leje et bord? (Ja, det gør I bare, når I kommer). Er alle pladser lige gode? (Ja, det synes vi jo).

Der er også Volvo-træf på pladsen på søndag. Der er 1., 2. og 3. præmie til de fineste Volvoer, og så bliver “spanden” også kåret. Jeg beder til, at de godt kan se, min er en Toyota. Arrangøren har hyret en slagter til at stå og stege pattegris, og man kan købe helstegt gris og to slags salat til frokost for 55 kroner (Altså hvis man ikke gi’er smøre madpakke, ik’å). Chauffører af Volvoer med nummerplade får gratis mad. Lige der slår Toyotaen så ikke helt til.

Det skal nok blive sjovt, trods alt. I hvert fald anderledes. Udover eget tøj og popblade har flere venner udstyret os med varer. Vi har fået et par poser tøj fra én, en håndfuld Jumbobøger fra en anden, tre poser selvudviklingsbøger fra en, der formodentlig så er færdigudviklet, vi har smykker og tasker og et par rulleskøjter, og måske kommer der mere. Vi har byttepenge, en rulle af hver slags mønter (“For hvis vi sælger noget til tre kroner, skal vi jo kunne give tilbage på en tier, mor!”) og masser af fordomme.

Jeg har ingen fornemmelse af, hvad hun kan få ud af det. Nada. Intet. Vi møder op med åbent sind og bagagerum og ser, hvad der sker.

Så hvis I kommer forbi p-pladsen bag rådhuset i Horsens på søndag, så kom hen og hils på. Og køb! Det er os, der falder liiige lidt ved siden af i miljøet, fordi vi ikke har luret alle klunsertricksene. I kan kende os på den hvide Toyota (ikke Volvo).

IMG_4315


Et udsnit af varelageret

De glade hvaler gemmer på en hemmelighed

Engang havde vi en bog med en historie om Mumitroldene, hvor Mumimor er ved at lave et kompostbed og derfor graver i et hjørne af haven. Fru Filifjonk kommer forbi og spørger til det. Mumimor får ikke svaret helt konkret, og Fru Filifjonk udleder sin egen konklusion og får spredt en gisning, der udvikler sig til et rygte. At dette noget, Mumimor graver ned, måske er nogen, der er slået ihjel.

Den næstsidste aften i sommerens bukkejagt tog Jægersjægersmand ud og skød en buk. Han (Husk, vi omtaler altid disse nedlæggelser med personligt stedord i tredje person: han. Eller hun, hvis det er en rå. Men det er det jo ikke om sommeren) blev hængt op i kolonihavehuset, og for ikke at tiltrække spyfluer og nysgerrige blikke – gardinerne kan ikke trækkes for på grund af frodige tomatplanter – var der draperet et blodrødt lagen omkring Buk. Det gjorde det faktisk værre. At man kun kunne gisne om, hvad det egentlig var, man ville skjule. En langstrakt form, der kunne være hvad som helst. Der var brugt dugevægte til at holde lagenet sammen. Det var et meget sært tableau.

IMG_4312_smkop

Buk er nu fordelt i flere frysere, de glade hvaler er tilbage i køkkenskabet, og please, lad lagenet være smidt i skarnbøtten. Jeg sover ikke derpå!