28. juli 2014 | den store bunke |
Alt for mange plastikbøtter, ja. Cykellygter fra forrige årti. Julebreve fra de sidste 15 år – og i denne sammenhæng er det vel positivt, at samlingerne år for år er blevet mindre og mindre. Et helt livs bøger. Brætspil som ingen længere spiller. Stofrester – til det der patchworksengetæppe, som jeg skulle sy i de lange vinteraftener. Som aldrig kommer, – i stedet kom Candy Crush.
Jeg pakker, og ind i mellem er det svært at beslutte, fra hvilket hjørne jeg skal gribe det an. Men det er også lidt sjovt. Drengene pakker også, sorterer og smider ud. Der dukker ting op, som vi havde glemt, og vi udveksler historier.
Nu er det mandag, og jeg tager igen luft ind og går i gang. Først skuffen med cykellygter, dolke og noget, jeg syede i folkeskolen. Det var hvad jeg lige fik øje på, da jeg kastede et blik ned i den. Lutter ting, jeg nok ikke får brug for resten af ugen og derfor roligt kan pakke ned.
Velkommen til mit hjem, som i denne uge ser sådan ud over det meste. Dette er hjørnet, hvor fyrretræsmøblerne nyder den sidste herskabsluft, inden de sættes i kælderdepot. R.I.P.
Skabet til højre er i øvrigt til salg. Det stammer fra min fasters svigerforældres sovekammermøblement og er monsterrummeligt med fire solide hylder i 120 cm bredde. Det er også gammelt; min faster fylder 99 til efteråret, og skabet tilhørte generationen før hende. Nogen interesserede købere derude?
7. juli 2014 | den store bunke |
Jeg har sorteret tøj. Det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvad der lå nederst på hylderne, og at det er et stykke tid siden, jeg har været mere end halvvejs nede i stablerne.
Egentlig er det ikke så længe siden, jeg har sorteret, synes jeg, men jeg er nok sådan cirka den dårligste i verden til at smide ud, og man ved jo aldrig, hvornår man får lyst til at have den der tunika fra 2005 på. Hvis man altså kan huske, at man har den.
Men nu skal jeg snart flytte sammen, og selv om Morten sådan cirka er det rummeligste menneske i verden, er der alligevel ingen grund til, at han skal rumme så store mængder af tøj, der både er for gammelt, for umoderne og for småt.
For vi tror ikke rigtigt på, at jeg lige får smidt de der fem ekstra kilo lige om lidt, vel? Så jeg for eksempel kunne komme i alle de bukser, der ligger og venter på dét. Og hvis jeg gjorde… fortjente jeg så ikke noget nyt tøj?
30. juli 2013 | den store bunke |
I går flyttede hun hjemmefra, min datter, ældstebarnet. Jeg har prøvet det før, at fylde bilen med kasser og tasker, cykel og sager, og installere hende på et værelse et sted. Men denne gang er det ikke for efterskole. Det er ikke for højskole. Det er for alvor.
Det var en lidt mærkelig dag. Hendes ting var flyttet over flere dage, når nogen havde mulighed for at tage noget med til Aarhus, men i går var den dag, hvor hun ikke selv skulle med tilbage. Hun syntes også selv, det var en sær følelse. Ny og stadig fremmed. Vi kørte i Bilka og købte ind til at kickstarte en husholdning. Der behøves egentlig ikke så meget. Og indkøbene er betinget af, hvilke køkkengadgets man har. For eksempel købte vi ikke den slags dåsetomater, som skal åbnes med dåseåbner (notat til ønskesedlen).
Min opgave i går var at flytte det sidste læs, hjælpe med indkøb og at sætte stangen til bruseforhænget op. Udpakningen og indretningen står hun selv for. Da jeg havde gjort, hvad jeg skulle, sagde jeg til hende, at hun skulle drikke et par af de øl, jeg havde købt med fra Tyskland. Bagefter kørte jeg hjem. Og tænkte, at det nok skal gå. Og at det trods det triste i at løsne et bånd også glæder mig, at jeg har fostret en unge, der kan flyve selv.
Vingerne bærer: i dag fik hun besked om, at hun er optaget på medievidenskab.
Inden vi bar ned i bilen. Reden forladt og rengjort. Aldrig har vi set så meget bart gulv på det værelse.
19. juli 2013 | den store bunke |
På søndag træder jeg over en tærskel. Og ind på bagagerumsmarkedspladsen i Horsens.
Det er konsekvensen af noget, jeg egentlig ikke synes, jeg selv har været herre over, og det er langt, langt uden for min tryghedssfære. Jeg er slet ikke til kræmmermarkeder, hader at tinge om priser og føler mig utilpas i al den kommen ved. Forhistorien er, at Laura flytter hjemmefra, hun har cirka nul kroner, men til gengæld meget tøj, hun gerne vil sælge. “Så kan vi ikke tage på bagagerumsmarked?” “Nix! – men jeg kører dig gerne et sted hen, så kan du selv stå der.” “Jamen, der skal jo være et bagagerum…!?”
Derfra tog det ene det andet. Vi besluttede os for Silkeborg på søndag. Men der var udsolgt af stadepladser, og derefter virkede det naturligt at vende blikket mod Horsens. Jeg bookede plads og har siden haft en telefonsamtale med en kvinde, der ganske enkelt præsenterede sig med “Det er Bagagerumsmarked”. Så det hedder hun nok.
Jeg stillede en masse novicespørgsmål. Læsser man sine varer af og stiller bilen et andet sted? (Det bestemmer man selv, men de fleste har bilen ved sig, så kan man sætte sig ind, hvis der kommer en byge, ik’å. Eller hvis man ikke gi’er stå op hele dagen, ik’å). Hvor tidligt kommer man? (Det kommer an på, hvor lang tid det tager at stille dét op, man vil sælge, men senest halv ni). Kan man leje et bord? (Ja, det gør I bare, når I kommer). Er alle pladser lige gode? (Ja, det synes vi jo).
Der er også Volvo-træf på pladsen på søndag. Der er 1., 2. og 3. præmie til de fineste Volvoer, og så bliver “spanden” også kåret. Jeg beder til, at de godt kan se, min er en Toyota. Arrangøren har hyret en slagter til at stå og stege pattegris, og man kan købe helstegt gris og to slags salat til frokost for 55 kroner (Altså hvis man ikke gi’er smøre madpakke, ik’å). Chauffører af Volvoer med nummerplade får gratis mad. Lige der slår Toyotaen så ikke helt til.
Det skal nok blive sjovt, trods alt. I hvert fald anderledes. Udover eget tøj og popblade har flere venner udstyret os med varer. Vi har fået et par poser tøj fra én, en håndfuld Jumbobøger fra en anden, tre poser selvudviklingsbøger fra en, der formodentlig så er færdigudviklet, vi har smykker og tasker og et par rulleskøjter, og måske kommer der mere. Vi har byttepenge, en rulle af hver slags mønter (“For hvis vi sælger noget til tre kroner, skal vi jo kunne give tilbage på en tier, mor!”) og masser af fordomme.
Jeg har ingen fornemmelse af, hvad hun kan få ud af det. Nada. Intet. Vi møder op med åbent sind og bagagerum og ser, hvad der sker.
Så hvis I kommer forbi p-pladsen bag rådhuset i Horsens på søndag, så kom hen og hils på. Og køb! Det er os, der falder liiige lidt ved siden af i miljøet, fordi vi ikke har luret alle klunsertricksene. I kan kende os på den hvide Toyota (ikke Volvo).
Et udsnit af varelageret
