De glade hvaler gemmer på en hemmelighed
Engang havde vi en bog med en historie om Mumitroldene, hvor Mumimor er ved at lave et kompostbed og derfor graver i et hjørne af haven. Fru Filifjonk kommer forbi og spørger til det. Mumimor får ikke svaret helt konkret, og Fru Filifjonk udleder sin egen konklusion og får spredt en gisning, der udvikler sig til et rygte. At dette noget, Mumimor graver ned, måske er nogen, der er slået ihjel.
Den næstsidste aften i sommerens bukkejagt tog Jægersjægersmand ud og skød en buk. Han (Husk, vi omtaler altid disse nedlæggelser med personligt stedord i tredje person: han. Eller hun, hvis det er en rå. Men det er det jo ikke om sommeren) blev hængt op i kolonihavehuset, og for ikke at tiltrække spyfluer og nysgerrige blikke – gardinerne kan ikke trækkes for på grund af frodige tomatplanter – var der draperet et blodrødt lagen omkring Buk. Det gjorde det faktisk værre. At man kun kunne gisne om, hvad det egentlig var, man ville skjule. En langstrakt form, der kunne være hvad som helst. Der var brugt dugevægte til at holde lagenet sammen. Det var et meget sært tableau.
Buk er nu fordelt i flere frysere, de glade hvaler er tilbage i køkkenskabet, og please, lad lagenet være smidt i skarnbøtten. Jeg sover ikke derpå!
