Hæderlighed

Når nu teenageren opdager, at han ikke har set sin pung siden lørdag aften, hvor han tog toget til firedobbelt 18 års fødselsdag i en af omegnsbyerne, og den hverken er fundet af togpersonale eller er dukket op på hittegodskontoret eller set af nogen af kammeraterne, og han et par dage efter får en Facebookbesked med forespørgsel, om han mangler sin pung, for så kan han få telefonnummeret på en person, som har pungen, og han ringer til nummeret, og det er hans pung med dankort, studiekort og sygesikringskort, og de aftaler, at vedkommende vil komme ind til byen næste dag eller dagen efter og smide pungen i vores postkasse, og der så kommer et ægtepar i aften med pungen og fortæller, at de faktisk var her i går formiddags også, men der var låst, og de så gider prøve en gang til, og fortæller, at de fandt pungen i grøften over for selskabslokalet, da de gik tur med hunden, og der stadig er alle tre kort OG penge i den …..

… ja, så tror jeg godt, jeg gider køre ind omkring omegnsbyen på deres adresse i morgen med en buket blomster.

Biiiip, biiip, biiiiiip og pffffffhh

Alting bipper hos os, og vi har altid pegefingeren tændt, for man ved aldrig, hvornår man lige skal bippe noget i gang.

Vaskemaskinen bipper, mens den får valgt program og temperatur, og bipper insisterende flere gange med ti sekunders mellemrum, når en vask er færdig og kan tages ud.

Opvaskemaskinen bipper, når den får valgt program og … nå ja, præcis ligesom vaskemaskinen, indtil opvasken er færdig.

Komfuret bipper, når det tændes, når varmefelterne aktiveres, når temperaturen ændres, når det slår fra igen.

Minuturet i komfuret bipper hidsigt og stædigt, når tiden er gået, indtil nogen kommer og slukker for det.

Emhætten bipper, når lyset bliver tændt og når suget indstilles.

Mikroovnen bipper.

Brødristeren afgiver trippelbip, når den er færdig.

Der er også en anden lyd. Det lyder som et fjernt fugleskrig. Det er termokanden, som slipper en pibende luftstrøm ud. Befriende gammeldags.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , , - 2 kommentarer.

Divergens

billeder

Nu skal vi snart til at hænge billeder op i vores fælles hjem. Alle billederne – og der er mange – har stået op ad en væg i halvanden måned.

For et par dage siden stod vi og kiggede på dem. Jeg sagde: “Der behøver jo ikke at være overplastret med billeder” i samme øjeblik, som Morten sagde: “Jeg er jo sådan en, der ikke har noget imod, at de hænger tæt”.

Det bliver spændende.

Plinnnggg!

ide

Jeg får så mange ideer, når jeg kører hjem fra arbejde. Til kommende blogindlæg, til indkøbssedlen, til hvad jeg skal foretage mig, når jeg kommer hjem. Desværre kan jeg kun huske maksimalt tre ting ad gangen. Forestil jer lige, hvad der sker, når jeg kommer i tanker om to gode emner til bloggen, tre pligter hjemme og fire ting, vi mangler i husholdningen.

Så hvis der er kedeligt på bloggen og mit hjem flyder, skyldes det sikkert, at jeg både skal købe havregryn, te og mel.

Jeg burde virkelig have en agentmikrofon i kraven, så jeg kunne indtale stikord til mig selv.

Særlig talt

Det klør på min ryg og har gjort det siden i går. Måske er det bare tør hud eller noget tøj, der irriterer. Eller. Eller. Eller. Det kan være mit helt særlige tegn på, at der er en forkølelse på vej.

Så længe jeg kan huske, har jeg haft det sådan, at når det klør et specielt sted mellem mine skulderblade med en kløe, der ikke kan kløs væk, er det signal om, at det trækker op til sygdom.

For halvandet år siden fejrede Morten og jeg nytår i Paris. Romantisk var det. Vi boede i en hyggelig etværelses i Maraiskvarteret og havde bestilt bord til nytårsmiddag på en noget over middel restaurant. Dagen før nytårsaften mærkede jeg kløpletten på ryggen, og jeg oplyste Morten om, at jeg var under angreb, og at jeg ville blive helbredsudfordret næste dag. Aaaarhh!?, mente han. Kunne det nu passe, at jeg sådan kunne forudsige dét – uden andre indikationer end noget, der kløede på ryggen? Jeg fastholdt, jeg vidste det jo. Og ganske rigtigt: Næste dag på Montmartre trak det mere og mere sammen i mit hoved og i min krop, og jeg var træt og ømmusklet. Vi tog tilbage til lejligheden, og nytårsaften blev sådan, at i stedet for den fine restaurantmiddag gik Morten ud og købte brød, ost og vin, som vi indtog på sengekanten, og eftersom han skjult i sin kuffert havde medbragt både serpentiner, knallerter og skralder hjemmefra, blev det alligevel en hyggelig, om end anderledes end forventet nytårsaften i Paris. Jeg trodsede sygdommen sent på aftenen, og vi nåede op fra metroen til et illumineret Eiffeltårn et par minutter i midnat.

Men altså, det er, hvad den kløplet varsler. Jeg taler ikke så meget om det, for folk – selv min mor – kigger underligt på mig, når jeg nævner fænomenet, og jeg har aldrig mødt nogen andre, som har det på samme måde, eller bare har hørt om det. Jeg føler mig sådan lidt hekseagtig. Eller som en keltisk druide.

Jeg er nu lidt i tvivl denne gang. Kløen er ikke helt præcist, hvor den skal være, så det er nok bare noget tøj, der har irriteret huden. Skal vi ikke satse på det?

Min særlighed har jeg jo stadig. Helt selv.

Jeg har forresten én til. Jeg kan ikke lide bananer. Det kender jeg heller ikke andre end mig selv, der ikke kan.

Med på noderne

Det der fine lys om morgenen, når solen bryder igennem disen, står op over skoven og spejler sig i en blikstille Tange Sø. Kaffe i thermokoppen. Lydbog. På vej til dagens dont.

Jeg hører Donna Tartts Den lille ven. Ann-Britt Mathisen har indlæst, og hun er den lydbogsoplæser, som har været tættest på at få mig til at opgive en bog. Umotiverede pauser i sætninger, tryk forkerte steder, deciderede fejludtaler så sætningerne kun vanskeligt opfattes i deres helhed, vejrtrækning, alt for ens stemmer og intonationer til romanens personer, så jeg ikke kan opfatte, om det er den tiårige pige eller den aldrende bedstemor, der siger noget – de lyder alle som midaldrende overklassedamer med pagehår og brillerne nede på næsen. Det er ærgerligt. Jeg holder ved lidt endnu, for jeg vil faktisk gerne læse bogen.

bilradio

I morges lod jeg hende overtrumfe af U2. Det album, som alle i hele verden med en iTunes-konto i forbindelse med lanceringen af iPhone 6 kan hente gratis. Det har jeg også gjort, for jeg er med på noderne. Jeg forstår så knapt, hvad U2 skal tjene deres penge ved, når de bare forærer deres ting væk, men det har de sikkert tænkt over.

Der blev mærkbart mere fest i kabinen, da jeg slog over på musikken og skruede op. Kroppen rockede, kaffen smagte lidt bedre, solen skinnede lidt klarere, jeg blev faktisk også lidt yngre. Det var en god og glad morgen. Det er godt at have valgmuligheden.