15. juli 2013 | den store bunke |
Jeg tabte min telefon på parkeringspladsen i går. I et pludseligt anfald af ungdommelig kådhed stak den af fra mig. Den har heldigvis ikke en stor skærm, som kunne gå i stykker. Jeg er ikke kommet til smartphone endnu. Min Nokia E66 var knaldsmart, da jeg fik den for fem år siden. Kamera, internet, GPS, mail og alt muligt kan den. Jeg lytter også lydbøger på den. Men touchskærm har den ikke. Mennesker omkring mig griner ad den og forstår ikke, at jeg ikke for længst har skiftet den ud. Men hvorfor skulle jeg? Den kan det, jeg har brug for, og den virker. Og jeg har både computer og iPad, hvis jeg skal noget mere.
Men.
Faldet på betonen i går var ikke godt. Jeg er bange for, at der er tale om indre kvæstelser. Med jævne mellemrum beder den mig så mindeligt om at indsætte simkort. Jeg er tålmodig og siger venligt: “Men det har du jo, min ven”. Så piller jeg for et syns skyld kortet ud og sætter det i igen og genstarter. Ingen forbindelse. Jeg gør det igen. Og igen. Ved fjerde genstart spørger telefonen mig, om jeg stadig vil holde telefonen i offline tilstand. Nej, sgu da! Undskyld, nej tak, hvis du vil være så venlig at etablere forbindelse til omverdenen. Nokia, connecting people, du ved.
Så går det lidt igen. En time eller to. Eller længere. Men så siger det biip og simkort, tak. Og vi gentager ovenstående samtale. Det går, når det er dag. Men telefonen er også mit vækkeur. I morges vækkede den mig så fint, og jeg gav mig selv lige fem minutter mere. I det tidsrum gik simkortsnakken i gang. Uden at jeg var med i samtalen.
Så jeg sov for længe og kom for sent på arbejde den første dag efter ferie.
Måske skal jeg bede om at låne min datters aflagte Sony Ericsson, som lige har haft en renæssance som Roskildefestivalmobiltelefon i stedet for hendes iPhone, mens jeg overvejer, om det er tiden at blive smart, også for mig.
14. juli 2013 | den store bunke |
Efter kanoturen trængte vi til lidt mere komfort og tog et par dage på feriecenteret i Søhøjlandet. Der var plads til at gøre lige, hvad vi havde lyst til. Som for eksempel badeland, spil, vandretur, bøger, minigolf og fjernsyn. En aften blev en ballon sendt op. Det var spændende at følge, hvordan sådan noget foregår. Prøv at se kvinden på næstsidste billede i serien. Hende i den grå lige over hjertet i logoet. Dét øre-til-øre-smil havde hun på i hele den time, det tog at gøre klar til afgang, fra bilen med ballonen kom til skipper lod fortøjningerne gå. Det kunne have været mig. Så glad ville jeg også have set ud. Jeg ønsker mig.
13. juli 2013 | den store bunke |
I mange år var en årlig kanotur en del af mit liv. Mine børns far er et ivrigt friluftsmenneske, og sammen arrangerede vi hvert år en tredages kanotur for et varierende antal venner. Vi har sejlet på de fleste sejlbare danske åer og et par stykker i Sydsverige, og vi har været fra ni til 19 kanoer af sted. De første år uden børn, men efterhånden voksede børneantallet, og det sidste år, vi var af sted i det “gamle regi”, var vi 26 voksne og 27 børn.
Alle mine tre har været af sted første gang, da de var under et år gamle, drengene endda kun henholdsvis 3 og 4 måneder gamle, og en enkelt gang havde vi to blebørn med. Det år måtte fars fiskegrej og nogle af dåseøllerne blive hjemme for at få plads til alle de bleer, vi skulle havde med.
Det var skønne ture, og folk så frem til, at invitationen kom. Mange af os sås kun den ene gang om året og nød så meget mere at sidde ved bålet om aftenen og blive opdateret.
Kanoturtraditionen døde, da turmutter og turfatter blev skilt. Ingen af os orkede at tage slæbet med at arrangere alene, og på en eller anden måde hørte vi vel også sammen i dét set up, og det ville ikke have virket rigtigt, hvis en af os manglede. Tror jeg. Så jeg glædede mig over 10-11 gode ture og tænkte, at mit liv måske også var for kort til at ligge mere i telt.
Men kanosejlads er en herlig måde at være i naturen på; børn og voksne er på samme niveau, og det er hyggeligt og kun lidt hårdt. Så nogle år senere tog jeg og børnene af sted igen, denne gang i en noget mindre flok. To veninder, deres mænd og børn og os. Jeg havde det lidt som Fugl Føniks, der rejser sig af asken. Den flok har været af sted to gange. På Gudenåen og et par år senere på Susåen.
Sidste år sejlede jeg med min kæreste og tre af vores børn. Det er en ferieform, hvor et par halvvoksne drenge og en pige på ni kan mødes på samme niveau. Og et par voksne, selvfølgelig. Morten og Astrid havde ikke prøvet kanotur før og spurgte, om man skulle have nogle spil med… eller hvad laver man om aftenen? Snitter i en pind, svarede jeg, og det er præcis dét, man gør. Så Astrid fik en dolk, og der blev snittet og lavet bål af fnuller, tørt græs, en paptallerken, et snørebånd og én tændstik. Og brænde, som er til rådighed på de fleste kanolejrpladser.
I starten af denne uge var vi af sted igen. Denne gang sejlede vi på Storåen, der løber fra Herning igennem Holstebro og ud i Nissum Fjord. Mandag aften slog vi lejr på den plads, hvor vi havde bestilt to kanoer leveret tirsdag morgen. Vi havde telt med, men da vi var de eneste på pladsen, blev vi enige om at sove i det shelter, der var. Man ligger godt, og det var dejligt at være i næsten fri luft. Og man bliver ikke brændt ud af teltet, når solen står op. Nogle af os havde frygtet myggeplage, men der var ikke en eneste myg. Til gengæld var der to af os, som snorkede fælt, siger de, og begge drenge lå vågne til tidligt om morgenen, siger de.
Redt op til fem.
Man snitter i en pind.
Man kigger ind i ilden og lægger mere brænde på bålet. Det er de opgaver, man har.
Af sted med os.
Redningsvest og slutty skulder. Til gengæld var jeg den eneste af os, som ikke blev cykelrytterbrun på armene.
Køer
og får
Mine fine drenge.
Vi havde aftalt, at vi godt ville have lidt længere dagsejladser end i fjor, hvor vi syntes, vi kom lige hurtigt nok til næste lejrplads. Jeg havde fået strikket det så godt sammen, syntes jeg, med passende afstand mellem pladserne og passende distancer. Men de 29 km, det endte med at blive på første dagsmarch, var alligevel lige i overkanten.
Vandkraftsøen før Holstebro var lang og sej og med modvind, og så skulle kanoerne flyttes under Ringvejen. Det tog også tid.
En overbæring, som er en underbæring
og 120 meter ned ad en sti, til der kommer å igen.
Heldigvis var det som om kilometrene blev mindre og timerne kortere efter Holstebro, så der var stadig masser af aften tilbage, da vi slog lejr, denne gang i telt.
Den blå toværelses. Hvor alle sov godt og længe.
Mere bål. Og popcorn lige om lidt.
Morgenmad.
Se hvor fint han styrer.
Anden og sidste dag var distancen kun 15 km, og det tog små tre timer. Men se lige, hvor smukt det er. Så gider man altså godt.
7. juli 2013 | den store bunke |
Jeg går og går og går og henter og finder frem og skriver lister og husker på og kommer i tanker om og går i stå og bliver distraheret og kommer til at gøre noget andet.
Jeg pakker til kanotur. Eller rettere: jeg slæber frem. Ud fra pulterkammeret kommer de effekter og det grej, som kun kommer frem den ene gang om året. Hvis det overhovedet er et af de år.
Liggeunderlagene og soveposerne. Det store telt. Trangiaen. De vandtætte kanosække. Dolkene. Vanddunken. Sigterne til at poppe popcorn over bål. Myggenet. Termoflaske. Frysetørret mad. Og i år også den lyseblå Smokey Joe – til den første aften, og så kan den vente i bilen, mens vi sejler.
Zipoffbukserne. Ja. Jeg bruger dem stadig. Når I andre trækker i moderigtigt feriekluns, trækker jeg i shorts og tager de lange ben med i sækken. Som man gjorde for femten år siden. De er altså knaldsmarte på kanotur. Ikke smart som i fancy, men smart som i praktisk.
Det bliver to overnatninger og to dage med sejlads. Fem mennesker, to kanoer, én å, mange åretag. Det bliver så skønt. Vi har husket solcremen, for vi får godt vejr. Det havde vi også sidste år. Jeg blev temmelig ensidigt solbrændt og lignede Peter Lundin i ansigtet, da vi kom hjem. I år har jeg fundet en kasket frem. Der står oven i købet mit navn på, så vi også kan se, at det er mig.
Snart ser min udsigt sådan ud:
4. juli 2013 | den store bunke |
Jeg kan ikke huske, hvordan talen faldt på det forleden. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men jeg er nødt til at indrømme, at det er sket.
Vi var på buscamping i Kroatien på øen Rab. I vores lille gruppe, som var en del af en større gruppe af folk, vi ikke kendte, var vi tre kvinder og syv børn. Jeg havde været skilt i tre år og så det som en kæmpefordel at være af sted sammen med de to andre, der også var alene af sted med deres børn. Det var dejligt at have andre voksne at drikke rødvin med om aftenen, og om dagen delte vi opgaverne imellem os, badede, gik ud og spiste, tog på udflugter og holdt øje med hinandens børn.
En dag tog vi til byen Rab, og til aften fandt vi en restaurant og gik ind og satte os. Kort efter besluttede vi os på grund af prisniveauet for at finde et andet sted, så vi rejste os og forlod stedet. En hel gade længere henne talte jeg lige hovederne – og manglede én. Først da gik det op for mig, at min dreng jo var gået på toilettet, da vi kom ind i restauranten. Og havde sagt det til mig. Jeg havde bare glemt at få ham med….
Jeg styrtede tilbage og fandt ham uden for restauranten rådvildt kiggende til begge sider. Heldigvis var han ikke begyndt at gå, og heldigvis blev vi genforenet. Heldigvis endte det godt og varede ikke så længe.
Men den er ikke ret god, vel?
Engang imellem nævner han det. “Dengang du glemte mig…!“. Ind i mellem at han nævner det, glemmer jeg, at jeg har glemt ham. Det er bedst.
Forleden spurgte jeg lillebroren, om jeg nogensinde har glemt ham. Næh. Jooh, engang var jeg blevet væk for ham i BR Legetøj. Jeg mente ikke, det kunne have været så stort et traume at blive væk lige dér. Men han var lille, og hylderne høje og moren ude af syne, og når han kan huske det ti år efter, har det nok været lige så slem en oplevelse for ham som for storebroren at blive efterladt af hele sin flok i en kroatisk restaurant.
Men altså, alle de andre gange har jeg husket dem!
11 år og ikke glemt. Endnu. 2005.
30. juni 2013 | den store bunke |
Vel er det ikke mig, der har taget den hårde tjans i den forløbne uge med at blive student, køre studenterkørsel og feste igennem. Alligevel har det været en uge, der trak på energien med mange afslutninger og arrangementer.
Tirsdag – studenterhuepåsætning og sammenkomst.
Onsdag – dimission fra 9. klasse og afslutning af folkeskolen
Torsdag – afslutning i 3. klasse og farvel til indskolingen og sfo
Fredag – dimission på gymnasiet
Lørdag – besøg af mor og bror i kolonihaven (de første hjemmelavede nye kartofler høstet, en begivenhed, der formodentlig vil kunne bære et blogindlæg for sig selv)
Søndag – studenterbrunch
Nu har jeg trukket mig tilbage og kastet øjnene på vaskemaskine og hjemmeliv og bagværk til fryseren. Jeg propper en bog i ørerne, løber måske en tur – senere – og har det lidt som antennen på bilen: Der er ikke meget signal i dag.
Jeg ved ikke, hvornår, hvem eller hvorfor…. Det er risikoen ved en offentlig parkeringskælder, og det gode er, at der ikke er hærværket værre denne gang.
